Over halvdelen af DF-gruppen genopstiller ikke - få overblikket her

Udover de mange folketingsmedlemmer, der har forladt DF, er der også røre i baglandet.

Af en tidligere version af denne artikel fremgik det, at René Danielsson har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Det er ikke korrekt. Der skulle rettelig have stået, at René Danielsson ikke genopstiller til næste valg i DF's hovedbestyrelse. Artiklen er opdateret med rettelsen.

En regulær knockout. Sådan beskrev politisk kommentator Noa Redington valgresultatet for Dansk Folkeparti i 2019.

Her blev partiet mere end halveret og gik fra 37 til 16 mandater.

Siden er det kun gået en vej. Og det er nedad.

6 af folketingsmedlemmerne har forladt partiet, 2 har meddelt, at de ikke genopstiller, og 1 overvejer sin fremtid. Det er altså 9 ud af 16.

Seneste udvikling skete fredag, da tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl meddelte, at han ikke vil være at finde på stemmesedlen for Dansk Folkeparti ved næste valg.

En melding, der fik tidligere næstformand Søren Espersen til at udtale, at han også er "nødt til at overveje sin fremtid i partiet".

Få overblikket over situationen i Dansk Folkeparti herunder.

Oprør i baglandet

Udover de mange folketingsmedlemmer, der har forladt DF, er der også røre i baglandet. De seneste uger har partiet mildest talt blødt lokalmedlemmer.

Senest forlod fire medlemmer i Thisted lokalforening partiet. Begrundelsen var "personfnidder og for meget ævl og kævl i partiet".

Jeg går ikke rundt og er styret af frygt

Morten Messerschmidt, DF-formand

Det var tredje gang på en uge, at en DF-lokalbestyrelse mistede medlemmer.

Også en række personer, der af flere var spået en karriere i partiet, har meldt sig ud den seneste tid.

Andre har valgt ikke at genopstille ved det kommende valg. Dertil kommer, at profiler som René Danielsson har valgt ikke at genopstille til valget i DF's magtfulde hovedbestyrelse, hvor han i dag sidder som medlem.

Krisen er enorm

Ifølge TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, er det hele tilsammen med til at skabe et billede af et DF, der mildest talt har det svært.

- Det siger alt om, hvor enorm en krise DF er i, og hvor meget uro der er internt i partiet og i baglandet, siger han.

Hans Redder understreger dog, at dagens melding fra Kristian Thulesen Dahl ikke er overraskende, fordi der i årevis har været interne stridigheder, særligt mellem Thulesen Dahl og Messerschmidt.

- For Messerschmidt er det isoleret set en god nyhed, som, han håber, kan skabe ro, lyder analysen.

Messerschmidt

Morten Messerschmidt fortæller til TV 2, at det ærgrer ham, at Kristian Thulesen Dahl ikke vil genopstille til næste valg, og at han i øvrigt "hilser det velkommen", at Søren Espersen skal tænke over sin fremtid.

- Men jeg håber, at især de folk, der har været med på rejsen mod et nyt DF, forsat vil være en del af projektet, siger Messerschmidt.

Gør det ikke indtryk på dig, at to så markante figurer kommer med de meldinger her?

- Man kan sige, at det, der er min opgave som formand, er at sikre, at DF kommer tilbage på spor. De seneste år har været rigtig dårlige. Det er det, jeg er optaget af at få vendt.

Frygter du, at flere forlader partiet?

- Jeg går ikke rundt og er styret af frygt. Jeg har en klippefast tro på, at DF kommer tilbage. Jeg ryster ikke på hånden.