Politik

Mette Frederiksen giver sikkerhedsforsikring til Sverige og Finland

Allerede nu er Danmark klar til at hjælpe Finland og Sverige, hvis landene bliver angrebet, inden de er fuldgyldige NATO-medlemmer.

Danmark bakker "helhjertet" op om Sverige og Finlands ønske om at blive medlem af forsvarsalliancen NATO. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde ved Statsministeriet.

Det er dog en lang proces, der venter de to ansøgerlande nu. Der kan gå flere måneder, før de er fuldgyldige medlemmer af NATO og dermed omfattet af "musketéreden" – at et angreb på ét NATO-land kræver svar fra alle de andre.

Men ifølge den danske regering er nabolandenes sikkerhed allerede fra i dag et fælles anliggende.

- Derfor har vi besluttet sammen med Island og Norge at udstikke sikkerhedsforsikringer til både Finland og Sverige gældende fra i dag, siger Mette Frederiksen.

Deres sikkerhed er vores sikkerhed

Den britiske premierminister, Boris Johnson, gav onsdag en lignende sikkerhedsgaranti til Sverige og Finland.

Sikkerhedsforsikringen fra den danske regering betyder, at Danmark står parat til at hjælpe Finland og Sverige, hvis de to lande skulle blive udsat for eksempelvis et væbnet angreb i optagelsesperioden.

- Det gør vi i solidaritet. Men vi gør det også, fordi de to landes sikkerhed er vores sikkerhed. De er allerede meget tætte partnere til NATO. Og i øvrigt fordi ingen uvedkommende skal blande sig i deres optagelsesproces, understreger Mette Frederiksen.

En hentydning til Rusland, hvis nogen skulle være i tvivl.

- Vi er fra dansk side klar til at gøre, hvad der skal til og til at støtte også militært, supplerer forsvarsminister Morten Bødskov (S).

Han understreger også, at der ikke er nogen konkret trussel mod Danmark.

Styrket nordisk samarbejde

Sverige og Finlands indtræden i NATO vil også styrke Danmarks sikkerhed, lyder det fra statsministeren.

- Det vil gøre NATO endnu stærkere, og det giver i vores øjne nye muligheder for et styrket nordisk samarbejde inden for sikkerheds- og forsvarsområdet. Og det er der brug for, siger Mette Frederiksen.

Når NATO er klar, vil regeringen "hurtigst muligt" fremsætte et beslutningsforslag til Folketinget, så de to landes ansøgninger kan blive godkendt herhjemme.

Officielle NATO-ansøgninger fra både Finland og Sverige er på trapperne. For begge lande vil det være et historisk brud med den militære alliancefrihed, som har været central for deres sikkerhedspolitik i mere end 70 år.