Regeringen klar med SAS-afgørelse om kort tid
Venstre er klar til at skyde flere penge i SAS, lyder det fra partiets finansordfører, Troels Lund Poulsen (V).
Finansminister Nicolai Wammen (S) forventer at have en afklaring på den danske stats håndtering af sin ejerandel i SAS i midten af juni.
Det oplyser han i et skriftligt svar til TV 2.
- Regeringen vil sammen med aftalepartierne vurdere SAS’ plan, og hvordan den danske stat kan bidrage til SAS’ samlede plan. Jeg forventer, at vi har en beslutning herom i aftalekredsen medio juni, skriver Nicolai Wammen.
Kommentaren kommer i kølvandet på, at den svenske stat tirsdag har meddelt, at Sverige ikke vil skyde flere penge ind i SAS og derfor venter en mindre ejerandel af luftfartselskabet i fremtiden.
Danmark og Sverige ejer lige nu hver 21,8 procent af selskabet.
- Vi kan ikke bare kaste håndklædet i ringen
Da SAS er et børsnoteret selskab og af hensyn til statens økonomiske interesser har Nicolai Wammen ikke ydereligere kommentarer, oplyser han.
Det har til gengæld Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen. Han mener bestemt, at Danmark skal kæmpe for SAS overlevelse.
- Vi kan ikke forestille os, at man bare kaster håndklædet i ringen og lader SAS gå konkurs, siger han til TV 2.
Adspurgt om Venstre er klar til at investere endnu flere penge i SAS, svarer Troels Lund Poulsen:
- Ja, alternativet vil være, at de mange millioner, vi allerede har brugt på at holde SAS kørende under corona, de vil være tabt.
Venstre er et af aftalepartierne og skal dermed være med til at afgøre virksomhedens fremtid.
Ikke kaste gode penge efter dårlige
Ifølge Troels Lund Poulsen er det "i hvert fald ikke den rigtige løsning, svenskerne har valgt", fordi det betyder, at man udvander sin ejerandel og giver plads til udenlandske investorer.
- Så risikerer vi et helt andet SAS, end det vi kender i dag, siger finansordføreren.
Han understreger dog, at en investering fra dansk side naturligvis skal være baggrund af, at der er en realistisk plan for SAS' overlevelse.
- Vi skal jo ikke bare kaste gode penge efter dårlige, lyder det.
Truet af milliardgæld
Det er langt fra første gang, at SAS har haft brug for en kapitalindsprøjtning. Faktisk har virksomheden været særdeles udfordret siden under corona.
I februar fremlagde SAS et bud på en redningsplan under navnet SAS Forward.
Her blev ejerne bedt om at skyde 9,5 milliarder svenske kroner ind i selskabet - cirka 6,5 milliarder danske kroner. Det er den del, den svenske stat ikke vil være med til, og som vi endnu ikke ved, hvordan Danmark forholder sig til.
Samtidig vil SAS reducere sine årlige udgifter med mere end fem milliarder kroner. Det skal blandt andet lykkes ved at indgå nye aftaler med kreditorer og medarbejdere.
Blandt andet vil SAS overtale kreditorer til at modtage aktier i bytte for at slette deres gæld. Den del vil den svenske stat fortsat gerne deltage i, lyder det.