Politik

Enhedslisten har vedtaget ny EU-politik - nu slås de om, hvad det betyder

Pelle Dragsted beskylder Astrid Vang Hansen for at være en dårlig taber, fordi hun fastholder, at Enhedslisten stadig har et udmeldelseskrav.

Enhedslistens nye EU-politiske linje var dårligt nok officielt vedtaget, før ansigtet på det mest EU-kritiske forslag, Astrid Vang Hansen, tonede frem og proklamerede, at hun så den vedtagne tekst som en sejr.

Det til trods for, at hendes eget forslag blev stemt ud i første afstemning, og at det sejrende forslag ifølge partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, fastslår, at det ikke længere er et aktuelt krav for Enhedslisten, at Danmark melder sig ud af EU.

Astrid Vang Hansen læser det stik modsatte.

Blandt andet fordi, at der undervejs lørdag blev tilføjet en linje om, at partiet fastholder "perspektivet om en dansk udmeldelse".

- Med det vedtagne forslag er udmeldelseskravet skrevet ind, siger hun til TV 2.

Men hvordan kan både ja- og nej-siden juble over samme forslag?

Lyn-analyse

Der er en grad af fortolkningsret, og der vil blive blive semantiske diskussioner. Nu er det ikke længere en målsætning, at man skal melde sig ud af EU, nu er det et perspektiv. Hvad er forskellen på de to ord? Der bliver helt sikkert taget sig nogle friheder i den sammenhæng. Det er udfordringen.

Problemet er, at der er nogle, der formulerer det som et udmeldelseskrav, fordi der står "perspektiv". Men det betyder jo bare, at når alt engang står rigtigt, så kan vi godt. 

Det her betyder, at vi kan få folketingskandidater for Enhedslisten, som går til valg på, at de betragter det som et mål, at Danmark skal ud af EU. Det kan give problemer på sigt.

Udmeldelseskrav eller ej?

En del af svaret ligger i seks sammenklipsede A4-ark, som lå klar på de delegeredes pladser, da de indfandt sig til årsmødet lørdag morgen.

Her står sort på hvidt, at et ja til to specifikke ændringsforslag "indfører krav om udmeldelse af EU".

A4-arkene er underskrevet af de 20 stillere af forslaget, som alle derfor anbefalede de delegerede at stemme nej til de to konkrete ændringsforslag.

Anbefalingen til trods stemte et flertal af de delegerede for. Derfor mener Astrid Vang Hansen altså, at der fortsat efter dagens "historiske" skifte i EU-politikken er et aktuelt krav om, at Danmark skal meldes ud af unionen.

'En dårlig taber'

Da TV 2 viser Pelle Dragsted – en af de mest markante stillere af det vedtagne forslag – de seks A4-sider, siger han, at formuleringerne er "for hårdt skrevet". Han har dog ikke selv været med til at udforme dokumentet, lyder det.

Forfatteren vender vi tilbage til. For selvom Pelle Dragsted altså mener, at anbefalingerne er til den skarpvinklede side, kritiserer han samtidig Astrid Vang Hansen for at bruge det som argument.

- Astrid Vangs forslag og alle hendes ændringsforslag blev stemt hårdt ned, så jeg synes, det er en smule manipulerende at give udtryk for, at hun har fået sin vilje, siger Pelle Dragsted og tilføjer:

- Det er lidt at være en dårlig taber, og det er også lidt mangel på respekt for vores medlemsdemokrati at sige, at det ikke forandrer noget.

Pelle Dragsted understreger dog, at de to ændringsforslag, som han og de andre stillere anbefalede de delegerede at stemme nej til, reelt ikke ændrer på forslagets substans. Han mener ikke, at der kan herske tvivl om, at Enhedslisten lørdag har taget et "vigtigt skridt", og at der ikke længere er et udmeldelseskrav.

Her er passagerne, som de ikke kan blive enige om

  1. "Enhedslisten fastholder perspektivet om en dansk udmeldelse af EU. Udmeldelse er ikke et mål i sig selv."
  2. "Ingen kan forudse, hvornår det kan blive aktuelt at kræve en ny folkeafstemning om dansk EU-medlemskab. Det vil Enhedslisten forholde sig til, ud fra en konkret vurdering af situationen."

En skarpvinkling

Med hjælp fra et par presse- og partiansatte viser det sig, at dokumentets forfatter er medstiller Frederikke Hellemann.

Hun erkender dog hurtigt, at der "ikke er dækning i forslaget" for hendes formuleringer.

- Jeg har skåret ændringsforslaget for meget over én kam. Jeg kan godt forstå, hvis nogle føler sig snydt, og det er jeg ked af.

Hvis alle delegerede har fået at vide, at et ja til de to forslag vil betyde, at der reelt fortsat er et aktuelt udmeldelseskrav, hvilket I nu afviser, er afstemningen så overhovedet retvisende?

- Ja, for de delegerede har haft fuld adgang til både forslaget og ændringsforslag. Men jeg må også bare sige, at jeg skrev anbefalingerne meget hurtigt, siger Frederikke Hellemann til TV 2.

Astrid Vang Hansen fastholder, at forslaget med de to vedtagne ændringsforslag er justeret tilpas meget til, at partiet reelt stadig har et udmeldelseskrav. Hun retter imidlertid ikke skytset mod A4-arkenes forfatter, men Pelle Dragsteds ordvalg:

- Jeg vil sige det samme som ham: Det er manipulerende, at han ikke vil indrømme, at han ikke har vundet.