Politik

Inger Støjberg bekræfter: Stifter parti

Flere tidligere DF'ere støtter Støjbergs nye parti.

Inger Støjberg stifter et nyt parti ved navn Danmarksdemokraterne.

Det bekræfter hun over for Skive Folkeblad.

- Det er mig, der har stiftet det nye parti, Danmarksdemokraterne, siger hun og tilføjer:

- Borgerlig snusfornuft bliver omdrejningspunktet for det nye parti. Og Danmarksdemokraterne er ikke et protestparti. Tværtimod. Og hvis vi vælges ind i Folketinget, vil vi indgå i forhandlinger og forlig.

Den tidligere Venstre-minister fortæller til avisen, at hun vil have særligt fokus på Danmark uden for København, blandt andet på sundhedsområdet og i forhold til virksomheders vilkår.

Dermed skal det handle om mere end hård udlændingepolitik, som hun ellers markerer sig på.

Hvad vil Inger Støjberg med Danmarksdemokraterne?

  • Inger Støjberg vil pege på en borgerlig statsminister, men vil ikke forholde sig til, om det skal være den konservative formand, Søren Pape Poulsen, eller Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
  • Danmarksdemokraterne skal ikke være et protestparti, men skal indgå i forhandlinger og forlig og forsøge at søge indflydelse.
  • Inger Støjberg vil gerne have sat skatterne ned, men "der skal være penge til det", siger hun til Avisen Danmark. Hun vil gerne være med til at sænke topskatten.
  • Forbindelsen mellem land og by vil fylde meget for partiet. Det gælder for eksempel på sundhedsområdet, i virksomhedernes vilkår, i produktions-Danmarks muligheder i den grønne omstilling og i borgernes almindelige hverdagsliv.

Kilde: Ritzau på baggrund af interview givet til Avisen Danmark og Skive Folkeblad. 

Tidligere DF'ere støtter op

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne er nu gået i gang med at skaffe de 20.182 vælgererklæringer, der skal til for at kunne stille op ved næste folketingsvalg.

Og de første er i hvert fald i hus. Det fortæller løsgænger i Folketinget Karina Adsbøl til TV 2.

- Jeg støtter Inger, og derfor får hun naturligvis en vælgererklæring fra mig.

Det samme oplyser løsgænger Liselott Blixt, Bent Bøgsted, Lise Bech og Hans Kristian Skibby, der alle er tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti.

Sidstnævnte fortæller endda, at han forventer at melde sig ind i partiet, og at han gerne vil stille op for Danmarksdemokraterne.

- Det ville jeg da bestemt ikke have noget imod, siger Hans Kristian Skibby til TV 2.

Lyn-analyse

Inger Støjberg kaster virkelig en håndgranat ind i det borgerlige Danmark. Det helt store spørgsmål bliver, hvem hun vil snuppe stemmer fra. 

Mange vil nok sige, at det primært er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men Inger Støjberg gør meget ud af at sige, at det ikke er et protestparti. Jeg læser det helt tydeligt som, at hun også har udset sig vælgere fra Venstre og de konservative også. 

Hvor mange kan hun så få fat i, og hvad vil det betyde for det borgerlige samarbejde? Det betragter jeg som meget uforudsigeligt og oppe i luften.

Har nægtet at udtale sig

Der er i månedsvis blevet spekuleret i, om den tidligere udlændinge- og integrationsminister ville stifte et parti.

Spekulationerne kulminerede, da det tirsdag eftermiddag stod klart, at Valgnævnet har godkendt et parti ved navn 'Danmarksdemokraterne'. På daværende ville Støjberg ikke bekræfte, om hun havde noget med partiet at gøre.

Det har hun så gjort nu.

Inger Støjberg stiller op til interview med TV 2 klokken 12.30. Følg med her på TV2.DK eller TV 2 NEWS.