Politik

Højst usandsynligt, at EU-forslag går igennem, siger ekspert

Det stod med det samme klart, at knap halvdelen af EU-landene er modstandere af traktatændring. Derfor er det usandsynligt, den går igennem.

RETTELSE: EU-Kommissionen har 11. maj oplyst, at Ursula von der Leyens udtalelser om mulige traktatændringer er blevet tolket forkert. En talsmand for kommissionen afviser blankt, at den har et ønske om at ændre på vetoretten på forsvarsområdet. Denne artikel er opdateret og gennemskrevet derefter.

Hvis det står til EU-Kommissionen, skal flere afgørende beslutninger på nøgleområder ikke længere vedtages enstemmigt af de 27 medlemslande.

I stedet skal det afgøres af flertallet, som vi kender det fra Folketinget herhjemme.

Men allerede før forslaget fik ben at gå på, har 13 EU-lande, herunder Danmark, meddelt, at de er imod forslaget.

Dermed er det altså højst usandsynligt, at forslaget går igennem, vurderer europaekspert Rasmus Brun Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

- Der er meget stor modstand mod at indføre ændringer på de områder, siger han.

Det er en diskussion, der kommer til at fortsætte, og den vil forme EU de kommende år

Rasmus Brun Pedersen

Men det er ikke overraskende, at forslaget kommer netop nu.

- Der har været meget kritik af, at EU-landene ikke har været i stand til at vedtage sanktioner (mod Rusland, red.) eksempelvis på grund af Ungarn, forklarer Rasmus Brun Pedersen.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, kalder det en "blindgyde" at tale om traktatændringer i den nuværende situation.

- Det er et uovervejet forslag, og jeg mener ikke, det er der, vi skal bruge vores kræfter. Vi har rammerne i dag. Der er intet af det, vi ikke kan gøre inden for de nuværende traktater, sagde ministeren mandag.

Disse lande er imod traktatændring

  • Danmark
  • Sverige
  • Finland
  • Estland
  • Letland
  • Litauen
  • Polen
  • Kroatien
  • Tjekkiet
  • Bulgarien
  • Rumænien
  • Slovenien
  • Malta