Politik

Dansk Folkeparti vil frede Claus Hjorts immunitet

DF-formand Morten Messerschmidt skyder skarpt mod regeringens håndtering af lækagesagen.

Dansk Folkeparti vil ikke stemme for at ophæve folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet i sag om mulig lækage. Det siger DF's formand, Morten Messerschmidt, til TV 2.

Han understreger, at DF's folketingsgruppe selvfølgelig har drøftet den "alvorlige sag", hvor et folketingsmedlem er sigtet for at røbe eller videregive statshemmeligheder.

- Men vi er kommet frem til, at vi ikke kan støtte en ophævelse af Claus Hjort Frederiksens immunitet, siger han.

Rigsadvokaten vil rejse tiltale

Claus Hjort Frederiksen har siden sigtelsen i den såkaldte lækagesag i december 2021 nægtet sig skyldig.

Det gør han fortsat.

Den præcise tiltale mod ham er ukendt, og lige nu er spørgsmålet, om medlemmerne af Folketinget vil stemme ja til, at den tidligere Venstre-minister skal have ophævet sin politiske immunitet, så han kan blive tiltalt.

For knap en uge siden oplyste Justitsministeriet, at Rigsadvokaten vil rejse tiltale mod Venstre-politikeren.

Og de seneste dage har justitsministeren og Rigsadvokaten holdt møder med Folketingets partiledere om sagen. Her er de blevet informeret om tiltalen mod Hjort, men de må ikke videregive oplysningerne til folketingsgruppen.

"Respektløst"

Morten Messerschmidt forsikrer, at dagens udmelding fra Dansk Folkeparti ikke skal ses som manglende tillid til Rigsadvokatens beslutning.

Ifølge ham skyldes beslutningen om at frede Hjort Frederiksens immunitet "entydigt regeringens kritisable håndtering" af sagen.

Han nævner blandt andet, at regeringen kun lader "en meget, meget lille gruppe af folketingsmedlemmerne" få indblik i, hvad anklagerne mod Claus Hjort Frederiksen egentlig går ud på.

- Vi føler ikke, at man kan bede Folketinget om at stemme i blinde. Derudover vil regeringen ikke give en garanti for, at de vil respektere Folketingets beslutning, men muligvis bare vil køre sagen videre efter et folketingsvalg. Det er respektløst, lyder det.

Vigtigt at holde oplysninger i snæver kreds

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har tidligere argumenteret for, at det er af hensyn til statens sikkerhed, at regeringen værner om "de højst klassificerede oplysninger" i anklageskriftet mod Hjort Frederiksen.

- Det nemmeste for mig ville i sagens natur være at lægge det hele frem i salen. Men her bliver jeg nødt til at lytte til myndighedernes vurdering af oplysningernes karakter, og den skade, det vil have at dele dem bredt. Og den klare vurdering her er, at det er nødvendigt, at oplysningerne holdes i en meget snæver kreds, sagde Mattias Tesfaye i sidste uge.

Grundloven sikrer, at medlemmerne af Folketinget har immunitet. De kan kun strafforfølges, hvis Folketinget via et flertal – 90 mandater – stemmer for at ophæve deres immunitet.

Foreløbig har Socialdemokratiet, SF og Frie Grønne meldt ud, at de vil stemme for en ophævelse. Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har afvist det. Enhedslisten har ikke meldt officielt ud, men har de seneste dage gjort det klart, at de ikke vil ophæve immuniteten.

Der er altså lige nu kun 67 mandater for at ophæve Claus Hjorts immunitet.

Derfor bliver det helt afgørende, hvad Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti beslutter sig for. Begge partier holder gruppemøder i løbet af dagen. Hvorvidt de når en konklusion på dagens møder, er usikkert.