Folkeafstemning 2022

Da den tyske kansler knaldede knytnæven i bordet, ændrede alt sig

1. juni skal danskerne stemme om forsvarsforbeholdet. Her er den dramatiske historie om, hvordan Danmarks helt særlige aftale med EU kom på plads.

Gæsterne begyndte at klappe og huje, da de så, hvem der stod i døråbningen.

Denne varme sommeraften 2. juni 1992 havde de netop vundet en sensationel valgsejr. Og foran dem stod nu manden, der havde sikret den: SF's formand, Holger K. Nielsen.

Han kiggede ud over det propfyldte spillested Café Rust på Nørrebro i København og blev mødt af en stor fyr i bar overkrop.

Han råbte så højt, at SF-formanden kunne høre ham gennem den høje musik og klapsalverne.

- Nu bliver vi sgu også europamestre i fodbold!

Holger K. Nielsen grinede og kunne mærke stoltheden komme væltende. Det var den bedste dag i hans politiske liv.

Et snævert flertal af danskerne havde gjort som Holger og konen. Ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten sagde de nej til unionen og en udvidelse af EF-samarbejdet.

Ikke langt fra venstrefløjens sejrsfest på Café Rust sad udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og svedte.

Hans pupiller flakkede rundt mellem EU-flagene og de store ja-plakater, som Venstres gruppeværelse på Christiansborg her på valgaftenen var udsmykket med. Men sejrsfesten var udeblevet.

Mange meningsmålinger og endda hans egen chef, statsminister Poul Schlüter (K), havde ellers op til valget forudset en klar sejr til ja-siden.

Den danske udenrigsminister med de berømte EU-sokker havde også følt sig rimelig komfortabel. Nu sad han lamslået tilbage.

Uffe Ellemann-Jensen havde mest lyst til at forlade lokalet og gå i dækning, men han blev og forsøgte at finde en grimasse.

Imens væltede pressefotograferne ind over den bekymrede Venstre-formand, så glassene med øl og vand skvulpede over.

Kunne nejet betyde, at Danmark nu måtte vinke helt farvel til det europæiske samarbejde, som han ellers vægtede så højt? tænkte han.

Bekymringen luftede han i en tv-transmitteret partilederdebat på Christiansborg, efter at valgresultatet lå klar.

- Gå hjem, og sov på det, havde svaret lydt fra Holger K. Nielsen, umiddelbart inden at SF-formanden satte kursen mod sejrsfesten på Café Rust.

Men Uffe Ellemann-Jensen kunne ikke sove den nat. Han lå i stedet og tænkte på sin store rødhårede hankat Olfert.

Via en kattelem i familiens villa i Hellerup kunne Olfert selv bestemme, hvornår den var inde og ude. Og kunne Danmark få sådan en løsning med de andre europæiske lande, var der måske en vej frem, tænkte han.

If you can’t join them, beat them!

Uffe Ellemann-Jensen

Men sådan en model ville kræve store armlægninger på både den indenrigspolitiske scene og med de andre medlemslande.

Derfor handlede det i første omgang for Uffe Ellemann-Jensen om at købe sig tid.

Tre uger senere: Verdensberømt sætning skulle flytte fokus

Helmut Kohl prustede og fjernede blikket fra den lille tv-skærm. Nu gad den store tyske kansler ikke se mere.

Ved siden af ham i mødelokalet sad Uffe Ellemann-Jensen og grinede.

John 'Faxe' Jensen havde netop bragt Danmark foran 1-0 på Nya Ullevi Stadion i Gøteborg.

Sammen med de øvrige EF-lande var spidserne for den danske og tyske regering her 26. juni samlet til møde i Det Europæiske Råd i Lissabon.

Mødet lå cirka tre uger efter det danske nej og var meget vigtigt. Især for Danmark. Men ud på aftenen kolliderede drøftelserne med EM-finalen i fodbold mellem Danmark og Tyskland. Derfor havde Uffe Ellemann-Jensen taget det lille tv med ind til mødet.

Den danske udenrigsminister havde allerede varmet kraftigt op til kampen ved ankomsten til Lissabon. Iført solbriller, roliganhalstørklæde og med en pibe i hånden gav han citatet, der efterfølgende gik verden rundt.

