Politik

DF-talent stopper i hovedbestyrelsen

Dansk Folkeparti har været ramt af uro i den seneste tid, og nu melder lokalpolitiker sin afgang fra partiets bestyrelse.

Hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti skal finde en erstatning for kommunalbestyrelsesmedlem på Bornholm René Danielsson.

Han genopstiller nemlig ikke, afslørede han, da Dansk Folkeparti Bornholm holdt grundlovsmøde søndag.

35-årige René Danielsson overtog pladsen i partiets hovedbestyrelse efter Martin Henriksen, der forlod partiet, fordi Morten Messerschmidt til hans store fortrydelse blev valgt som formand.

Der har længe været uro i partiet, og netop derfor ønsker René Danielsson ikke at fortsætte. Han mener ikke, at han er den rette til at fredsmægle og være diplomatisk.

- Jeg er måske ikke det mest diplomatiske menneske, fordi for mig burde sagen være vigtigere end folks egne ambitioner, egoer og lignende, så der er nogle andre, der skal ind og løse den opgave, siger han til TV 2 Bornholm.

Der sidder 11 medlemmer i hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti, heriblandt partiformand Morten Messerschmidt.

Flere års krise

Udmeldingen fra René Danielsson kommer efter en lang periode med uroligheder i toppen af Dansk Folkeparti.

For mig er det det politiske, der driver min lyst til at lave politik og ikke Christiansborg med det dertilhørende cirkus

René Danielsson, hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti

Så sent som efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i sidste uge blev der sendt stikpiller i partiet. Kristian Thulesen Dahl, der er tidligere formand og nu forsvarsordfører for partiet, dukkede aldrig op til partiets valgfest. Dét kaldte hans efterfølger, Morten Messerschmidt, "helt vildt mærkeligt". Det samme gjorde partistifter Pia Kjærsgaard.

Men Dansk Folkepartis krise startede allerede lang tid før. Ved folketingsvalget i 2019 endte partiet med 8,7 procent af stemmerne og fik historiens næststørste mandattilbagegang. Partiet mistede 21 mandater.

Og ved formandsskiftet blussede konflikten igen op. Umiddelbart efter valget af Morten Messerschmidt valgte seks folketingsmedlemmer at melde sig ud af Dansk Folkeparti.

Det slider mig som menneske og person

Kristoffer Hjort Storm

Det drejede sig om Liselott Blixt, Bent Bøgsted, Lise Bech, Karina Adsbøl, Hans Kristian Skibby og Marie Krarup, der alle blev løsgængere.

Stortalent forlader Dansk Folkeparti

Så sent som i denne uge forlod et andet medlem også Dansk Folkeparti. Kristoffer Hjort Storm, der tidligere er blevet udråbt som et partiets største talenter, meldte sin afgang med forklaringen, at partiets kultur er blevet "selvdestruktiv".

Han har været medlem af Dansk Folkeparti i 12 år og har et mandat i både byrådet og regionsrådet i Nordjylland.

- Det slider mig som menneske og person, og derfor vælger jeg at sige tak nu, mens jeg kan gøre det med ro i sindet i stedet for at blive og blive endnu mere nedslidt, sagde han i forbindelse med sin afgang til DR.

Der er givet mange bud på årsagerne til Dansk Folkepartis nedtur.

Eksempelvis at andre partier har overtaget dets udlændingepolitik, at udlændingepolitikken fylder langt mindre i vælgernes bevidsthed, at vælgerne blev skuffede over, at DF ikke gik i regering, da chancen var der, at Kristian Thulesen Dahl aldrig skulle have flirtet politisk med Mette Frederiksen (S), og at Pia Kjærsgaard med sin udtalelse om "klimatosserne" overså klimapolitikkens nøglerolle ved 2019-valget.

Og det er også krisen i Dansk Folkeparti, der er årsag til René Danielssons exit.

- For mig er det det politiske, der driver min lyst til at lave politik og ikke Christiansborg med det dertilhørende cirkus og pamp og ja, you name it, siger han til TV 2 Bornholm.