Politik

Verdens fredeligste grænsestrid blev indledt med en flaske cognac – nu er der sluttet fred

Danmark og Canada er enige om at dele Hans ø ud for Grønland mellem sig. Dermed slutter en krig med spiritus, hvor selv dronningen gav sit besyv med.

Øen kom til syne langt ude mellem isflagerne i det øde stræde.

De gråbrune klipper rejste sig brat fra havoverfladen, og inde fra cockpittet så de større og større ud, mens helikopteren hastigt nærmede sig.

Jeg var en lille smule nervøs

Tom Høyem, tidligere grønlandsminister, CD

Inde på det ene forsæde i den lille røde og hvide Jet Ranger sad en mand på mission for Danmark.

Missionen var godkendt fra højeste sted, og den involverede tre ministre, et dansk flag og en flaske cognac.

Manden på forsædet var selv minister, og han befandt sig lige nu præcis 3742 kilometer fra sit kontor i København.

Destinationen var en gold, ubeboet klippeø lige midt i det stræde, som adskiller Canada fra det nordvestligste Grønland.

Øens navn er Hans Ø, og den julidag i 1984, hvor helikopteren var på vej dertil, var det de færreste i Danmark, der havde hørt om den.

Men det skulle ændre sig.

Den nye grænse

I løbet af de seneste fire årtier er øens navn dukket op igen og igen, fordi den har været centrum for en usædvanlig grænsestrid mellem det danske rigsfællesskab og Canada.

Både Danmark og Canada har hævdet, at den golde klippeknold var under deres herredømme, og ingen af parterne har villet bøje sig.

Indtil nu.

De to lande er nemlig netop blevet enige om at dele Hans Ø over i to næsten lige store dele og lade en kløft midt på øen udgøre den nye landegrænse mellem Grønland og Canada.

Den første prop

I modsætning til så mange andre steder i verden er grænsestriden på Hans Ø blevet udkæmpet med ganske fredelige midler, selvom baggrunden er alvorlig nok.

De fleste har formentlig hørt historierne om "krigen" i 00'erne, hvor danske soldater besøgte Hans Ø, hejste Dannebrog og efterlod en flaske snaps til canadierne, mens canadierne hejste Maple Leaf og efterlod en flaske whisky til danskerne, når de var på besøg.

Selv den amerikanske avis The New York Times har fremhævet striden som et eksempel på, hvordan krige også kan udkæmpes i det 21. århundrede.

Men hvem løsnede egentlig den første prop?

Det ved manden, der sad på forsædet af helikopteren den julidag i 1984, hvor Hans Ø voksede sig større i forruden.

Han hedder Tom Høyem og var dengang Grønlandsminister for partiet CD i Poul Schlüters firkløverregering.

Det er ham i midten.

I de seneste mange år har han boet i Tyskland, hvor han har bevaret sit engagement i politik og blandt andet været valgobservatør i Ukraine og set, hvordan grænsestridigheder også kan udvikle sig.

Øen

Da han sad i helikopteren, vidste Tom Høyem godt, at hans mission indebar en risiko.

- Jeg var en lille smule nervøs. Sådan en grænsestrid kan potentielt være ret alvorlig, og jeg vidste godt, at vi nok ville tiltrække os en del opmærksomhed, siger han til TV 2.

Dengang havde Grønland ikke selvstyre, og ligesom nu var det regeringen i København, der varetog udenrigspolitikken på verdens største ø og omkringliggende klippeknolde.

En af de klippeknolde er Hans Ø.

Klokken 09.00 mødte vi en tæt og uigennemtrængelig mur af pakis

Charles Francis Hall, polarforsker, 1873

Den er lidt mindre og meget mere gold end Sprogø i Storebælt, og egentlig kunne USA også have blandet sig i striden om overherredømmet, for Hans Ø blev opdaget og navngivet under en amerikansk ekspedition i 1872.

Dengang forsøgte den amerikanske polarforsker Charles Francis Hall at blive det første menneske på Nordpolen, og sammen med en gruppe inuitter rejste han vest om Grønland i sejlskibet Polaris.

- Klokken 09.00 mødte vi en tæt og uigennemtrængelig mur af pakis. Skibet satte sig fast og drev langsomt med pakisen. Ved middagstid var hun ganske nær Hans Ø, står der i de redigerede logbøger fra ekspeditionen, som den amerikanske kontreadmiral C. H. David udgav for den amerikanske flåde i 1876.

