Alt du skal vide om forsvarsforbeholdet

Forsvarsforbeholdet betyder overordnet, at Danmark ikke deltager i EU-samarbejdet om forsvar og sikkerhed.  

Der er to ben i det.

For det første har Danmark ingen indflydelse på retningen for EU’s forsvarspolitik, fordi vi slet ikke bliver inviteret til møderne i EU, hvor beslutningerne træffes. Med forbeholdet har vi også frasagt vores vetoret, der ellers ville gøre det muligt for Danmark at blokere for en beslutning eller en mission på vegne af hele EU. 

For det andet kan Danmark hverken deltage i eller finansiere EU's militære operationer eller samarbejder. Der er på nuværende tidspunkt syv militære operationer. Du kan læse om EU’s militære operationer længere nede.

Danmark er også udelukket fra PESCO-samarbejdet, som handler om, at medlemslandene forsker, udvikler og på sigt indkøber fælles forsvarsmateriel. 

Vi sidder heller ikke med i Forsvarsagenturet, hvor de 26 lande lægger strategien for, hvilke kapaciteter EU har brug for fremover. Det har blandt andet indflydelse på, hvilke projekter der kan få penge via PESCO. 

Danmark er det eneste land i EU, der har forsvarsforbeholdet. 

Danmarks forbehold over for forsvarssamarbejdet i EU skyldes de danske vælgeres nej til Traktaten om Den Europæiske Union – også kaldet Maastrichttraktaten – i 1992.

Efter det danske nej besluttede politikerne, at der var dele af EU-samarbejdet, Danmark ikke skulle deltage i, herunder forsvarssamarbejdet, euroen og retspolitikken. Med de forbehold blev Maastrichttraktaten sendt til folkeafstemning igen i 1993. Her svarede et flertal ja.

Siden har Danmark haft forsvarsforbeholdet.

I 2000 var danskerne til folkeafstemning om euroen, og I 2015 var danskerne til folkeafstemning om at afskaffe retsforbeholdet. Begge endte med et nej. Det er første gang, danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet.

Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er forandret som følge af Ruslands invasion af Ukraine. 

Med det argument indgik regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF 6. marts 2022 en ny aftale om dansk sikkerhedspolitik, det såkaldte nationale kompromis. Her blev det besluttet at sætte forsvarsforbeholdet til folkeafstemning 1. juni. 

Vi skal stemme om, hvorvidt forsvarsforbeholdet skal afskaffes eller ej. Den konkrete ordlyd på stemmesedlen er: 

Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet? 

Hvis over 50 procent af de afgivne stemmer er “ja”, bliver forsvarsforbeholdet afskaffet.

Størstedelen af partierne på Christianborg ønsker forbeholdet afskaffet.

Det gælder: Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, LA, Kristendemokraterne, Alternativet , Frie Grønne og Moderaterne. 

Tre partier ønsker at bevare forbeholdet.

Det gælder: Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten.

Her kan du læse mere om, hvad partiernes argumenter er. 

Et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet vil betyde, at Danmark kan deltage i de operationer og samarbejder på forsvarsområdet, som vi lige nu er udelukket fra. Derudover vil Danmark få indflydelse på, hvor i verden EU skal være engageret og samtidig få retten til at nedlægge veto mod bestemte beslutninger og missioner.

Ved afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil det stadig være helt op til Danmark, hvilke operationer vi ønsker at deltage i. Det skyldes, at EU-samarbejdet på forsvarsområdet er mellemstatsligt. Det betyder, at alle lande skal være enige, før en beslutning kan træffes, og hvert enkelt land bestemmer selv, om de vil være med i en bestemt mission. Danmark kan altså både vælge helt at blokere for en EU-mission eller sige god for en mission, men ikke selv deltage. Det er Folketinget, der træffer beslutningen, og det kræver et flertal. 

Når det i debatten om forsvarsforbeholdet nævnes, at Danmark ikke afgiver suverænitet ved at afskaffe forbeholdet, henvises der netop til, at Danmark ikke overgiver magt til EU. 

I den mest enkle forstand fortsætter alt, som det er nu. Danmark har stadig ingen vetoret, kan ikke deltage i eller finansiere EU's militære operationer og er udelukket for forsvarssamarbejder. 

Omvendt er der de seneste år blevet truffet flere og flere beslutninger ved det bord, som Danmark ikke sidder med ved, og sådan vil det fortsætte i fremtiden. EU-landene har nemlig planer om at arbejde tættere sammen, og af EU’s forsvarspolitiske strategi fremgår det blandt andet, at EU vil være mere til stede ude i verden, have fælles forsvarsmateriel og styrke cybersikkerheden.

Siden 1993 er det danske forsvarsforbehold blevet aktiveret 235 gange. Det vil sige, at der har været 235 tilfælde, hvor Danmark har været udelukket fra deltagelse i militært samarbejde på grund af forbeholdet. Eksempelvis i forbindelse med EU's piratbekæmpelse ud for Somalias kyst og en militær uddannelsesmission i Mali.

Især inden for de senere år er der sket en markant stigning i aktiveringer af forsvarsforbeholdet. Det skyldes netop, at der har været flere missioner og samarbejder på forsvarsområdet. 

EU og NATO er to vidt forskellige alliancer. NATO er en militær alliance, der hviler på en klausul om, at hvis ét NATO-land angribes, skal de andre lande gå i kamp og forsvare det angrebne land – den såkaldte artikel 5.

