Engell: Vi har aldrig oplevet noget lignende
Eksperter kalder sagen mod Claus Hjort historisk og opsigtsvækkende. Nu er det op til Folketinget, om den tidligere minister skal for retten.
Artiklen er opdateret med citat fra justitsminister Mattias Tesfaye (S).
Torsdag kom frem, at Rigsadvokaten har anbefalet at rejse tiltale mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen for at røbe statshemmeligheder. To eksperter tøver ikke med at kalde det “historisk” og aldrig set før.
- Det er klart, at det her er dramatisk på et meget, meget højt niveau. Vi har aldrig oplevet noget tilsvarende, siger tidligere justitsminister og politisk kommentator Hans Engell til TV 2.
Det er Frederik Waage, der professor i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet, enig i.
Han vil ikke spekulere i strafudmålingen, men siger, at der potentielt er tale om “en længere fængselsstraf” til Claus Hjort Frederiksen, der var forsvarsminister i årene 2016-2019.
- Det er en meget alvorlig sag, han er anklaget for. Derfor er der meget på spil, siger juraprofessoren til TV 2.
Den præcise tiltale er ukendt
Lige nu er spørgsmålet, om medlemmerne af Folketinget vil stemme ja til, at den tidligere Venstre-minister skal have ophævet sin politiske immunitet, så han kan blive tiltalt. Det er næste skridt inden en eventuel retssag.
Men regeringen lægger ikke op til at fortælle alle folketingsmedlemmerne, hvad anklagerne mod Claus Hjort Frederiksen går på. Den specifikke tiltale mod den tidligere forsvarsminister er stadig ukendt for offentligheden.
Justitsministeren udtaler i en pressemeddelelse sent torsdag aften, at han vil drøfte processen med partierne.
- Det nemmeste for mig ville i sagens natur være at lægge det hele frem i salen. Men her bliver jeg nødt til at lytte til myndighedernes vurdering af oplysningernes karakter, og den skade, det vil have at dele dem bredt. Og den klare vurdering her er, at det er nødvendigt at oplysningerne holdes i en meget snæver kreds, siger justitsminister Mattias Tesfaye (S).
- Det er højt klassificerede oplysninger, der indgår i sagen, herunder i anklageskriftet. Der er af hensyn til statens sikkerhed behov at værne om sådanne oplysninger, siger justitsministeren uden at komme tættere på indholdet.
Professor Frederik Waage kalder diskussionen i Folketinget aparte.
- Folketinget har en beføjelse til at passe på deres medlemmer og sikre, at de ikke bliver tiltalt, og samtidig kan de ikke få et fuldstændigt indtryk af, hvad tiltalen går på, siger professor Frederik Waage.
Lige nu er der lagt op til, at kun partiformændene skal orienteres om sagen af justitsminister Mattias Tesfaye (S) og Rigsadvokaten.
- Bekymringen er, om 179 medlemmer kan holde på den her hemmelighed. Og det er formentlig ikke realistisk, siger Frederik Waage.
Hjort vil have åbenhed
Lige nu står Venstre og en række andre partier på tværs af Folketinget på, at der skal være størst mulig åbenhed om anklagerne.
Samme holdning har Claus Hjort Frederiksen selv.
Han kender anklagerne og siger, at han ikke har sagt noget, der ikke allerede har været fremme i medierne. Det danske samarbejde med amerikanske efterretningstjenester, som er kernen i sagen, har ifølge den tidligere minister været offentligt kendt siden Edward Snowdens afsløringer i 2013.
- Det er Folketingets suveræne ret at bestemme, hvordan de vil håndtere den her sag. Regeringen kan komme med et udspil til det, men i sidste ende er det et flertal i Folketinget, der bestemmer, siger Frederik Waage.
Immuniteten er der ikke af hensyn til Claus Hjort
Hans Engell siger, at det ville være “opsigtsvækkende”, hvis Folketinget stemte imod at fjerne Claus Hjort Frederiksens immunitet og dermed blokerede for en retssag.
Det ville dog alligevel være en stakket frist for den tidligere forsvarsminister. Han har nemlig allerede meldt ud, at han stopper i Folketinget efter næste folketingsvalg, der maksimalt ligger omkring et år ude i fremtiden.
- Når han bliver almindelig dødelig og ikke længere er medlem af Folketinget, kan han blive tiltalt som alle andre, siger Frederik Waage og tilføjer:
- Immuniteten er til for, at man har et folketing, der kan fungere. Det er ikke så meget af hensyn til Claus Hjort Frederiksen som person, men for at man ikke kan komme i en situation, hvor man sætter Folketinget ud af spil ved at dømme politiske modstandere ude.