Det var første gang, at navnet Hans Ø blev nævnt på skrift, men da var Charles Francis Hall død, og resterne af det gode skib Polaris lå på bunden af det iskolde hav.

De fleste af Charles Francis Halls rejsefæller overlevede forliset og overvintrede på kysten.

En af dem hed Hans Hendrik, han kom fra Fiskenæsset på den sydvestlige del af Grønland, og det var ham, øen blev opkaldt efter.

Handlen med USA

Dengang var der ingen danskere i det nordvestlige Grønland, og fra 1891 og to årtier frem var det den amerikanske polarforsker Robert Peary og hans mænd, der opererede i området.

Så da Robert Peary ankom til Nordpolen som det første menneske i verdenshistorien i 1909, kunne USA formentlig med rette have gjort krav på Hans Ø og de omkringliggende områder.

Men så begyndte danskerne at interessere sig for de øde vidder i Nordvestgrønland.

I 1909 åbnede den dansk-grønlandske kirke en mission i Nordstjernebugten ved Thule, og de danske polarforskere Knud Rasmussen og Peter Freuchen etablerede en handelsstation i området.

Og så kom en handel på nogle helt andre breddegrader til at afgøre områdets skæbne.

i 1917 solgte Danmark nemlig de Vestindiske øer og de mennesker, der boede på dem, til USA, og som led i den aftale opgav amerikanerne deres krav på landområderne omkring det nordlige Grønland.

Når man kender Hans Ø, er det tydeligt for enhver, at hvalrosser ikke kan komme i land

Tom Høyem, tidligere grønlandsminister, CD

Så var der kun Canada tilbage.

I mange år var spørgsmålet om, hvor grænsen i de øde polarområder præcis skulle drages, ikke noget man talte så meget om, og det var først i 1973, at embedsmænd fra Danmark og Canada fik tegnet noget, der minder om en grænse på over 3000 kilometer.

Men Hans Ø kunne de ikke blive enige om.

Det manglende stykke grænse

De løste problemet ved at fjerne blyanten fra kortet ved den sydlige del af øen og sætte den ned på papiret igen ved den nordlige del, så der ikke var nogen grænse.

Selv for folk i i Nuuk var øen meget langt væk, og politikeren Jonathan Motzfeldt, der senere blev formand for hjemmestyret, underholdt mange år senere med, hvor lidt han vidste om den.

- Jonathan Motzfeldt fortalte mig på et tidspunkt, at en af de første taler, han holdt i landsrådet, handlede om Hans Ø. Han vidste ikke, hvordan øen så ud, og alligevel gav han sig til at snakke om, hvordan hvalrosserne gik i land på den. Men når man kender Hans ø, er det tydeligt for enhver, at hvalrosser ikke kan komme i land, så han blev til grin, siger tidligere grønlandsminister Tom Høyem til TV 2.

Aftalen med Canada blev underskrevet 17. december 1973, og der blev atter så megen ro om Hans Ø, at det var muligt at besøge den i årevis, uden at nogen opdagede det.

Næste gang, Danmark og Canada talte om øen, var i 1982, da Tom Høyem var blevet grønlandsminister og forhandlede med canadierne om et miljø- og forskningssamarbejde i området.

Strikhuen der startede det hele

Tom Høyem forhandlede med Canadas minister for arktiske anliggender, John Munro, og begge var enige om, at tvisten om Hans Ø ikke måtte komme i vejen for forhandlingerne.

Men så skete der noget i den canadiske bygd Resolute langt nord for polarcirklen.

Resolute består af en landingsbane og nogle få lave huse, og i efteråret 1983 fik den besøg af forretningsmanden Kenn Harper.

Kenn Harper havde boet flere år i Grønland, og han interesserede sig for områdets historie.

Han skrev mange år senere selv, hvad der skete.

Midt på grusvejen mellem husene i Resolute mødte Kenn Harper en mand med en strikhue på hovedet.

Langs huens kant stod der med store bogstaver:

HANS ISLAND, N.W.T.

De sidste tre bogstaver står for Nordvestterritoriet i Canada, og Kenn Harper kendte kun til et eneste sted i det enorme arktiske område, der bar navnet Hans Ø.

Kenn Harper spurgte manden, hvorfor han gik rundt med sådan en hue.

- Han var overrasket over, at jeg vidste, hvor Hans Ø var. Det, han havde at sige, virkede lige så overraskende på mig, skrev Kenn Harper senere i avisen Nunatsiaq.

