Mette Frederiksen åbner for regering med blå partier
Statsministeren vil ikke stille ultimative krav på forhånd, heller ikke i forhold til Arne-pensionen.
Siden hun indtog statsministerkontoret for tre år siden, har Mette Frederiksen været leder af en etpartiregering.
Men nu åbner hun op for, at andre partier kan komme med i regeringen – i så fald en flerpartisregering, der kan dannes ind over midten med blå blok.
Det siger statsministeren i et interview med Jyllands-Posten på grundlovsdag søndag.
- Nu er der mindre end et år til et valg, og vi bekender os til en etpartiregering. Det er det, vi går til valg på og ønsker opbakning til. Men vi vil nu også gerne åbne en diskussion af, om der kan være en bred regering. Det er meget reelt og også rigtigt at åbne den diskussion, så danskerne kan forholde sig til det, også i god tid inden et valg, siger Mette Frederiksen i interviewet med Jyllands-Posten.
Coronakrise og krig i Ukraine
Årsagen til den opsigtsvækkende udmelding fra den socialdemokratiske statsminister er, forklarer hun selv, coronakrisen og krigen i Ukraine.
Men derudover forklarer Mette Frederiksen, at også forløbet omkring det nationale kompromis, som regeringen indgik med Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF og Radikale Venstre, har motiveret.
Således beskriver statsministeren arbejdet med de fire andre partier om det nationale kompromis som "et meget, meget fint forløb", der som bekendt resulterede i 18 milliarder kroner mere til forsvaret og folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i sidste uge.
På grundlovsdagen er det præcis tre år siden, at danskerne gik til valg og stemte Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen til magten.
Under valgkampen rakte den daværende statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen ud til Mette Frederiksen og åbnede op for en SV-regering hen over midten.
Men dengang afviste Mette Frederiksen konsekvent, at det kunne lade sig gøre med henvisning til, at uenighederne mellem de to partier var for store. Og det er der stadig, understreger statsministeren, men omstændighederne er anderledes.
Kan det lade sig gøre?
Hun vil ikke stille ultimative krav på forhånd, heller ikke i forhold til den omdiskuterede Arne-pension. Ligeledes vil hun heller ikke udelukke nogen partier fra invitationen. Heller ikke Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne. Men regeringen skal være manøvredygtig.
- Der er jo masser af spørgsmål, der ville skulle afklares i det. Er der en tilpas stor politisk fællesmængde? Kan vi blive enige om en retning? For det er jo retningen for Danmark, der er det afgørende. Det kræver meget, meget høje grønne ambitioner. Det kræver en fortsat ansvarlig økonomisk politik. Det kræver, at vi har styr på udlændingepolitikken. Men det kræver selvfølgelig også, at vi vil velfærdssamfundet, og at det er nogle retfærdige, balancerede løsninger, der kommer på plads. Kan det lade sig gøre? Det kan jeg ikke vide på forhånd, siger Mette Frederiksen til Jyllands-Posten.
Statsministeren afviser, at udmeldingen er et forsøg på at ændre fokus fra Minkkommissionen, som er på trapperne med sin rapport.
Ligeledes affærdiger hun, at Radikale Venstres udmelding, om at de ikke kommer til at pege på en ny etpartiregering ved næste valg, spiller ind.
Forud for udmeldingen har statsministeren orienteret både sine støttepartier og nogle af de borgerlige partier.
Samtidig understreger Mette Frederiksen, at hun ikke har tænkt sig at indlede forhandlingerne om en ny regering på denne side af folketingsvalget.