Mette Frederiksen overvejer markant ændring af justitsministerens rolle

"Der må være grænser for, hvad vi siger om hinanden," lød det blandt andet fra statsministeren, da hun berørte sagen om Claus Hjort Frederiksen.

Den massive kritik og mistillid, der er blevet udvist til regeringen på baggrund af sagen om Claus Hjort Frederiksen (V), får nu regeringen til at overveje en markant ændring af justitsministerens rolle.

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) sent mandag aften under Folketingets afslutningsdebat.

- Det her forløb har givet anledning til at overveje, om der stadig skal være en ordning med særlig påtalekompetence for justitsministeren, siger Mette Frederiksen.

Påtalekompetencen betyder, at det netop er justitsministeren, der i sidste ende beslutter, om der skal rejses tiltale i sager som Claus Hjort Frederiksens.

Mette Frederiksen fortæller, at embedsmændene i Justitsministeriet allerede er i færd med at granske ordningen, og at justitsminister Mattias Tesfaye (S) på den baggrund vil indkalde til drøftelser med Folketingets partier.

Kritik af regeringens håndtering

Flere af de borgerlige partiledere udnyttede deres taletid under afslutningsdebatten til at kritisere regeringens håndtering af Hjort-sagen.

For eksempel bemærkede LA-leder Alex Vanopslagh, at det var "skandaløst", da forhenværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) sendte FE-ledelsen hjem.

Den Hjort-relaterede kommentar, der imidlertid fik mest opmærksomhed under afslutningsdebatten, kom dog for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Som svar på et spørgsmål om regeringens planer om et udrejsecenter i Rwanda lød det nemlig fra V-formanden, at man ikke behøver at tage til Rwanda for at opleve "politiske forfølgelse af politiske modstandere".

En kommentar, som andre folketingsmedlemmer hurtigt tolkede som en direkte reference til Claus Hjort Frederiksen, hvilket Ellemann dog selv afviste.

'Der må være grænser'

Det er, må man forstå, udtalelser som disse, der faldt statsminister Mette Frederiksen for brystet.

- Det insinueres - i strid med sandheden - uden belæg, at regeringen har taget del i beslutningen om at rejse tiltale. Jeg må sige, at det oprigtigt ærgrer mig, siger hun og fortsætter:

- Nok er vi fra forskellige partier. Men vi er også kolleger, og der må være grænser for, hvad vi siger om hinanden.

Afslutningsdebatten sluttede cirka klokken 23 og endte således med at vare omtrent 14 timer. Du kan se højdepunkterne fra debatten her.