Is og olie

Manden med strikhuen var ansat ved olieselskabet Dome Petroleum, og han havde netop tilbragt hele sommeren på Hans Ø, hvor han havde udført feltarbejde sammen med en gruppe kolleger.

- Dome Petroleum havde været på Hans Ø med jævne mellemrum inden 1981, og de vendte tilbage i 1983 med 15 videnskabsfolk og en stab på fem mand, skrev Kenn Harper.

Kenn Harper var af den opfattelse, at Hans Ø er en del af Grønland, så han skrev et indlæg, som han sendte til avisen Hainang i Thule.

Artiklen blev læst i København, og den dukkede både op i en dansk morgenavis og hos den canadiske statsradiofoni CBC.

I Grønlandsministeriet var Tom Høyem ikke begejstret.

Tom Høyem fortæller, at han havde indgået en mundtlig aftale med sin canadiske modpart, John Munro, om, at de to lande skulle holde sig fra at gøre ting, der kuinne komplicere sagen yderligere.

Det var et klokkeklart brud på aftalen at lade videnskabsfolk fra Dome Petroleum bo på øen.

- Vi blev irriterede og handlede, siger Tom Høyem.

Senere fandt Tom Høyem ud af, at John Munro formentlig var blevet snydt af sine regeringskolleger og intet anede om aktiviteterne på Hans Ø.

- Under en middag i Høng kritiserede jeg John Munroe over, at han ikke kunne overholde vor mundtlige aftale. Han svarede: 'Jeg anede det ikke og er møgsur', siger Tom Høyem.

Men hvordan kunne Danmark tackle sådan en kompliceret sag på en elegant måde?

Uffes idé

Tom Høyem besluttede sig for personligt at håndhæve Danmarks suverænitet, og han fremlagde idéen for statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

- Schlüter sagde, at det var en god idé, og Ellemann sagde, at jeg skulle tage en flaske Remy Martin med til canadierne, og at jeg skulle huske at betale told af den. Ellers ville vi få en værre ballade i pressen, siger Tom Høyem.

En flaske god cognac kunne måske vise canadierne, hvilken ånd besøget var foretaget i.

Og i juli 1984 tog Tom Høyem og hans stab så et fly til USA for dernæst at rejse videre til Grønland.

Netop den sommer var et stort hold danske forskere i Nordvestgrønland for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, og Tom Høyem besluttede sig for at besøge dem og dernæst besøge Hans Ø i deres chartrede helikopter.

Pakis og nye sejlruter

Det var ministersekretæren, som købte flasken med cognac i lufthavnen i Søndre Strømfjord – ikke en Remy Martin, som Uffe Ellemann-Jensen havde foreslået, men en Baron Otard Napoleon, og der blev betalt told af den.

I modsætning til det canadiske olieselskab havde forskerne fra GEUS ikke den store interesse i Hans Ø.

Der så ikke ud til at være olie i undergrunden, men det var heller ikke det, folkene fra Dome Petroleum var ude efter.

Canadierne undersøgte derimod, hvordan isen påvirkede klippeøens kystlinje, så de kunne blive bedre til at bygge kunstige øer til olieboringer i arktiske områder.

Hans Ø ligger nemlig lige midt i Kennedykanalen, der fungerer som en enorm tragt, hvor op til otte meter tyk pakis flyder sydpå i sommermånederne.

Allerede i 1984 var Tom Høyem opmærksom på, at der blev mindre og mindre is.

Og det gjorde Hans Ø vigtig.

- Dengang snakkede man ikke så meget om den globale opvarmning, men forskerne sagde, at isen blev tyndere samtidig med, at skibene blev stærkere. Så vi mente, at det kun var et spørgsmål om tid, før man kunne sejle vest om Grønland og nord om Canada, og så lå Hans Ø jo lige midt i en sejlrute, siger Tom Høyem.

Aftenen inden han skulle se øen med egne øjne, sov han i telt i den lejr, som folkene fra GEUS havde etableret i det øde område.

- Vi var lige ankommet fra USA, og vi havde jo pænt tøj med i kufferterne. Det tog vi så på, så vi gik rundt derovre sammen med geologerne i pænt tøj, siger han til TV 2.

Cognac on the rocks

Turen i helikopteren var lang, for Hans Ø ligger et godt stykke fra det område, hvor geologerne arbejdede, men det var jo ikke hver dag, at der kom en minister på besøg.

