Politik

Nogle danskere vil få sværere ved at få deres privatøkonomi til at hænge sammen, siger Mette F.

Regeringen kan ikke afbøde konsekvenserne af den højeste inflation i næsten 40 år. Men statsministeren vil stadig gerne hjælpe pensionisterne.

Forbrugerpriserne er steget med 6,7 procent i april i forhold til sidste år. Dermed er inflationen nu på det højeste niveau i 37 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Og det kommenterede statsminister Mette Frederiksen (S) på i forbindelse med tirsdagens spørgetime i Folketinget.

- Alle mærker konsekvenserne af krigen, ikke mindst på pengepungen, sagde hun.

- Det betyder også, at der vil være danskere, som får stadigt sværere ved at få deres privatøkonomi til at hænge sammen.

Statsministeren gentog det, hun har sagt fra begyndelsen af krisen: At regeringen ikke kan holde alle danskere skadefri. Det ville kræve i omegnen af 30-40 milliarder.

I stedet foreslår regeringen en målrettet hjælp til blandt andet de pensionister, der har mindst at gøre godt med.

At slukke brand med benzin

Efter regeringens opfattelse kan man give en økonomisk håndsrækning på 5000 kroner til 290.000 ældre, uden at det får inflationen til at stikke af.

Jeg er bekymret for, at man skaber forventningen om, at vi aldrig mere skal spare

Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre

Men forhandlingerne om dén check kollapsede mandag, da Radikale Venstre sluttede sig til Venstre og de konservative, der allerede havde forladt forhandlingsbordet.

Partiernes anke er, at regeringen foreslog at finansiere hjælpen til pensionisterne ved at øge underskuddet på statsbudgettet. En metode, der er blevet mødt med kritik fra flere økonomer, der advarer mod, at det kan puste yderligere til inflationen.

- Hvis man prøver at slukke en brand med benzin, får man et rigtig træls resultat ud af det, lød det blandt andet fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, efter dagens spørgetime.

Hvad gør vi så næste gang?

Inde i salen anerkendte Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, motivationen for at hjælpe danskerne med de laveste indkomster. Men hun bliver bekymret, sagde hun, når regeringen foreslår at øge statsunderskuddet for at hjælpe.

- Jeg er bekymret for, at man i iveren for at hjælpe kan gøre tingene endnu værre og skabe forventningen om, at vi aldrig mere skal spare for at få enderne til at mødes, sagde hun.

- Hvad gør vi så om tre måneder eller seks måneder, hvis inflationen fortsat er høj? Skal vi så sende en ny check? Og puster det så ikke yderligere til inflationen, spurgte Sofie Carsten Nielsen.

Statsministeren svarede, at hun mener, der er en "smal sti" at gå ad - billedligt talt - hvor man godt kan give penge til nogen, uden at det påvirker inflationen. Men hun gentog også, at regeringen "ikke kommer til at kunne tage inflationens konsekvenser af danskernes skuldre".

Pensionister er en rigtig gruppe at hjælpe

Regeringen har da også sadlet om og foreslår nu i stedet at finansiere hjælpen ved at nedjustere de offentlige investeringer med tre milliarder i år og næste år.

- Jeg håber, der kan forhandles videre på det grundlag, sagde statsministeren til partilederne i folketingssalen.

Efter spørgetimen uddybede hun regeringens holdning overfor pressen. Hun sagde, at der er store begrænsninger for, "hvad man kan gøre i den økonomiske politik", når der er inflation.

- Men vi mener, det er forsvarligt og rigtigt at lave en målrettet hjælp til dem, der er særligt udsatte. Men alting kræver altså 90 mandater her i Folketinget. Nu forhandler vi videre, og jeg håber, at vi kan finde et flertal. Jeg vil også gerne have en aftale snart.

Hvad er inflation?

Inflation er en vedvarende stigning i det almindelige prisniveau.

Det betyder med andre ord, at prisen på varer og tjenester generelt set stiger, så pengene bliver mindre værd.

Den modsatte udvikling, hvor pengene bliver mere værd, kaldes deflation. Både inflation og deflation kan, hvis de er særligt høje, have store økonomiske konsekvenser for samfundet.

Hvorfor er det kun de ældre, der skal have hjælp? Der er jo mange, der oplever, at alting bliver dyrere.

- Jeg ved, at der er mange mennesker, der er i klemme. Der er mange mennesker, der kan se, når de handler i supermarkedet og køber benzin og skal betale gasregningen, at det er svært. Men hvis man er pensionist og kun har sin folkepension og ikke nogen stor opsparing, så har man ikke ret mange penge. Derfor synes vi, det er en rigtig gruppe at hjælpe, sagde Mette Frederiksen.

Forhandlingerne om kompensation bliver nu slået sammen med de igangværende forhandlinger om en grøn skattereform.