- If you can’t join them, beat them!

Uffe Ellemann-Jensen ville langt hellere tale fodbold end folkeafstemning. Og efter Danmarks semifinalesejr over Holland et par dage tidligere havde han fået udtrykket foræret af Carlsberg-direktør Michael Iuul, da han havde spurgt efter en god sætning til at flytte fokus i Lissabon.

Den danske udenrigsminister var i 1992 i højt humør på dagen for EM-finalen mellem Danmark og Tyskland. Video: Redaktionen

EM-sejren var et tiltrængt afbræk fra den danske udenrigsministers kvaler i ugerne efter det danske nej.

Reaktionerne rundt om i Europa lå i spændet mellem forbavselse og chok. Nogle steder endnu værre.

I det belgiske udenrigsministerium i Palais d’Egmont i Bruxelles resulterede kombinationen af kraftig regn og et hul i taget i, at loftet på udenrigsminister Willy Claes' kontor faldt ned over ham, idet han fik overbragt nyheden fra Danmark.

Maastricht-traktaten indebar, at det hidtidige EF skulle udvides til en europæisk union (EU) med blandt andet fælles valutasamarbejde og samarbejde på forsvars- og retsområdet.

Traktaten kunne dog kun gennemføres, hvis alle 11 medlemslande tiltrådte den, og hele udvidelsen var dermed blevet lammet med det danske nej.

De andre lande havde derfor givet Uffe Ellemann-Jensen klar besked. Maastricht-traktaten ville under ingen omstændigheder blive genåbnet. Og hvis ikke han kunne forvandle sin befolknings nej til ja, risikerede Danmark at ryge ud af EU.

Trods presset kunne Uffe Ellemann-Jensen mærke, at stemningen skiftede under mødet i Lissabon.

Den sensationelle EM-sejr over mægtige Tyskland skabte goodwill omkring Danmark, og udenrigsministeren fløj hjem med forsikringer om, at Folketingets partier fik de kommende måneder til at finde en model, hvor Danmark fortsat kunne være med i det europæiske samarbejde.

Spørgsmålet var bare, om de kunne blive enige.

Oktober: Hemmelige møder på Nyrups kontor

Tre måneder efter EM-guldet var der igen pres på de danske politikere. EF-toppens tålmodighed var ved at slippe op.

Derfor mødtes Holger K. Nielsen og Poul Nyrup Rasmussen nu en sen aften midt i oktober på S-formandens kontor på Christiansborg i forsøget på at finde en løsning. Et nationalt kompromis, som Holger K. Nielsen havde døbt det.

Selvom SF havde anbefalet at stemme nej til udvidelsen af EF, ønskede de ikke, at Danmark skulle sige farvel til det europæiske samarbejde. Derfor havde partiet allerede før valget udarbejdet en plan for, hvordan Danmark fortsat kunne være med, hvis danskerne stemte nej.

Den indebar fire konkrete undtagelser på rets-, valuta-, unionsborgerskab- og forsvarsområdet, hvor Danmark skulle stå udenfor.

Sådan har vi gjort

Artiklen bygger på en række samtaler med centrale personer, der var tæt på forløbet, samt artikler, arkivoptagelser og bøger. Herunder blandt andre biografier af Poul Nyrup Rasmussen, Holger K. Nielsen og Uffe Ellemann-Jensen. 

Opinionsundersøgelser havde efter afstemningen bekræftet, at den største modstand var rettet mod netop de fire områder, som SF'erne havde udpeget. Så da Holger K. Nielsen troppede op på Nyrups kontor, fik idéen om det nationale kompromis øjeblikkeligt medvind.

Men de to partiledere var samtidig bevidste om, at det var et meget stort ansvar at skulle fortolke danskernes nej. Mange vælgere kunne blive vrede. Og selvom de grundlæggende var enige om, at der skulle fire forbehold til, viste hvert et komma sig at være en diskussion værd.

De følsomme forhandlinger blev indledt i dyb hemmelighed og uden for pressens søgelys. Ikke engang regeringen var med.

Det mest naturlige ville ellers have været, at Uffe Ellemann-Jensen sad for bordenden. Han og statsminister Poul Schlüter havde siddet i regeringskontorerne de seneste ti år og opbygget masser af erfaring. Men det var udelukket at have dem med.

