Politik

Børn vil stadig leve i fattigdom trods aftale, lyder kritikken fra organisationer

Beskæftigelsesministeren beskriver aftalen som "børnenes kontanthjælpsreform".

Red Barnet havde håbet på en mere ambitiøs aftale for kontanthjælpssystemet, end den der blev præsenteret tirsdag.

Det siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.

- Vi har et kæmpe problem i Danmark med børn, der vokser op i fattigdom. Med den nye kontanthjælpsaftale bliver det problem slet ikke løst, lyder det i en skriftlig kommentar til TV 2.

Ifølge Johanne Schmidt Nielsen vil der nemlig stadig være alt for mange børn, der vokser op i familier, der ikke har råd til basale ting som mad, bleer og varmt vintertøj.

- Det er skuffende

Beskæftigelsesministeriet anslår, at den nye aftale vil løfte 9200 ud af 40.000 børn ud af lavindkomstgruppen i kontanthjælpssystemet.

Men det er altså ikke nok, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

- Vi havde håbet på, at langt flere børn ville blive løftet ud af fattigdom, og at det generelle ydelsesniveau ville blive højere. Det er skuffende, at det ikke er sket, siger hun.

Det er hjerteblod for os, at ingen børn skal vokse op i fattigdom

Mai Villadsen, Enhedslisten

Og generalsekretæren er ikke alene med sin kritik.

I en pressemeddelelse fra Dansk Socialrådgiverforening skriver formand Mads Bilstrup således:

- Jeg glæder mig over hvert eneste barn, der bliver løftet ud af fattigdom. Men i et land som Danmark bør børnefattigdom slet ikke findes. Det er skuffende, at politikerne ikke har højere ambitioner om at give børn ordentlige opvækstvilkår.

Hjerteblod for Enhedslisten

Aftalen om et nyt kontanthjælpssystem er indgået mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.

Alle partierne udtrykte på dagens pressemøde stor tilfredshed med aftalen. Beskæftigelsesministeren beskrev den sågar som "børnenes kontanthjælpsreform".

Og fra Enhedslistens Mai Villadsen lød det efterfølgende i en kommentar til TV 2:

- Det er hjerteblod for os, at ingen børn skal vokse op i fattigdom. Derfor er jeg så glad for den her aftale.

Men er I så tilfreds nu?

- Vi kommer ikke så langt, som vi gerne ville have været, men vi kommer et stykke ad vejen.

Et par lyspunkter

Hos både Dansk Socialrådgiverforening og Red Barnet anerkender man da også, at det er et skridt i den rigtige retning.

Blandt andet glæder det Johanne Schmidt-Nielsen, at der er sat penge af til gratis receptpligtig medicin til børn, hvis forældre er på kontanthjælp.

- Det er helt absurd i et velfærdssamfund, at der er børn, der ikke kan få den medicin, som lægen siger, de skal have. Så det er en rigtig god nyhed, siger hun til TV 2.

Udover den gratis medicin er der blandt andet afsat penge til, at børn i kontanthjælpsfamilier kan gå til fritidsaktiviteter.

Fritidstillægget vil være til alle børn i kontanthjælpsfamilier, og beløbet vil være 250 kroner skattefrit per barn per måned.

Ifølge aftalen kommer det 40.000 børn til gode.

Du kan læse hele aftalen her.