Folkeafstemning 2022

Ellemann og Frederiksen vil rydde miner med EU i Ukraine

V og S ser gerne dansk deltagelse i en mulig EU-mission i Ukraine. EL mener, der kan hjælpes på anden vis.

Den sidste partilederdebat inden folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet onsdag blev tirsdag aften afholdt på DR.

Her fyldte situationen i Ukraine igen, og statsminister Mette Frederiksen (S) tror, at en eventuel fredsbevarende styrke i Ukraine efter krigen vil være i EU-regi.

- Hvis vi har et forbehold i den situation, så vil Danmark ikke kunne deltage. Det vil jeg synes, er ærgerligt, og jeg vil faktisk også synes, at det er forkert, siger hun i indledningen af debat.

Vil hjælpe med minerydning

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen nævner senere konkret minerydning, som han ser, Danmark skal deltage i, når krigen er forbi i Ukraine.

- Vi ved, at russerne minerer Ukraine helt vildt. Det er verdens kornkammer det her. De minerer overalt i Ukraine. Det skal vi da være med til at forhindre, at mennesker bliver slået ihjel af, siger Ellemann-Jensen.

I slutningen af debatten vender Mette Frederiksen igen tilbage til emnet.

- Nu har vi tidligere talt om minerydning. Det er ikke så lang tid siden, at jeg var i Ukraine. Russerne smider miner over det hele, ødelægger eksporten af fødevarer og slår mennesker ihjel. Det er et sted, hvor det vil være naturligt for Danmark at engagere sig, siger statsministeren.

De to partiledere anbefaler begge et ja til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. På den modsatte side står blandt andre Mai Villadsen, politisk ordfører for Enhedslisten.

Enhedslisten: Kan hjælpe uden at afskaffe forbehold

Hun mener, at der sagtens kan hjælpes i Ukraine uden at forbeholdet afskaffes.

- Det gode er jo, at vi kan bidrage og hjælpe i Ukraine allerede i dag. For en måned siden sendte regeringen og Folketinget penge til minerydning eksempelvis.

- Jeg mener også, at vi skal hjælpe med fredsbevarende styrker, men det er der også mulighed for – ikke under EU-flag, men på anden vis, siger Mai Villadsen i en direkte debat med Mette Frederiksen under partilederdebattens indledning.

Både Morten Messerschmidt (DF) og Pernille Vermund (NB) ser hellere, at danske ressourcer prioriteres andetsteds end i EU's militære samarbejde.

- Det eneste, det vil bidrage til, når I trykker på ja-knappen og sender danske soldater afsted, det er, at I tager dem fra, hvor de er i dag, siger Messerschmidt henvendt til partierne, der anbefaler et ja ved folkeafstemningen.

Pernille Vermund pointerer flere gange, at Danmark skal "prioritere vores indsats i Nato-alliancen".