Hvis de mange skeptiske danskere skulle overbevises, måtte Ellemanns arrogante kampagnestil med EU-sokker og høj cigarføring holdes langt væk, mente både SF og Socialdemokratiet. Regeringen var tvunget ind i rollen som statist.

Begge partier var overbeviste om, at regeringen ikke havde andet valg end at nikke, hvis de kunne blive enige om et nationalt kompromis.

Stemningen var derfor fin under det første møde på Nyrups kontor, men det skulle ændre sig dramatisk de kommende dage, hvor møderne fortsatte.

Ophedede diskussioner og krise i kopirummet

Holger K. Nielsen stirrede på kollegerne, som igen sad samlet omkring Nyrups runde mødebord.

I løbet af de seneste ni dages forhandlinger var Radikale Venstre stødt til, og forhandlingerne var gang på gang endt i ophidsede diskussioner. Blandt andet da SF-formanden havde opdaget, at Uffe Ellemann-Jensen – trods forsikringer om det modsatte – løbende blev holdt orienteret om, hvad der skete ovre hos Nyrup i ly af mørket.

Det havde selvsagt ikke gjort noget godt for forhandlingsklimaet. Tværtimod. Og på et tidspunkt var diskussionen nået et niveau, hvor Nyrup kastede en lighter gennem lokalet i ren frustration.

Pressen havde for længst opdaget de "hemmelige" forhandlinger, som, ifølge anonyme kilder, var "millimeter fra mål".

Men bag døren var sandheden altså en anden.

Nu stod Holger K. Nielsen og Poul Nyrup Rasmussen igen og rasede mod hinanden. Ikke kun på grund af spionen, men også fordi Radikale Venstre og Socialdemokratiet – med SF'ernes øjne – helt grundlæggende nægtede at anerkende danskernes nej.

Skulle SF blive ved bordet, måtte kompromiset tydeligt markere, at der var tale om en ny retning for den danske EU-politik. Samtidig havde Holger K. Nielsen gjort det klart for pressen, at den danske særordning også skulle give andre medlemslande mulighed for at "hoppe ind i et mere fleksibelt samarbejde".

Hvis ikke SF fik det skrevet ind i aftalen, havde de ingen grund til at være med, forklarede han den håndfuld journalister, der havde slået lejr foran det socialdemokratiske formandskontor.

Hverken socialdemokraternes eller de radikales velvilje blev dog større af, at SF'erne luftede deres krav for offentligheden.

Du må være fuldstændig vanvittig

Italiens udenrigsminister, Emilio Colombo, til Uffe Ellemann-Jensen

Det kunne ikke være deres opgave at forhandle løsninger for andre medlemslande, lød et af argumenterne. Og hvordan kunne SF overhovedet vide, at andre var interesserede i en dansk model?

Holger K. Nielsen og Poul Nyrup Rasmussen besluttede at tage diskussionen under fire øjne. Men hvor kunne de gå hen uden at blotlægge krisen for hele den danske presse?

Holger K. Nielsen fiskede en nøgle frem fra bundtet og trådte med Poul Nyrup Rasmussen ind i det tilstødende, klaustrofobiske lokale: SF's kosteskabslignende kopirum.

Her sad de – de to hovedforfattere bag kompromiset – sunket ned på stakke af printerpapir for at diskutere de sidste formuleringer af det kompromis, der ville afgøre, hvorvidt Danmark kunne komme med i det nye EU eller ej.

Én af dem skulle give sig.

Ellers var forhandlingerne spildt. Og Danmarks medlemskab af det europæiske fællesskab fortid.

Fra statist til hovedrolle

Kameraer på skift badede Poul Nyrup Rasmussens ansigt i blitzlys.

Det var kun et halvt døgn siden, at krisen i kopirummet havde udspillet sig, men midt på dagen 22. oktober kunne han sammen med de kollegaer, han havde brugt de seneste mange aftener med, annoncere, at enigheden var nået.

Ved Nyrups side stod en afmålt Holger K. Nielsen.

