Politik

Støjberg vil afsløre plan inden efteråret – men hun får travlt, siger politisk redaktør

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Inger Støjberg lover svar på, hvad hendes politiske fremtid bringer, inden "bladene falder af træerne".

Efter 60 dage med fodlænke har Inger Støjberg nu afsonet sin straf, og hun kan derfor igen bevæge sig frit rundt.

Det blev torsdag fejret med en stor takkefest på Visborggaard Slot ved Hadsund – en fest, der tiltrak omkring 4000 mennesker.

- Jeg har ikke mistet lysten til politik, sagde Inger Støjberg umiddelbart efter, at hun havde holdt tale for de mange, der var fremmødt på slotspladsen i Mariagerfjord Kommune.

Blandt de fremmødte var flere politiske profiler, heriblandt Pernille Vermund (NB) og Kristian Thulesen Dahl (DF).

Og man kunne fristes til at tænke, om der var et fremtidig samarbejde på vej med en af dem.

- Det er to, jeg altid har samarbejdet meget tæt med, siger Inger Støjberg og tilføjer:

- Så på den ene eller anden måde kommer vi til at arbejde samme.

Der kommer svar om politisk fremtid

Mange har netop spekuleret i, hvordan Inger Støjbergs politiske fremtid skal se ud, og Støjberg blev da også spurgt til det flere gange under torsdagens begivenhed.

- Der var én, der foreslog, om det (svaret, red.) kunne være inden, at bladene faldt af træerne, og det er det, siger Støjberg.

Og spørger man politisk redaktør på TV 2, Hans Redder, vil hun gøre et forsøg på comeback på Christiansborg.

Præcis hvordan og i hvilken form står dog uklart.

- Jeg har svært ved at se for mig, at Inger Støjberg melder sig ind i et af de eksisterende partier. Flere spekulerer i, om hun kunne finde på at stifte sit eget parti. Et blåt, indvandrerkritisk parti, siger Hans Redder og tilføjer:

- Under alle omstændigheder har Inger Støjberg travlt med et valg, der kan komme allerede til efteråret.

Fri igen

Ved en sag i Rigsretten i december 2021 blev Inger Støjberg idømt 60 dages fængsel, som blev afsonet med fodlænke.

Inger Støjberg blev dømt i en sag om adskillelse af asylpar. I 2016 adskilte hun alle asylpar, hvoraf den ene part var mindreårig, uden undtagelse.

Derfor følte hun, at hun havde brug for at holde torsdagens takkefest, forklarer hun.

- Jeg havde behov for at sige tak for den støtte, jeg har oplevet gennem hele barnebrudssagen.

Håber på Inger i politik fremover

De næste dage skal Inger Støjberg på kampagnetur med Kristian Thulesen Dahl i forbindelse med afstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni.

- Kristian og jeg har haft en nært samarbejde i lang tid, og så kom vi til at snakke om, at måske skulle tage ud på gader og stræder, når jeg kom på fri fod igen, sammen, og det er så det, vi gør, siger hun.

Kristian Thulesen Dahl lægger ikke skjul på sin charmeoffensiv over for Inger Støjberg, og at han gerne så hende blive medlem af Dansk Folkeparti.

- Det ser ikke ud til at kunne lykkes, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- Så håber jeg selvfølgelig, at hvis Inger ikke kan se sig selv i DF, at hun så kan se sig selv i politik på anden vis, og så må vi afvente og se, hvad det ender med.

Kristian Thulesen Dahl (DF) er som sagt en af de fremmødte politikere til dagens fest. Video: TV 2 Nord