Coronavirus

Mette Frederiksen forudser stigende coronasmitte

Danmark skal forberede sig på, at smitten kan stige igen til efteråret, siger Mette Frederiksen.

Mundbind er væk. Restriktioner er væk. Men coronasmitten er ikke væk, og den kan stige igen, lyder meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S).

I sin tale før afslutningsdebatten i Folketinget mandag peger hun på, at smitten stadig er et problem andre steder i verden.

- Netop nu kæmper flere lande rundt om i verden med at holde smitten under kontrol. Også herhjemme skal vi forberede os på, at smitten kan stige igen til efteråret.

- Derfor vil regeringen inden sommer præsentere en strategi for den fortsatte coronahåndtering. Den vil vi drøfte med Folketingets partier, siger Mette Frederiksen.

Danmark er blandt de lande, der har klaret sig bedst

Statsministeren siger, at Danmark er blandt de lande, der har klaret sig bedst igennem pandemien målt på overdødelighed.

- Vi er et af de lande, der har haft den laveste overdødelighed. Og et af de lande, der er kommet økonomisk bedst ud af krisen. Det skyldes indsatsen fra hver enkelt borger her i landet, siger hun.