Poul Erik Skammelsen stod lige bag kameraet, da Ellemann så rødt
Uffe Ellemann-Jensen var fræk som en slagterhund og lod sig ikke tække af offentligheden.
Han var næsten lige kommet ud ad døren i Eigtveds Pakhus i København og var egentlig midt i en sætning.
Men så fik Uffe Ellemann-Jensen nok af fotografen.
- Kan du ikke flytte det kamera? Jeg kan ikke fordrage at blive fotograferet nedefra.
- Jeg gider altså ikke, hvis det skal være med sådan en komedie dér for at sige det rent ud.
Fotografen løftede kameravinklen, fokuserede objektivet på udenrigsministeren på ny og bød så op til dans:
- Jeg blander mig ikke i dit arbejde, vel.
Herefter leverede nu afdøde Ellemann citatet, som skulle blive et af hans mest ikoniske tv-øjeblikke gennem hans over 20 år lange politiske karriere:
- Jamen jeg vil kraftedeme ikke fotograferes nedefra af dig, så den kan du godt spare dig, den dér.
En kort ordveksling fulgte, og så forlod Ellemann pressekorpset.
Bag kameraet stod en ung Poul Erik Skammelsen og betragtede seancen.
Frøperspektivet
Forud for det berygtede og berømte interview havde udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fået kritik fra flere sider. Blandt andet fra regeringskammeraterne i Det Konservative Folkeparti.
Ellemann havde aftalt at skulle mødes med en kinesisk vicepremierminister, og det stod pressen klar til at spørge kritisk ind til.
Det var en tydeligt irriteret Uffe Ellemann-Jensen, der mødte journalisterne, husker Poul Erik Skammelsen, der har et bud på, hvorfor vinklen i frøperspektiv provokerede udenrigsministeren.
- Nogle gange – måske fra da han selv var tv-journalist – lavede man tv-billeder nedefra, det gav sådan nogle skurkebilleder.
Sidenhen har de to vendt situationen med hinanden. Uffe Ellemann-Jensen bar ikke nag.
- Han sagde til mig, at så slap han også for at svare på spørgsmål, som han alligevel ikke gad, husker Poul Erik Skammelsen.
Billedet af en stridslysten Uffe Ellemann-Jensen, der begik sig hjemmevant foran de snurrende kameraer, husker flere af hans tidligere Christiansborg-kollegaer.
Fræk som en slagterhund
Uffe Ellemann-Jensens fortid som tv-journalist fornægtede sig ikke, siger tidligere S-minister og overborgmester i København Ritt Bjerregaard til TV 2.
- Han var vant til at skære til og ikke stå og ævle i lang tid, som politikere indimellem har en tilbøjelighed til.
- Det gjorde, at nogle kunne synes, at han virkede arrogant. Det synes jeg ikke – det synes jeg virkelig er unfair, tilføjer hun.
Ritt Bjerregaard vil huske ham for hans rige sans for humor. Han kunne klare mange situationer med en morsom og fræk bemærkning, siger hun.
Uffe Ellemann-Jensen var et følelsesmenneske, og han turde vise det, fortæller tidligere CD-formand Mimi Jakobsen.
- Han kunne blive stiktosset og vise stor glæde, og så havde han masser af humor og kunne være fræk som en slagterhund.
Han kunne begejstre, han var sig selv og lod sig ikke underlægge at skulle ”tækkes i offentligheden”, siger mangeårig Venstre-kollega Bertel Haarder.
- Han havde ingen spindoktorer, det behøvede han ikke. Han var sin egen spindoktor, og derfor kunne man kende ham i landskabet. Han var ikke udspekuleret, og det kunne man mærke.
Uffe vil stadig ikke filmes nedefra
Uffe Ellemann-Jensen ville ikke fotograferes nedefra i juni 1992 foran Eigtveds Pakhus. Det ville han heller ikke, da han i 2014 optog programmet Ellemann|Lykketoft på TV 2 NEWS.
Her var han og Mogens Lykketoft rejst til Skotland for at filme et program om landets uafhængighedsafstemning.
De to herrer iklædte sig hver deres kilt, men da kameramanden tiltede kameraet ned på underbenklæderne, kom reprimanden fra Ellemann.
Denne gang dog med hans karakteristiske sans for humor.
- Jeg vil absolut ikke filmes nedefra, sagde han og brød med det samme ud i en højlydt latter, som kort tid efter blev akkompagneret af Mogens Lykketoft.
Se klippet herunder.