Politik

Messerschmidts Thulesen Dahl-kommentar er en test, mener ekspert

Posten som skatteordfører er i spil for Kristian Thulesen Dahl.

Siden postyret omkring valgaftenen i sidste uge fortæller partiet nu, at Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl har taget en snak om sidstnævntes fremtid i partiet.

Morten Messerschmidt ønsker ikkee at forholde sig til mødets indhold overfor TV 2, men partiets pressechef, Erik Bjørn Møller, bekræfter, at de på mødet var enige om, at Thulesen Dahl skal have flere tunge ordførerposter i partiet end forsvarsordførerposten, som han bestrider i dag.

Blandt andet er posten som skatteordfører i spil, oplyser pressechefen, da Kristian Thulesen Dahl selv tidligere har luftet den som en mulighed.

Den bestrides i øjeblikket af Dennis Flydtkjær, der også har fem andre ordførerskaber at se til.

Intet er afgjort endnu. Men den mulige ordførerrokade skyldes et ønske om at udnytte de kræfter, der er i partiet, lyder det.

En mærkelig beslutning

For Dansk Folkeparti tog valgaftenen i sidste uge en drejning, da Kristian Thulesen Dahl udeblev fra partiets valgfest i Snapstinget på Christiansborg.

Den tidligere formand og nu forsvarsordfører valgte i stedet at tilbringe aftenen med sin familie "for første gang siden 1994", skrev han i en sms til TV 2.

- Der er absolut ingen dramatik eller markering i det, forsikrede han.

Men sådan blev det ikke modtaget af formanden.

Morten Messerschmidt kaldte beslutningen "mærkelig", og han lagde vægt på, at Thulesen Dahl som forsvarsordfører blev væk uden at orientere formanden.

Han vil teste ham. Vi du være med på holdet og tage nogle tunge opgaver, eller vil du ikke?

Hans Engell, politisk kommentator

Også partistifteren Pia Kjærsgaard undrede sig over Thulesen Dahls fravær.

- Det er virkelig nogle giftige stikpiller, der ryger fra Morten Messerschmidt til Kristian Thulesen Dahl, bemærkede TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, og kaldte det "et ret tydeligt opgør mellem den nuværende og den tidligere DF-formand".

En tung figur i partiet

Det er også det lys, man skal se ordførersnakken i, mener politisk kommentator Hans Engell.

Det bliver tolket som, at Morten Messerschmidt lægger pres på for at få en afklaring fra Thulesen Dahl.

- Har du tænkt dig at blive i Dansk Folkeparti og tage arbejdet på dig, eller vil du benytte lejligheden til at smutte med Inger Støjberg? Det er den afklaring, Messerschmidt vil have, siger Hans Engell.

Messerschmidt vil ikke smide Kristian Thulesen Dahl ud, mener Engell. For den tidligere partileder er trods alt en tung figur i partiet.

- Men han vil teste ham. "Vi du være med på holdet og tage nogle tunge opgaver, eller vil du ikke"? Det ville være super for Messerschmidt, hvis han kunne få Thulesen Dahl helhjertet med på projektet, men det er nok tvivlsomt, lyder vurderingen.

Dødkedeligt og slidsomt ordførerskab

Kristian Thulesen Dahl har været folketingsmedlem i snart 30 år. Og han er kendt for at kunne give regnedrengene i Finansministeriet grå hår i hovedet, når han kommer anstigende til finanslovsforhandlinger med sine mapper med talrige post-its stikkende ud.

Så attraktivt er det altså heller ikke at være skatteordfører. Det er dødkedeligt

Hans Engell, politisk kommentator

Så "selvfølgelig kan han en masse skattepolitik", som Hans Engell siger. Men ordførerposten er ingen gave.

Det er en tung post med meget arbejde, mange møder og besværligt lovstof.

- Det er et løft. Men så attraktivt er det altså heller ikke at være skatteordfører. Det er dødkedeligt og slidsomt. Og det er ikke noget, der giver synlighed eller klapsalver ude i lokalforeningerne, siger Hans Engell, der selv betakkede sig for opgaven efter tre måneder som konservativ skatteordfører tilbage i 1987.

Hverken Morten Messerschmidt eller Kristian Thulesen Dahl har ønsket at uddybe over for TV 2.