Radikale vil ud af gymnasieaftale hvis den ikke bliver ændret

Et flertal blev sidste år enige om, hvordan elever skal fordeles på gymnasier, men aftalen kan blive lavet om.

De Radikale vil have genåbnet en aftale om den kommende elevfordeling på landets gymnasier. Ellers er partiet klar til at trække sig fra aftalen.

Det fortæller partiets ungdomsuddannelsesordfører, Anne Sophie Callesen.

- Aftalen er med til at løse et problem overordnet set. Men kritikken går på, hvorfor vi har lodtrækning i stedet for et nærhedsprincip, hvor det er dem, der bor tættest på gymnasiet, som bliver optaget først, siger hun.

Aftalen blev indgået mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti, Alternativet og Kristendemokraterne. Uden De Radikale vakler flertallet.

Med gymnasieaftalen vil kommende gymnasieelever i dele af landet fremover blive fordelt efter, hvor meget deres forældre tjener.

Aftalen betyder også, at der er risiko for, at elever bliver fordelt på gymnasierne via lodtrækning. Og det er altså hovedsageligt det, som De Radikale er imod.

Samtidig vil De Radikale kunne garantere de nye gymnasieelever, at de kan få en plads på et gymnasie tæt på, hvis de ikke får en af deres fire topprioriteter.

Minister er fortrøstningsfuld

Anne Sophie Callesen forklarer, at det var et ønske i forhandlingslokalet fra partier, som endte med ikke gå med i aftalen. Alligevel blev det en del af aftalen. Det er der ikke noget odiøst i, lyder det.

- Vi ville egentlig gerne have en bred aftale i sin tid. Den blev mindre bred, men vi ville gerne lade nogle af konturerne blive. Men det er vigtigt, at vi lytter til den kritik, der er kommet nu, siger hun.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er åben overfor det.

- Vi har løbende diskussioner om tilpasninger af modellen, og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi også her finder hinanden, udtaler ministeren i en skriftlig kommentar til Berlingske.

- Vi har fra begyndelsen vidst, at der skulle tilretninger til. Det er vi åbne overfor. Lodtrækningselementet har ikke groet i regeringens baghave, så jeg er selvfølgelig åben over for at kigge på den del. Men jeg tænker, at aftalepartierne skal sidde sammen og løse de konkrete udfordringer, lyder det fra ministeren.