For nok var det en sejr, at de store partier til venstre for midten nu 4 måneder og 20 dage efter danskernes nej havde fundet kuren mod den europæiske hovedpine. Fire forbehold, hvor Danmark stod uden for det europæiske samarbejde.

Sådan en model var aldrig set før.

Men for SF-formanden havde det kostet et par slugte kameler. Blandt andet var Holger K. Nielsen efter kopirumsseancen endt med at nikke til en formulering, der reelt ikke opfyldte hans krav om, at andre lande skulle inviteres med ind i en særaftale.

Det var Danmarks eneste chance for at forblive en del af unionen.

Nu var tiden inde til, at Uffe Ellemann-Jensen kunne gå fra statist til hovedrolle. Kompromiset var solgt til SF'erne, men ikke resten af Europa.

Uden alle EF-landes accept var det nationale kompromis ligegyldigt.

En død elg og 30.000 kilometer på 22 dage

Aftrækkeren blev resolut presset ind, da elgen kom brasende ud fra buskadset. Ét skud og det store dyr var nedlagt.

Fra sin position højt oppe på det store fjeld drejede Uffe Ellemann-Jensen sig rundt mod dronning Silvia. Hun nikkede anerkendende.

Her midt i november havde det svenske kongepar inviteret den danske udenrigsminister på elgjagt i jagtterrænet ved Halle-Hunneberg syd for den store svenske sø Vänern.

Uffe Ellemann-Jensen var ellers midt i en rundtur til samtlige lande i EF-samarbejdet for at overbevise dem om, at de skulle acceptere det nationale kompromis.

30.000 kilometer i fly på 22 dage. Det var den travleste tid i karrieren, men han havde brug for et afbræk. Arbejdet i udlandet gik langt fra så let som elgjagten.

Den danske udenrigsminister var sendt ud for at få alle medlemslandenes opbakning til en aftale, som han ikke selv havde lavet, og som han ideelt set heller ikke ønskede. Men det var en bunden opgave for at få en ny folkeafstemning.

De stjal vores sejr

Utilfredse demonstranter efter folkeafstemningen i 1993

To dage efter at han nedlagde elgen, landede Uffe Ellemann-Jensen i Rom. Her gik det hurtigt op for ham, at han var på en meget svær mission.

På den italienske udenrigsminister, Emilio Colombos, kontor præsenterede Uffe Ellemann-Jensen de danske forbehold. Han kendte Colombo godt, og der blev talt uden diplomatisk omsvøb. Især fra italienerens side.

- I kan ikke bare begynde at pille noget ud og sige, at det vil I ikke være med i. Du må være fuldstændig vanvittig. Det går Italien aldrig med til!

- Hvad bliver så det næste? Hvem kommer så også og vil have undtagelser? hvæsede Colombo, der mente, at Danmark var ved at smadre planerne om tættere europæisk samarbejde.

Undervejs i en af skideballerne fra den italienske udenrigsminister fik Uffe Ellemann-Jensen øje på Colombos statssekretær, som også var inde på kontoret.

De to kendte hinanden fra tidligere, og statssekretæren blinkede venligt med det ene øje til Uffe Ellemann-Jensen, der herefter forsøgte at runde mødet af.

- Emilio, det er jeg ked af at høre. Det giver os store problemer, sagde den danske udenrigsminister, inden han forlod kontoret.

Ude på gangen efter mødet kom statssekretæren danskeren i møde. Han kiggede sig først over skulderen for at sikre sig, at Colombo var væk og sagde så, at Uffe Ellemann-Jensen ikke skulle være nervøs.

- Jeg skal nok få det her på plads. Vi skal nok støtte det, forsikrede statssekretæren.

Alligevel var Uffe Ellemann-Jensen langt fra overbevist om, at alle lande ville bakke op, når EF-landene skulle mødes til et afgørende topmøde i den skotske by Edinburgh et par uger senere.

December: Prinsesse Diana og en tysk jernnæve

En fornøjet Uffe Ellemann-Jensen hævede glasset og skålede med prinsesse Diana, som han havde glæden af at have til bords under aftenens middag på kongeskibet Britannia.

Siden tidlig morgen denne 11. december 1992 havde han forsøgt at klinke skårene mellem Danmark og EF.

