Politik

Danmark underskriver meddelelse om EU-forsvarssamarbejdet

Det er en historisk dag for Danmark, lyder det fra et tydeligt berørt Jeppe Kofod, under underskrivelsesceremoni i Luxembourg.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har ved en ceremoni i Luxembourg underskrevet et dokument, der markerer, at Danmark nu træder ind i forsvarssamarbejdet i EU.

- Jeg har nu meddelt EU, at Danmark fra 1. juli formelt træder ind i samarbejdet på lige fod med andre lande om europæisk sikkerhed og forsvar, siger Jeppe Kofod.

Danskerne har talt. Vi rykker nu tættere på vores allierede og på vores partnere

Jeppe Kofod, udenrigsminister

Udenrigsministeren understregede ved ceremonien, at det er en stor dag for ham som udenrigsminister – og for Danmark.

- I dag er det en historisk dag for Danmark. Vi rykker tættere på vores allierede og på vores partnere. Vi får flere strenge at spille på udenrigs- og sikkerhedspolitisk. Vi kan bidrage til den fælles sikkerhed i Europa, ikke bare gennem NATO, men også gennem EU. Det er historisk. Danskernes har talt, lød det fra en tydeligt berørt Jeppe Kofod, da han satte sin underskrift under ceremonien.

Overbevisende ja

Danskerne stemte d. 1, juni om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Her valgte to tredjedele af de danskere, der afgav en stemme, at stemme ja, og dermed er Danmark formelt med i EU's sikkerheds- og forsvarsarbejde fra 1. juli.

- Danmark skal kunne deltage i EU's arbejde om forsvar og sikkerhed. Underskriften her bekræfter offentligt den beslutning, og formelt underretter den mine kolleger i EU om, at vi nu afskaffer forsvarsforbeholdet fra 1. juli, siger ministeren.

Men selvom Danmark altså om få dage er fuldgyldigt medlem af EU's sikkerheds- og forsvarssamarbejde, vil det stadig være op til Folketinget at beslutte, hvilke missioner Danmark skal deltage i.

Den proces vil ifølge udenrigsministeren gå i gang i løbet af efteråret.

Glæde på begge sider

Udover udenrigsminister Jeppe Kofod deltog også den franske udenrigsminister, Catherine Colonna, og Josep Borrell, udenrigschef i EU, ved ceremonien.

Josep Borrell underskrev aftalen på vegne af EU, og han understregede ligesom Jeppe Kofod, at det danske folk med afskaffelsen af forsvarsforbeholdet har taget en historisk beslutning.

- Forsvarssamarbejdet er en vigtig del af vores arbejde i EU. Med denne beslutning kan Danmark nu deltage fuldt ud, både i beslutningsprocesser, militære aktioner og i selve forsvarsarbejdet, siger Josep Borrell.

Han lagde også under ceremonien vægt på, at det er et overbevisende flertal af danskerne, der efter næsten 30 år med forsvarsforbeholdet nu har valgt at sige farvel til det ene af de oprindelige fire forbehold.

Danmark har stadig tre forbehold. Retsforbeholdet, euroforbeholdet og forbeholdet om unionsborgerskab.

Danskerne stemte i år 2000 om afskaffelse af euroforbeholdet og i 2015 om afskaffelse af retsforbeholdet, men begge gange blev det et nej.