Politik

Danmark indgår aftale om at tidoble havkapacitet – et vigtigt signal, siger ekspert

Onsdag ventes statsminister Mette Frederiksen (S) at præsentere ny aftale om havvind.

Udbygningen af havvindmøller i Nordsøen skal mangedobles frem mod 2050.

Danmark, Tyskland, Holland og Belgien vil indgå aftale om at tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen til mindst 150 gigawatt frem mod 2050.

Og det er et "gigantisk" stort skridt mod grøn omstilling, mener klimaminister Dan Jørgensen (S). Han mener, at det netop er afgørende, at Danmark forpligter sig sammen med andre lande.

- En ting er, at vi i Danmark gør meget, men vi står kun for 0,1 procent af verdens drivhusgasudledninger, så hvis det virkelig skal batte noget, skal vi have vores naboer med, og specielt den store i syd, Tyskland, og det får vi nu, siger han til TV 2.

I kølvandet på krigen

Ifølge EU-Kommissionen er der brug for 300 gigawatt havvind i hele EU frem mod 2050, og med den nye aftale er det nok til at forsyne omkring halvdelen af indbyggerne i EU.

Danmark har tidligere forpligtet sig på at levere 35 gigawatt frem mod 2050 som en del af udspillet 'Danmark kan mere II'. I den forbindelse er regeringen blevet kritiseret for ikke at være ambitiøs nok, og den nye aftale kommer også i kølvandet på krigen i Ukraine.

Et af argumenterne for den store investering i havvindmøller er nemlig, at vi skal være uafhængige af russisk gas.

Det var ikke kommet i stand uden Putin. Hvor forpligtende er en sådan erklæring, og hvornår går byggerierne i gang?

- Det er rigtigt, at det er blevet fremskyndet af Putin, og at det er blevet mere synligt for alle, at det ikke kun handler om klima, men i særdeleshed også om, at vi skal være uafhængige af gas fra Putin, men også andre steder i verden, som vi ikke er så vilde med at få energi fra. Men det handler også om den grønne omstilling, siger Dan Jørgensen.

Han uddyber, at han mener, Danmark kan levere løsningerne og gå forrest, når det gælder grøn strøm.

Svært at indfri målsætning

De mange gigawatt er nok til at forsyne cirka 230 millioner europæiske husstande med grøn strøm og vil kræve samlede investeringer for over 1000 milliarder kroner.

Og ifølge Kenneth Thomsen, der er divisionschef på DTU Vindenergi, vil det være noget, der kan mærkes i sidste ende.

- Det er en ganske betydelig ændring og et vigtigt politisk signal om, at man har villigheden til at satse på grøn omstilling, vurderer han.

Men selvom den nye aftale er et betydeligt skridt på vejen, skal man ikke tro, at det sker lige med det samme. For selvom vi har meget vindkraft i Danmark, skal der mere til for at nå målsætningen, vurderer eksperten.

- Teknisk er det muligt, men det er ikke uden udfordringer. Møllerne findes jo i dag, men de skal lave strøm billigere og optimeres, siger han.

Han mener, at vindmøllerne kan gøres smartere i fremtiden. Det kan eksempelvis være, så de tager højde for at "lagre" energien, som vinden blæser.

Derudover peger han på, at der vil være brug for, at også den almindelige dansker tænker mere over at udnytte strømmen, når den er billigst i hverdagen. For eksempel ved at sætte gang i vaskemaskinen, når det blæser, og strømmen er billig.

- På vores breddegrader har vind vist sig at være en afgørende energikilde, og jeg tror, det bliver rygraden i energiforsyningen i fremtiden.