Inger Støjbergs nye parti er en håndgranat ind i det borgerlige Danmark, siger politisk redaktør
Flere tidligere DF'ere giver Inger Støjberg deres støtte. Men Danmarksdemokraterne er ikke et nyt Dansk Folkeparti, understreger stifteren.
Det er slet ikke usandsynligt, at Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, kommer i Folketinget efter næste valg.
Det vurderer politisk redaktør på TV 2 Hans Redder.
- Det faktum, at Inger Støjberg er ansigtet på partiet, bliver den afgørende faktor for Danmarksdemokraterne. Jeg tror, at Inger Støjberg kan løfte rigtig meget bare på sit eget navn, siger han.
Er Dansk Folkeparti dødsdømt?
Ifølge Hans Redder kaster Inger Støjberg “en håndgranat ind i det borgerlige Danmark” med sit nye parti, og det helt store spørgsmål bliver, hvem hun vil snuppe stemmer fra.
- Mange vil nok sige, at det primært er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men Inger Støjberg gør meget ud af at sige, at Danmarksdemokraterne ikke er et protestparti. Jeg læser det helt tydeligt som, at hun også har udset sig vælgere fra Venstre og Det Konservative Folkeparti, siger han.
Også politisk kommentator Noa Redington er spændt på, hvad det nye parti vil betyde for resten af det borgerlige Danmark.
- Er det et parti, som kan flytte stemmer hen over midten? Er det et parti, der kommer til at tage store dele af Dansk Folkeparti med sig? Er det et parti, som reelt er dødsstødet til Dansk Folkeparti? spørger han.
Flere DF'ere melder sig klar
De første vælgererklæringer til det nye parti er allerede i hus. Flere tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti har allerede givet deres støtte til det nye parti.
Det gælder blandt andre Karina Adsbøl, Bent Bøgsted og Hans Kristian Skibby. Liselott Blixt har ligefrem annonceret, at hun gerne vil være sundhedsordfører i Danmarksdemokraterne.
Og Hans Redder “føler sig da også ret overbevist om”, at Inger Støjberg med et fingerknips kunne have Danmarksdemokraterne repræsenteret på Christiansborg.
Spørgsmålet er dog, hvor mange tidligere DF’ere Inger Støjberg vil have med i sit nye parti?
- Når man læser nogle af de interviews, som hun allerede har lavet, gør hun en del ud af at understrege, at Danmarksdemokraterne ikke er et nyt Dansk Folkeparti, men et andet parti med en anden politisk kurs på flere spørgsmål, siger han.
Placerer sig i midten
Hans Redder fortæller, at Inger Støjbergs nye parti på nogle områder adskiller sig helt tydeligt fra både Dansk Folkeparti og alle de andre borgerlige partier.
Der gælder blandt andet på EU-området, hvor Støjberg mener, at Venstre er blevet for EU-begejstret, men samtidig heller ikke kan se sig selv i Dansk Folkepartis ønske om, at Danmark skal helt ud af EU. Danmarksdemokraterne skal ligge et sted midt imellem de to synspunkter.
Også i forhold til Arne-pensionen stiller Danmarksdemokraterne sig uden for det borgerlige flertal. Hvis de ønsker at afskaffe Arne-pensionen, bliver det uden hende, fastslår hun.
- Det her er en Inger Støjberg, der forsøger at placere sit parti et sted mellem de andre borgerlige partier, hvor man ikke kan få hele den pakke, som man kan få hos Inger Støjberg, siger Hans Redder.
Det bliver “interessant” at se, hvor mange politikere og vælgere der kan se sig selv i det nye parti. Den politiske redaktør forestiller sig, at der formentlig er mange vælgere, der er skuffede over, at Inger Støjberg ikke er så stor en EU-modstander.
- Så det bliver spændende at se, om det er det her, som vælgerne troede, at de ville få med et Inger Støjberg-parti.
Støjbergs navn er ikke nok
Inger Støjberg er nu gået i gang med at skaffe de 20.182 vælgererklæringer, der skal til for at kunne stille op ved næste folketingsvalg.
Hans Redder er overbevist om, at hun nok skal nå at indsamle de fornødne underskrifter inden et kommende valg. Men han understreger, at et parti er meget andet end vælgererklæringer, og at Inger Støjberg får brug for andre omkring sig:
- Hun har ikke rigtig andre omkring sig lige nu. Der skal opbygges en partiorganisation, og Inger Støjbergs navn kan kun bringe partiet så langt.