Smitten stiger tidligere end ventet, siger Mette Frederiksen
Samtidig er der stor risiko for en bølge til efterår og vinter, lyder det fra sundhedsmyndighederne.
Smitten stiger i det danske samfund lige nu, og det er usædvanligt årstiden taget i betragtning.
Sådan lyder det på onsdagens coronapressemøde med statsministeren og sundhedsmyndighederne.
- Vi har en ny variant, som spreder sig hurtigt i Europa og Danmark. Og den smitte er kommet tidligere end ventet, siger Mette Frederiksen.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, kalder det "en sommerbølge, der er kommet uden for sæson".
Det er den nye Omikron-variant, BA.5, der nu er dominerende, og som spreder sig. Onsdag er 1958 konstateret smittet. Der er 249 indlagte med corona på sygehusene, hvoraf 6 er på intensiv.
De seneste år med corona har der ellers været faldende smitte i de varme måneder.
Bølge til efteråret
Ifølge Søren Brostrøm er forventningen, at den nuværende smitte vil stige de kommende uger for herefter at knække om en måned og være ovre om to måneder.
Men så vil en ny bølge formentlig ramme.
- Både vi og udenlandske eksperter vurderer, at der er en meget stor risiko for, at vi får en ny bølge til efteråret og vinteren, når det bliver koldt igen, siger Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut.
Hvornår den præcis kommer, og hvor slem den bliver, er svær at sige, lyder det. Det kommer nemlig an på, hvilken variant der vil ramme. Eksempelvis om det er en Omikron-variant, som mange har immunitet overfor, og som ikke er nær så farlig som den tidligere Delta-variant.
En klar strategi
Uanset hvor slem bølgen bliver, er der en klar strategi klar, lød det på pressemødet.
Her er det vigtigste værktøj fortsat vaccination, og derfor vil alle danskere over 50 år blive tilbudt et fjerde stik mod coronavirus.
Plejehjemsbeboere og særligt sårbare vil være de første, der får tilbuddet. Det gælder fra 15. september. Herefter vil alle danskere over 50 fra 1. oktober få tilbudt et fjerde stik. Nogle særligt sårbare vil allerede kunne få stikket fra næste uge.
Derudover er Danmark klar med en ny teststrategi, så vi hurtigt kan pcr-teste 200.000 om dagen, ligesom der undersøges muligheden for at forebygge voldsomme sygdomsforløb med en ny tabletbehandling.
Læs mere om det her.