Et forhold, der for alt i verden ikke måtte ende som Ellemanns borddames, hvis separation med prins Charles havde fyldt stort set alt i verdenspressen de seneste døgn.

Morgendagens topmøde ville afgøre, om det gik forsoningens eller skilsmissens vej.

Den danske udenrigsminister var sammen med statsminister Poul Schlüter og en række embedsmænd til topmøde i Edinburgh. Det var nu, at det ville vise sig, om hans charmetur bar frugt.

Da Ellemann formiddagen efter den royale middag bevægede sig op mod Holyrood Castle, hvor topmødet fandt sted, var han dog langt fra sikker på effekten af sine egne talegaver.

Flere lande var uregerlige, og Ellemanns irritation tog til i takt med, at oversættelsen af en tydeligt utilfreds portugisisk statsminister væltede ud af høretelefonerne. Talestrømmen virkede uendelig.

Hvis Danmark kunne få sådan en særaftale, havde Portugal også en liste med ønsker. Han kunne da blandt andet godt tænke sig et par ekstra pladser i parlamentet.

Diskussionens dødvande skabte en tydelig frustration blandt ministrene. Men bedst som Ellemann lagde an til at levere endnu en side håndskrevne noter til sine neglebidende embedsmænd ude på den anden side af døren, tog den tyske kansler, Helmut Kohl, ordet.

Han hamrede sin knyttede næve i bordet og bad om ro i salen.

Nu gad han ikke mere snak. Ville de hjælpe de danske kollegaer eller ej?

En overrasket Ellemann løftede blikket fra sine noter. Havde tyskerne lige reddet Danmark på målstregen?

Omkring ham begyndte ministre på stribe at nikke, og han mærkede lettelsen strømme rundt i kroppen.

Kattelemmen, som hans røde hankat Olfert havde givet ham idéen til, var en realitet.

Men i Danmark manglede stadig det sidste og afgørende ja fra forbeholdets absolutte hovedperson.

Holgers ubekvemme sejr

Holger K. Nielsen var netop trådt ind ad døren i hjemmet i Vanløse sammen med kone og børn, da telefonen ringede.

Det var Udenrigsministeriets departementschef, der ville overbringe ham den glædelige nyhed. EF-landene havde sagt ja.

SF-formanden stormede ind på sit kontor og slog sig ned foran telefaxen. For nok havde EF-landene stemt ja i Edinburgh, men til hvad?

Holger K. Nielsen sad klar til at dechifrere i takt med, at de kryptiske diplomatlinjer strøg ud af faxen. Hurtigt kunne han konstatere, at kompromiset var skrevet lige tilpas uklart til, at både ja- og nej-lande kunne se sig i det.

Holger K. Nielsen var i tvivl.

På et blankt papir skrev han, hvad aftalen reelt indeholdt. Frasiet diplomati og ligegyldigheder.

Resultatet var et kompromis, der lå så tæt op ad SF's oprindelige tanker før folkeafstemningen, at formanden ikke med troværdighed kunne sige nej.

Det månedlange tovtrækkeri var forbi.

SF var gået fra nej- til ja-parti, og da danskerne 18. maj 1993 igen gik til valg, fulgte et solidt flertal Holger K. Nielsens anbefaling og stemte ja til unionen, men med de fire forbehold.

Han havde vundet igen. Men modsat Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen var Holger K. Nielsen ikke lettet.

På store dele af venstrefløjen og langt ind i SF's vælgerskare var der ingen forståelse for, at de under et år efter nejet til Maastricht igen skulle stemme om mere europæisk samarbejde. Danskerne havde allerede talt, mente de.

På Nørrebro lige omkring Café Rust, hvor Holger K. Nielsen året forinden havde fejret sejren, eksploderede utilfredsheden, da valgresultatet lå klar.

- De stjal vores sejr, råbte vrede venstrefløjsaktivister, mens brosten og patroner fra politiets tjenestepistoler fløj gennem luften.

Urolighederne viste sig at blive de værste siden Anden Verdenskrig.

Er du i tvivl om, hvad et ja eller nej til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet kommer til at betyde? Du har mulighed for at sende spørgsmål til 1234@tv2.dk. Så vil eksperter frem til 1. juni svare på en række af jeres spørgsmål.