Politik

Mette Frederiksen frygter, at EU-aftale vil underminere den danske model

EU forsikrer, at direktivet ingen indflydelse får på Danmark. Lodret forkert, siger EU-parlamentariker fra Enhedslisten.

På trods af massiv dansk modstand landede der natten til tirsdag en aftale i EU om fælles mindsteløn.

Og den nyhed falder bestemt ikke i god jord hos statsminister Mette Frederiksen (S).

- Vi har hele tiden gjort opmærksom på det problematiske ved, at et af de mest velfungerende arbejdsmarkeder i verden risikerer at blive undermineret med den her aftale, siger hun til TV 2 i forbindelse med et statsbesøg på Færøerne.

Statsministeren understreger, at det er helt unikt for Danmark, at løn forhandles på plads af arbejdsmarkedet parter, og det vil hun "sætte alle sejl ind for at sikre bliver ved".

Jeg frygter, at vi vil ende i en situation, som grådige arbejdsgivere vil udnytte

Nikolaj Villumsen, medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten

En "rigtig skidt" aftale

Grundlæggende har Mette Frederiksen ikke noget imod, at der indføres en mindsteløn i de EU-lande, hvor lønnen er meget lav, fortæller hun.

Men ifølge danske politikere og fagbevægelsen kan en lovbestemt mindsteløn reelt betyde, at en stor andel af danske lønmodtagere vil få en lavere løn end tilfældet er nu, fordi det danske lønniveau er langt over, hvad en EU-bestemt mindsteløn vil være.

Ifølge Nikolaj Villumsen, medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten, er det derfor "en rigtig skidt aftale", som vil føre til social dumping.

- Jeg frygter, at vi ender i en situation, som grådige arbejdsgivere vil udnytte til at lønne deres ansatte langt lavere end den fastsatte overenskomst er nu, siger han til TV 2.

Lyn-analyse

Det kan være svært at finde ud af, hvem man skal tro på, når EU så tydeligt siger, at Danmark ikke skal være bekymret for den nye aftale.

Helt overordnet er der ikke noget, som umiddelbart tvinger Danmark til at indføre en fælles EU-mindsteløn.

Dog er der en grundlæggende - og berettiget - bekymring i Danmark, fordi man føler, at EU her bevæger sig ind på et område, hvor EU ikke bør være. Der står nemlig i traktaken, at EU ikke skal blande sig i de enkelte medlemslandes lønforhold. 

Men EU siger, at det ikke handler om lønforhold, men deimod om arbejdsvilkår, og det må de gerne blande sig i. 

Får ingen betydning for Danmark

Forslaget blev fremsat af EU-Kommissionen allerede i 2020 og har lige fra start mødt stor modstand fra både fagbevægelsen og danske politikere.

Det på trods af, at EU-Kommissionen gentagne gange har understreget, at direktivet ikke vil få konsekvenser for Danmark.

Faktisk blev det påpeget endnu en gang under tirsdagens præsentation:

- Det er helt klart, at Danmark ikke bliver påvirket af det her direktiv. Danmark skal ikke ændre sit system, hvor der forhandles gennem overenskomster. Det har vi sagt, vi gentager det, og vi står ved det, sagde EU's jobkommissær, Nicolas Schmit.

Vil anlægge sag mod EU

Forsikringen fra EU giver de danske politikere dog ikke meget for.

Ifølge Enhedslistens Nikolaj Villumsen er det lodret forkert, at Danmark skulle blive undtaget fra at indføre den fælles mindsteløn.

- Med aftalen tilraner EU sig magt over lønområdet. Det er ikke alene dybt bekymrende, det er også i strid med EU-traktaten. Det kan vi ikke acceptere, siger han.

Nikolaj Villumsen understreger, at aftalen først skal godkendes af EU-Parlamentet og Ministerrådet, før den er endelig, men meget tyder på, at det vil ske, fordi aftalen kan vedtages ved kvalificeret flertal.

Derfor bør regeringen allerede nu forberede en sag ved EU-domstolen, mener han.

Det er Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, klar til:

- Hvis det her forslag reelt set indfører mindstelønninger i Danmark, kommer jeg til at slå på tromme for, at Danmark, om vi så skal gøre det alene, anlægger sag mod EU, siger Marianne Vind.