Selve besøget på øen varede kun et par timer, fortæller Tom Høyem.

- Da vi landede på øen, byggede vi en stenvarde, hvor vi kunne sætte en flagstang og hejse Dannebrog. I den stenvarde lagde jeg cognacen og et håndskrevet lille kort, hvor der stod, at alle, der kommer forbi, er velkomne til at tage et glas, også canadiere. Det, syntes vi, var morsomt, for der kommer jo ingen forbi derude, siger Tom Høyem.

Og så gik Dannebrog til tops.

- Jeg hejste flaget, og vi stod ret. Vi var vel ti personer eller noget i den retning. Mig og sekretæren og departementschefen, siger Tom Høyem.

Han fortæller, at de åbnede flasken med cognac, inden de fløj tilbage.

- Vi hældte et glas ud i en lille sø med hilsen til Uffe Ellemann. Vi blev enige om, at søen skulle hedde Toms sø, opkaldt efter mig, siger Tom Høyem.

Navnet er dog aldrig blevet officielt.

- Jeg nævnte det efterfølgende over for Jonathan Motzfeldt. Han sagde, at de godt kunne opkalde søen efter mig, men så skulle jeg være død først. Det kom endda hendes majestæt dronningen for øre, men hun sagde, at det var fjollet at kalde en sø for Tom, siger Tom Høyen.

Canada svarer igen

Flasken med cognac blev begyndelsen på "kamphandlingerne" mellem Danmark og Canada på Hans Ø.

Senere blev det snaps, de danske soldater efterlod, når de besøgte øen, mens canadierne erstattede de danske flasker med whisky.

At der også var alvor bag, kom for alvor til at stå klart i 2004, da Canada gennemførte landets største militærøvelse nogensinde i det arktiske område nær Grønland.

- Det sender et signal, for det første til den nordlige befolkning, for det andet til canadiere og bestemt også til de andre lande derude, som holder øje med dette område, og det er vigtigt for os, sagde oberst Noris Pettis fra Canadas styrker i det nordlige område til den canadiske avis National Post inden øvelsen.

Historien om Hans Ø voksede sig stor i de canadiske medier, hvor der endda var forslag fremme om at omdøbe wienerbrød – der hedder danish i de engelsksprogede lande – til "frihedsboller".

Den canadiske indsats kulminerede i juli 2005, da landets forsvarsminister Bill Graham besøgte øen og hejste det canadiske flag.

Han efterlod ingen cognac.

- Jeg synes, de overdrev, da de sendte et krigsskib, siger Tom Høyen til TV 2.

Afspændingen

Kort efter den canadiske øvelse blev Danmarks udenrigsminister Per Stig Møller og hans canadiske kollega Pierre Pettigrew dog enige om at nedtrappe konflikten.

- Danmark og Canada kan jo ikke arbejde for fredelig konfliktløsning og så udstille, at det kan vi ikke engang selv finde ud af. Så vi blev enige om at starte en dialog om Hans Ø-problemet, og at vi ikke accepterer flagkrige. De vil ikke blive gentaget, lovede Per Stig Møller efter et møde i FN i september 2005.

Siden har udenrigsministeriets embedsmænd og diplomater flere gange forsøgt at løse striden uden at bruge hverken cognac eller krigsskibe.

26. november 2021 lykkedes det så ifølge Udenrigsministeriet at nå en aftale for rigsfællesskabets 3882 kilometer lange grænse mod Canada – den længste maritime grænse i verden.

- Efter maratonforhandlinger på neutral grund i Reykjavik blev der opnået tentativ enighed på embedsmandsniveau om en samlet aftale, skriver Udenrigsministeriet i en briefing om den nye aftale.

Så nu er det altså kun halvdelen af denne udsigt, der hører under rigsfællesskabet.

Aftalen underskrives af de to landes udenrigsministre tirsdag og skal godkendes af Folketinget.

Og selvom Danmark og Grønland må afgive halvdelen af Hans Ø, har canadierne sagt ja til, at Kongeriget Danmark udvides med et stykke havbund på størrelse med Jylland, Fyn og Sjælland tilsammen.

Manden, der bragte cognacflasken helt ud til fronten, ser nu frem til, at der bliver helt fred med Canada.

- Hvis man tænker på, hvordan grænsestridigheder kan se ud andre steder i verden – for eksempel i Ukraine – så vil jeg nu godt nok hellere drikke cognac og fortælle vittigheder, siger han til TV 2.