Uffe Ellemann har glædet sig i 30 år: - Folkeafstemninger er noget hø

Mens sønnike Jakob Ellemann-Jensen (V) høster rosende ord for sin kampagne, får andre ja-partier hårde ord med på vejen fra den tidligere minister.

Onsdag eftermiddag satte Uffe Ellemann-Jensen, tidligere Venstre-formand og mangeårig udenrigsminister, med stor glæde sit kryds ud for ja.

Folkeafstemninger er noget hø

Uffe Ellemann-Jensen (V)

Han besad udenrigsministerposten, da danskerne i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten.

Derfor var det ham, der måtte rejse Europa tynd i forsøget på at overtale de andre EF-medlemslande til at lade danskerne få den særaftale, der endte med at udgøre fire forbehold – herunder forsvarsforbeholdet.

- Jeg følte noget helt særligt, da jeg kunne sætte mit kryds og aflevere min stemmeseddel. Det var en stor fornemmelse. Fornemmelsen af afklaring, siger den nu 80-årige Ellemann til TV 2 og tilføjer:

- Jeg har ventet i 30 år, så det var et skønt øjeblik endelig at kunne gøre noget for at slippe af med det elendige forbehold, som jeg jo selv var den, der skulle handle på plads. Ih, det har naget mig i alle de år.

Den er ikke hjemme

Den tidligere Venstre-formand tøver ikke med at kalde det "en glædens dag". Dog med det forbehold, understreger han, at vi jo endnu ikke kender resultatet.

Den seneste Megafon-måling lavet for TV 2 viser, at 65,3 procent af danskerne har i sinde at stemme ja til at afskaffe forbeholdet, mens 34,7 procent vil stemme nej.

Du er ikke bange for at komme til at sige "den er hjemme" for tidligt?

- Ha! Den er absolut ikke hjemme. Sidste gang, der var en, der forsøgte at få mig til at sige: "Den er hjemme", hvor jeg endte på forsiden af Ekstra Bladet, der spurgte han mig, hvor min kat var. Den var hjemme, siger Ellemann grinende.

- Men nej, jeg vil ikke sige, at folkeafstemningen er hjemme. Som min fikse søn (Jakob Ellemann-Jensen, red.) sagde: "Så derfor skal du ikke blive hjemme, du skal gå ud at stemme". Sådan!

Svingende kvalitet blandt ja-partierne

Selvom der altså for ja-partierne er stor optimisme at hente i de seneste mange meningsmålinger, fortjener langt fra alle ti partier en lige stor tak. Der har været stor forskel på kvaliteten af deres kampagne, siger han.

Hvem har været de dårligste, synes du?

- Det vil jeg ikke sige noget om. Der er måske nogle, der har skuffet lidt. Til gengæld er der jo heldigvis nogle, der har givet den hele armen. Jeg fristes til at sige hvem, men det får du mig ikke til.

Jeg har en idé om, at det er din søn, du mener.

- Ha! Ja, det er det. Jeg synes, at han har ført en god kampagne, så nu vil jeg trygt overlade ham det videre forløb.

"Folkeafstemninger er noget hø"

De seneste dage har de nuværende partiledere på stribe delt deres begejstring for det, som folkeafstemninger kan. For eksempel sagde Morten Messerschmidt (DF) tirsdag aften, at han – uanset resultatet – vil være begejstret for processen, mens statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte folkeafstemninger "fantastiske", fordi det er en situation, hvor "alle er lige".

Hos Uffe Ellemann-Jensen er begejstringen dog noget mindre. For folkeafstemninger gør ham altid nervøs, siger han. Blandt andet fordi man aldrig ved, hvad folk egentlig stemmer ud fra.

Ellemann-senior har ved denne afstemning bidt mærke i et interview på TV 2 tidligere onsdag, hvor en fisker på Læsø begrundede sit nej ved folkeafstemningen med de beslutninger, der er truffet omkring mink og fiskeri.

Den tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen hæftede sig i formiddags ved, at en vælger begrundede sit nej med mink og fiskeri. Video: Redaktionen

- Jamen, jamen, jamen, jamen... Folkeafstemninger er noget hø. Men jeg håber alligevel, at der er flertal for at komme videre.

Er det så ikke et tegn på, at ja-siden ikke har gjort sit arbejde godt nok, hvis der kan stå en mand og sige det?

- Jeg tror, at når en mand står og siger dét, så er han hinsides pædagogisk rækkevidde.

Efter interviewet med Uffe Ellemann-Jensen har TV 2 kontaktet den pensionerede fisker. Han står ved, hvad han sagde, men ønsker ikke at gå ind i nogen diskussion med den tidligere udenrigsminister.

Du kan følge dækningen af folkeafstemningen hele dagen på TV 2 NEWS eller her på TV2.DK.