EU’s forsvarsstyrker sendes derimod ikke i krig, men deltager primært i fredsbevarende og genopbyggende missioner ude i verden. Fokus er på at skabe stabilitet i nærområder, eksempelvis Balkan eller Nordafrika, for på den måde at forhindre flygtningepres i Europa. 

Der er i alt 18 aktive missioner i EU – 7 miltiære og 11 civile. De miltære kan Danmark ikke deltage i på grund af forsvarsforbeholdet, men vi kan godt deltage i de civile. 

Den militære del handler om at sende træningsmissioner eller fredsbevarende operationer ud for at skabe stabilitet i EU’s nærområde. Der bliver eksemelvis jagtet pirater ved Somalias kyst eller trænet soldater i Afrika til at bekæmpe islamister. 

Den civile del handler om at hjælpe civilbefolkningen i EU’s nærområde med at opretholde lov og orden som led i at nedtrappe eller undgå en konflikt. Danmak bidrager til 9 ud af 11 missioner, eksempelvis en polititræningsmission i Gaza. 

Det er Folketinget, der skal beslutte, hvilke af de militære operationer, Danmark skal deltage i, hvis forbeholdet bliver afskaffet. Ja-partierne har ikke på forhånd givet klart udtryk for, hvilke operationer de forestiller sig. Både Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Venstre har dog nævnt operationen i Bosnien-Hercegovina som en mulighed. 

Med en EU-hær forstås en hær af soldater fra medlemslandene, som er styret af EU. Sådan en har der aldrig været, og sandsynligheden for, at der kommer en, er lille. 

Det skyldes, at ingen medlemslande er interesseret i at miste selvbestemmelse og lade deres tropper agere under en EU-kommando. Igen er en vigtig pointe, at EU-forsvarssamarbejdet er mellemstatsligt, og derfor råder hvert land over deres soldater og har ret til selv at bestemme, hvilke missioner de vil deltage i. 

EU-landene er dog enige om, at der inden 2025 skal være en EU-udrykningsstyrke på 5000 soldater, der eksempelvis kan træde til i tilfælde, hvor NATO ikke vil. Eksempelvis hvis der er optræk til uroligheder på Balkan eller i Nordafrika. Også her er det op til Danmark, om vi vil bidrage til styrken og i så fald med hvor mange soldater. 

Der er ingen fast udgift for Danmark forbundet med at deltage i EU-forsvarssamarbejdet. Dog vil det medføre nogle administrative udgifter, hvis Danmark afskaffer forbeholdet. De årlige udgifter vil være under 30 millioner kroner ifølge regeringens oplysninger til Folketinget.

Dertil kommer udgifter til de enkelte missioner, som Danmark vælger at deltage i. Prisen er svær at opgøre, fordi det kommer an på, hvor mange soldater, Danmark vil stille med til de enkelte missioner, og hvor længe Danmark vil deltage i de enkelte missioner. Danmark betaler selv for soldaternes løn, ophold og det materiel, de skal bruge. 

Helt kort er svaret nej. Danmark kan hverken mere eller mindre i forhold til krigen i Ukraine, hvis forsvarsforbeholdet afskaffes.

Der er dog stadig en sammenhæng mellem folkeafstemningen og krigen. Ruslands invasion af Ukraine har ændret den sikkerhedspolitiske situation i Europa radikalt, og derfor mener partierne bag folkeafstemningen, at Danmark skal være med til at bestemme retningen for EU’s forsvar ved at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Nej. Det er ikke sådan, at vi vågner op til et mere usikkert Danmark, hvis det ender med et nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Danmark er beskyttet gennem NATO-alliancen, skulle vi blive udsat for angreb. 

Helt grundlæggende kommer den enkelte dansker ikke til at kunne mærke en forskel, hvad end det bliver et ja eller nej.

Det overordnede svar er nej. EU og NATO har et tæt samarbejde, og alle de 21 EU-lande, der er med i NATO, er også med i EU’s forsvarssamarbejde – undtagen Danmark.  

Selv de EU-lande, der er størst fortaler for NATO, såsom Polen og de baltiske lande, ønsker at EU skal styrke sit forsvar for at kunne mere selv. Det samme har USA talt varmt for i flere år.  

Der er altså intet til hinder for, at de to kan sameksistere. Dog har hvert land et begrænset antal soldater, og de kan ikke deltage i operationer i EU-regi og NATO-regi på samme tid. Derfor kan der komme situationer, hvor hvert land må vælge, hvor de ønsker at placere sine tropper. 

Der er dog bred enighed om, at NATO er den primære garant for Europas sikkerhed, og at soldater i EU-regi kun skal benyttes, hvis det ikke giver mening i NATO-regi.

Ikke alene ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Hvis man vil ændre samarbejdet på forsvarsområdet fra mellemstatsligt til overstatsligt – altså overgive magt til EU, så Danmark eksempelvis ikke længere bestemmer over egne soldater – kræver det en traktatændring.

Det fordrer, at alle 27 medlemslande ønsker at afgive deres suverænitet, og det er ikke tilfældet på nuværende tidspunkt. Hvis man alligevel forestiller sig et scenarie, hvor alle lande ønsker en traktatændring, vil det stadig kræve en ny folkeafstemning i Danmark at få gennemført.

I flere lande vil det samtidig kræve en ændring af Grundloven, hvilket er en langstrakt og besværlig proces.