Venstre rystet over "frådende angreb" fra Hummelgaard, men ministeren står fast
Ifølge politisk kommentator Hans Engell kan angrebet være et forvarsel på tonen i valgkampen.
I et interview med Politiken kritiserer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) Venstre og navnlig formand Jakob Ellemann-Jensens ageren i FE-sagen om Claus Hjort Frederiksen (V).
"Trumpistisk" bliver Venstre og formanden kaldt af den socialdemokratiske beskæftigelsesminister med henvisning til forhenværende præsident i USA, Donald Trump.
Skudsmålet er ikke bare et skudsmål, siger Hummelgaard til TV 2. Det er et opråb og en advarsel til alle de gode og ordentlige borgerlige, om at stoppe med at lade Ellemann og Venstre "så mistillid til samfundsbærende institutioner".
"Langt ude"
Ellemann har nemlig været særdeles kritisk over for regeringen og statsminister Mette Frederiksens (S) håndtering af FE-sagen, minksagen og coronahåndteringen.
- Det er så langt ude og så diskvalificerende i forhold til at kunne kalde sig selv statsministerkandidat, specielt når man så også har fravalgt at få muligheden for at få en fortrolig orientering om, hvad sigtelsen bygger på, siger Peter Hummelhgaard til TV 2.
"Fyldt af mistillid og konspirationsteorier" er Ellemann-Jensen og Venstre ifølge Hummelgaard, og partiformanden har et ansvar for at holde en ordentlig tone og for ikke at skabe mistillid til demokratiske institutioner.
Den forargede reaktion kommer en uge efter, at Mette Frederiksen luftede ideen om at danne regering hen over midten – en idé hun selv pure afviste i 2019, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foreslog at slå pjalterne sammen.
- Når jeg tager bladet fra munden, er det en sløjfe til, at statsministeren rækker hånden ud efter at lave en potentiel regering over midten, siger Peter Hummelgaard.
Hans Engell: Meget, meget hårdt angreb
Marie Bjerre, der er folketingsmedlem for Venstre, undrer sig gevaldigt over ministerens kritik.
- Helt ærligt synes jeg, at det er en meget grov kritik at beskylde nogen for at være Trump-agtig. Det er helt vildt, og jeg synes også, at det er noget desperat. Jeg forstår slet ikke, at man gør det i den situation lige nu, hvor vi har så kæmpestore udfordringer, vi skal løse, siger hun.
I Politiken karakteriserer Venstres formand for Folketingets Retsudvalg, Morten Dahlin, kritikken som et "frådende angreb".
- Vi skal høre på, at vi er trumpister, konspirationsteoretikere og slagtere fra Nordsjælland. Hvis de mener, at vi har en god sag, kunne de argumentere frem for at bruge øgenavne, siger han til Politiken.
Det er ikke tilfældigt, at udmeldingen kommer nu, mener politisk kommentator Hans Engell, for angrebene mellem S og V er blot et udtryk for, at valgkampen er skudt i gang. Måske også et udtryk for, hvad vi alle har i vente:
- Man må sige, at det er det første rigtigt store skud i en lang valgkamp, der tegner til at blive ualmindelig hård og uforsonlig. Hummelgaards angreb kommer på et tidspunkt, hvor regeringen håber at kunne afslutte store forhandlinger som den grønne skattereform, siger han til Ritzau og fortsætter:
- Så det er et meget, meget hårdt angreb på et tidspunkt, hvor man har et par store forhandlingsrunder tilbage. Det kan godt læses som et signal om, at regeringen begiver sig ind i en valgkampsfase, mener Engell.