Folkeafstemning 2022

Forsvarsforbeholdet fyldte i 1. maj-taler: - Hun prøver at tale lidt til maven og hjertet

Beskæftigelsesministeren og statsministerens tale var påfaldende ens, da det kom til budskabet om forsvarsforbeholdet.

Søndag er det Arbejdernes Internationale Kampdag, og det betyder taler og røde faner over hele landet.

Her har regeringen grebet muligheden for at italesætte den kommende folkeafstemning om forsvarsforbeholdet 1. juni.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lagde bestemt ikke skjul på, at hun opfordrer danskerne til at sætte kryds ved et ja.

- Danmark er for lille til at stå alene med et forsvarsforbehold i Europa, lød det fra statsministeren i sin tale.

Et par timer tidligere stod beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i Kastrup og sagde, at tiden kalder på "sammenhold, ikke på forbehold".

- Vi er som lille land ikke store nok til at tage vare på vores sikkerhed alene. Og derfor er det også både retfærdigt og ansvarligt, at vi i Danmark gør mere for at forsvare os selv og vores værdier, siger han.

Fordømte Putins krig

Begge lagde vægt på, at de mener, at præsident Vladimir Putin har taget fejl i krigen. "Putin har forregnet sig", lød det fra Mette Frederiksen, mens Hummelgaard i sin tale hævede, at Ruslands præsident har "undervurderet" både ukrainerne, men også Vesten.

Fordi vores værdier, ifølge dem, står stærkere end nogensinde.

- Når vores værdier er under angreb, er det ikke nok, at vi fortæller hinanden om vigtigheden af dem. Vi skal også være klar til at forsvare dem, lød det fra Mette Frederiksen.

Og det er langtfra tilfældigt, at det er værdierne, som begge socialdemokrater spiller på i deres taler.

For det gælder om at skabe et narrativ om, at Danmark skal sende de rigtige signaler til resten af verden, siger TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

- Fordi Mette Frederiksen for to måneder siden sagde, at forsvarsforbeholdet ikke betyder det store, forsøger Socialdemokratiet nu at gøre det til et slags værdispørgsmål, siger han med henvisning til, at socialdemokraterne før krigen i Ukraine ikke var klar til et opgør med forbeholdet.

Han påpeger, at det derfor ikke er konkrete argumenter om, hvilken mission Danmark eksempelvis skal deltage i, der kommer på bordet. I stedet ønsker statsministeren at gøre det til et større spørgsmål om at "placere sig på den rigtige side af historien".

- Hun prøver at tale lidt til maven og hjertet og ikke kun til fornuften og logikken, siger han.

Det er forventeligt, at Socialdemokratiets top har koordineret, hvilke budskaber de vil sende omkring forsvarsforbeholdet. Og budskabet om, at folkeafstemningen også er et værdispørgsmål, vil vi nok komme til at høre igen og igen i løbet af valgkampen, siger Hans Redder.

Uenighed i fagbevægelsen

Spørgsmålet om et ja eller nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet splitter imidlertid de forskellige fagbevægelser, skriver DR.

Fagbevægelsens frontfigur, formand for FH Lizette Risgaard, har meldt klart ud, at hun anbefaler at stemme ja. Men den holdning er der ikke enighed om alle steder.

Formand for 3F København, der er den næststørste lokalafdeling i 3F, John Ekebjærg-Jakobsen har sagt, at han vil bruge sin 1. maj-tale til at opfordre til et nej. Og internt er der ifølge DR også delte meninger om, hvad fagbevægelsen bør anbefale.

Hans Redder tror dog næppe, at de vil have den store indflydelse på, om det bliver et ja eller et nej 1. juni.

Ifølge Hans Redder vil det nærmere være centrale stemmer i EU-debatten – og særligt Mette Frederiksen – der skal overbevise den socialdemokratiske vælger.

- Det er Mette Frederiksen og et par andre nøglefigurer, der skal hente et ja hjem, så jeg tror ikke, at fagbevægelsen er dem, der rykker noget ved det, vurderer han.

Forsvarsforbeholdet betyder blandt andet, at Danmark ikke deltager i EU’s militære operationer.