Politik

Ny undersøgelse: 100 medlemmer af Venstre har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed

Nu er det op til ledelsen af fastsætte sanktioner for dem, der overtræder retningslinjerne, mener Venstre-medlem.

100 medlemmer af partiet Venstre har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed.

Det fremgår af en kortlægning af sexisme i Venstre, som partiet har fået lavet. 1427 medlemmer af Venstre har deltaget i undersøgelsen, der er lavet af Arbejdsmiljøcentret Human House, oplyser Venstre i en pressemeddelelse.

- Nu har vi så vores undersøgelse. Den viser desværre, at vi over årene har haft en-to sager af grov karakter. Det er jeg selvsagt uendelig trist over, og jeg kan kun opfordre dem, som måtte have oplevet noget, som de i den grad skulle have været foruden, til at benytte sig af vores hotline, så vi kan få taget hånd om deres sag, siger Venstres partisekretær, Christian Hüttemeier, ifølge pressemeddelelsen.

- Nu fortsætter vi så arbejdet med at sikre et Venstre, hvor man kan færdes trygt og godt, så man kan bruge tiden på politik og på det, vi mener vil være bedst for Danmark, siger Christian Hüttemeier.

TV 2 har fredag forsøgt at få kommentar fra Christian Hüttemeier, men han ønskede ikke at kommentere yderligere.

Venstre-medlem tilfreds

En af kvinderne, der har inspireret til sexisme-undersøgelsen i Venstre - og i flere andre partier - er Venstre-medlemmet Camilla Søe. Sammen med tre unge kvinder fra det ungdomspolitiske miljø indsamlede hun underskrifter og vidnesbyrd fra hundredvis af kvinder, der havde været udsat for sexisme i dansk politik.

Hun er tilfreds med undersøgelsen.

- Jeg synes, resultaterne ligner det, vi har set i undersøgelserne fra andre partier. Den viser et bredt spektrum af uønsket opmærksomhed, der spænder fra upassende seksuelle bemærkninger over berøringer og til overgreb, siger Camilla Søe.

Men hun mener, at kulturen i Venstre er blevet bedre den senere tid.

- Det er faktisk min oplevelse, at det er blevet taget seriøst, og at der er sket en forbedring. Nu skal man fra ledelsens side finde ud af, hvad der skal ske med dem, der overtræder de her retningslinjer. Især hvis det sker på et serielt plan, siger Camilla Søe.