Mette F. klar med krisepakke: Større ældrecheck og befordringsfradrag

290.000 ældre, som får ældrecheck, skal have 5000 kroner ekstra i år, og så skal værdien af befordringsfradraget hæves, foreslår S-regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) spiller nu ud med regeringens forslag til, hvordan nogle danskere kan få hjælp til at betale de stigende priser, som krigen i Ukraine og inflation i kølvandet på coronakrisen fører med sig.

290.000 ældre, som får en ældrecheck i dag, skal have 5000 kroner ekstra i år, og så skal værdien af befordringsfradraget sættes op.

Inflationen rammer nogle hårdere

Sådan lyder regeringens udspil til en krisepakke, som skal gøre det nemmere for udvalgte danskere at klare sig gennem de konsekvenser, som inflation og krigen i Ukraine har fået på eksempelvis fødevarer og benzin. Det skriver Avisen Danmark.

- Vi står nu igen i en ekstraordinær situation. Inflationen er på grund af krigen i Ukraine tilbage i vores samfund, og det er altid sådan med inflationen, at den rammer nogle hårdere end andre. Vi har fra starten sagt, at vi kommer ikke på noget tidspunkt til at kunne aflaste en-til-en den belastning, som inflationen og de stigende priser giver.

- Men vi føler os meget forpligtede til at få vores samfund og vores økonomi igennem så godt som muligt. Derfor vil vi lave målrettet hjælp til dem, der har størst behov, siger Mette Frederiksen i et interview med Avisen Danmark.

Den større ældrecheck i 2022 vil koste statskassen 1,1 milliarder kroner i år.

Forhandlinger i Folketinget

Hvor meget et større befordringsfradrag skal koste, ønsker Mette Frederiksen ikke at svare på endnu, da det skal forhandles med de øvrige partier. Mette Frederiksen vurderer, at en samlet pakke på omkring tre milliarder kroner "lyder fornuftigt".

Allerede i løbet af de næste dage vil regeringen invitere Folketingets partier til forhandlinger, som statsministeren håber munder ud i en hurtig og bred aftale, og "partierne må bringe forslagene ind, og så må vi se, om vi kan lave en aftale. Det gælder også på skatte- og afgiftsområdet", siger Mette Frederiksen til Avisen Danmark.

- Jeg vil kraftigt appellere til, at vi gør det balanceret. Der er en smertegrænse for, hvad der er fornuftigt at gøre i dansk økonomi, selv om den er så stærk, som den er. Jeg har lyttet til meldingerne. Hvis vi skal gøre dette på en præmis om økonomisk ansvarlighed, vil jeg klart anbefale en midlertidig håndsrækning eller en målrettet hjælp frem for noget generelt, for det er ikke, hvad økonomien har behov for, siger Mette Frederiksen til Avisen Danmark.