Politik

Heunicke forventer øget smitte med abekopper, men nedtoner risiko

Der ankommer 200 vacciner mod abekopper til Danmark på fredag. Myndighederne arbejder på at indkøbe 2-3000 mere.

Det er sandsynligt, at vi kommer til at se smitte med sygdommen abekopper i Danmark. Det viser en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Det er altså smitte, der kan ske her i Danmark. Men der er en lav sandsynlighed for bred samfundssmitte. Risikovurderingen er helt klar: Risikoen er lav for folkesundheden, siger han efter et møde, hvor han har orienteret Folketingets partier om situationen.

Og der er god grund til at være helt rolig, lyder det samstemmende fra sundhedsordførerne efter mødet i Sundhedsministeriet.

- Det her behøver vi ikke at være specielt nervøse for, som jeg ser det, lyder det fra de konservatives Per Larsen.

Martin Geertsen fra Venstre konstaterer, at når Henrik Ullum, SSIs administrerende direktør, er rolig, så er han det også. Og Kirsten Normann Andersen (SF) kalder det "beroligende meldinger", de har fået inde hos sundhedsministeren.

- Vi har to tilfælde, og der er ikke noget, der tyder på en meget smitsom sygdom. Så med lidt sund fornuft, tror jeg, det nok skal gå, siger hun.

200 vacciner er på vej fra Holland

I øjeblikket er to danskere konstateret smittet med abekopper. Begge tilfælde har relation til rejser til Spanien. De er nu i isolation, og Styrelsen for Patientsikkerhed har smitteopsporet deres kontakter.

Derudover er seks mistænkte tilfælde blevet afkræftet, oplyser Sundhedsministeriet.

Sundhedsstyrelsen har lavet retningslinjer om abekopper. Her fremgår det blandt andet, at "smitte til den brede befolkning vurderes meget usandsynligt."

Der er fuldstændig ro på hos sundhedsmyndighederne

Martin Geertsen, Venstres sundhedsordfører

Sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller, at Danmark fredag vil modtage de første vacciner. Det er 200 vacciner, der er indkøbt fra Holland, og som skal tilbydes til nære kontakter til smittede.

- Det er ikke relevant for den brede befolkning, men for de nære kontakter. Det er præcis der, vi skal sætte ind, siger sundhedsministeren.

Derudover arbejdes der på at indkøbe yderligere 2000-3000 vacciner til Danmark.

- Men det er meget vigtigt at understrege, at der er ikke tale om en bred samfundsvaccine her. Vi er slet ikke i noget, der minder om det. Det er fuldstændig målrettet de nære kontakter, siger Magnus Heunicke.

Frygt for stigmatisering

Flere af ordførerne udtrykker forståelse for, at abekopper kan vække bekymring "her på bagkant af corona".

- Men det er der ingen grund til. Der er fuldstændig ro på hos sundhedsmyndighederne. Så det, vi har brug for, er at få lidt ro på, siger Martin Geertsen (V).

Per Larsen uddyber, at de to smittede begge har været ude at rejse. Han ser "ikke den store grund til bekymring".

Den eneste bekymring udtrykkes af Kirsten Normann Andersen (SF), fordi der i omtalen af abekopper har været særlig opmærksomhed på mænd, der har sex med mænd.

Kirsten Normann Andersen (SF) kalder det "beroligende meldinger", de har fået inde hos sundhedsministeren.

- Der har jeg bare bedt om, at man har særlig opmærksomhed på de grupper. Vi skal undgå stigmatisering, og så skal vi først og fremmest tage det helt roligt, siger hun.