Mink-sagen

Blå partier kræver advokatundersøgelse efter lækket minkudkast

Tre borgerlige partier er enige om, at uvildige advokater skal undersøge, om Mette Frederiksen skal stilles for Rigsretten.

Uafhængige advokater skal gennemgå Minkkommissionens fulde rapport for at vurdere, om statsminister Mette Frederiksen (S) har gjort sig skyldig i noget strafbart, der kan føre til en rigsretssag.

Det fastslår formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, og formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, torsdag aften over for TV 2, efter Weekendavisen har fået indblik i et udkast til beretningen fra kommissionen.

Det ser alvorligt ud

Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance

- Man får jo det indtryk, at der er alvorlig kritik undervejs, og jeg ser frem til at få hele rapporten. Men ud fra det, vi har set nu, tyder det på, at vi skal have uvildige advokater til at gennemgå rapporten med henblik på, om der skal rejses en rigsretssag, siger Morten Messerschmidt, mens Alex Vanopslagh stemmer i:

- Det ser alvorligt ud, og hvis resten af rapporten er i samme stil, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at man ikke beslutter, at der skal indledes en advokatundersøgelse i forhold til, om en eller flere ministre skal stilles til ansvar, ligesom vi gjorde det med Inger (Støjberg red.), siger Alex Vanopslagh.

Også Det Konservative Folkepartis finansordfører, Rasmus Jarlov, mener, at der skal en uvildig advokatundersøgelse til, så det kan vurderes, om der er basis for en rigsretssag.

- Vi venter på at få den fulde rapport, men det tyder på, at vi får brug for at få vurderet, om der er basis for en rigsretssag. Lækket kommer på ingen måde bag på os, siger han til TV 2.

Beretningens endelige udgave bliver først afleveret til Folketinget torsdag i næste uge, men ifølge Weekendavisen fremgår det af udkastet, at det var "groft vildledende", da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november 2020 bad alle danske minkavlere om at aflive deres besætning.

Desuden var instruksen “klart ulovlig”, lyder det.

Kalder på støttepartierne

Afsløringerne kalder på en reaktion fra regeringens støttepartier, mener Morten Messerschmidt.

- Jeg synes, at det er noget, som burde påkalde sig en interesse i en bredere kreds end kun hos de borgerlige partier. Jeg håber, at støttepartierne vil se med klare øjne på det her og ikke bare lade sig forblænde af et løfte om at komme i regering til det kommende valg, siger partilederen.

Ifølge Alex Vanopslagh er sagen kommet så vidt, at det ikke længere nytter noget at tale om henholdsvis støtte- og oppositionspartier længere.

- Hvis det er så klare konklusioner, som det tyder på, så handler det ikke længere om rød versus blå partipolitik. Så handler det om, hvad det er for en type folkestyre, vi vil have, siger han.

TV 2 ville gerne have spurgt regeringens støttepartier, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, hvordan de ser på konklusionerne fra Minkkommissionens udkast.

Radikale Venstres politiske ordfører, Andreas Steenberg, svarer i en sms, at ingen fra partiet vil "kommentere den historie".

Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, siger til TV 2, at partiet ikke udtaler sig, før den fulde rapport udkommer torsdag i næste uge.

SF ikke besvaret TV 2s henvendelse.

Statsministeriet oplyser, at ministeriet ikke har nogen kommentarer til sagen.