Politik

Mette Frederiksen har netop talt til det ukrainske parlament – støtter ukrainsk EU-kandidatur

Ifølge Mette Frederiksen er det på tide, at Europa viser, at europæiske værdier som fred, demokrati og retfærdighed ikke bare er ord.

Danmark støtter Ukraines status som kandidatland i EU.

Det understregede statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag, hvor hun holdt tale for det ukrainske parlament.

Den danske statsminister er blot det fjerde statsoverhoved, der taler foran Ukraines parlament siden Ruslands invasion af landet 24. februar. De tre andre er den hollandske statsminister, Mark Rutte, den polske statsminister, Mateusz Morawiecki, og den britiske premierminister, Boris Johnson.

I talen nævnte Mette Frederiksen, at hun "hilser" Ukraines anmodning om EU-medlemskab velkommen.

- Vejen til EU-medlemskab kan være lang og krævende. Der er krav, der skal opfyldes. Det kan vi ikke ændre på. Men vi vil støtte jer hele vejen, lød det fra statsministeren, der tilføjede:

- I hører til i Europa. Og Europa tilhører jer.

Krigen har vist Ukraines styrke

I sin tale til det ukrainske parlament drog Mette Frederiksen også paralleller mellem den nuværende frihedskamp i Ukraine og den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.

Her fortalte hun om den danske frihedskæmper Kim Malthe-Bruun, der blev henrettet af nazisterne i april 1945. Hun læste også et afsnit af frihedskæmperens brev til sin mor, efter at han blev dømt til døden, højt for parlamentet.

Kim Malthe-Bruun døde som 21-årig. Og i dag er det de ukrainske 21-årige mænd og kvinder, der dør, fortalte Mette Frederiksen.

Hun tilføjede, at krigens ødelæggelser er "hjerteskærende", hvilket hun så med egne øjne, da hun i april besøgte den ukrainske by Borodyanka.

- Men jeg så også noget andet. Noget, som jeg tror, ​​vil bestemme forløbet af denne krig. Jeg så det ukrainske folks utrolige styrke. En stolt nations magt. Et frit folks jernvilje. Umuligt at knuse, lød det fra statsministeren.

Mette Frederiksen fortsatte og sagde, at ukrainerne har danskernes "dybeste respekt", og at de ikke bare kæmper for Ukraine, men for "frie nationer over hele verden".

- Det er en krig mellem frihed og undertrykkelse. Mellem demokrati og tyranni. En krig, som ingen af os har råd til at tabe, sagde statsministeren.

Ukraines frihed er Europas frihed

Ifølge Mette Frederiksen befinder Europa sig lige nu i en "definerende tid".

Da EU opstod efter Anden Verdenskrig, var det med værdier som fred, retfærdighed og demokrati som byggestenene.

- I mange år har vi rost os selv for disse værdier. Sandheden er, at der har været tidspunkter, hvor vi ikke levede op til dem. Øjeblikke, hvor vi var for langsomme til at forstå, hvad der foregik. Tøvede og ikke gjorde nok. Jugoslavien i 90'erne. Ukraine i 2014. Det var ikke stolte tider for Europa, sagde statsministeren.

Hun tilføjede, at dette "ikke er et af de tidspunkter", og at det er på tide, at Europa viser, at de "europæiske værdier ikke bare er ord".

- Hvis vi undlader at hjælpe jer, hvis vi undlader at skubbe Putin tilbage, så fejler vi over for os selv. Jeres frihed er vores frihed.

Parlamentet var fyldt med dannebrog

TV 2s korrespondent i Ukraine, Rasmus Tantholdt, fortæller, at Mette Frederiksen formentlig blev inviteret til at holde tale for det ukrainske parlament for at sikre, at de vestlige lande ikke glemmer krigen i Ukraine.

- Mange ukrainere er bekymrede for, om den vestlige verden er lidt træt af at høre om krigen i Ukraine, og om denne træthed af at høre om krigen måske på sigt bliver lig med manglende opbakning, siger Rasmus Tantholdt.

Mette Frederiksen holdt tale til parlamentet klokken 11.05, og her var det ukrainske parlament fyldt med både ukrainske og danske flag.

Ifølge Rasmus Tantholdt har dette en symbolsk værdi og er et lige så vigtigt signal for ukrainerne at sende, som når danskerne flagrer med det ukrainske flag som et tegn på støtte.

- Det er et forsøg fra Ukraines side på at vise os danskere, at ”vi er opmærksomme på, hvor meget I støtter os”, siger Rasmus Tantholdt.

Efter sin tale har statsministeren talt i telefon med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj. Det oplyser han på Twitter, hvor han også takker Danmark for at støtte ukrainsk EU-kandidatur.