Politik

Danske soldater skal stå klar i Letland til maj

Regeringen er beredt på, at det kan blive nødvendigt at sende flere soldater afsted end de 800, som rejser til Letland inden for de kommende to uger.

Torsdag formiddag vedtog et bredt flertal i Folketinget regeringens beslutningsforslag om øget militært bidrag – herunder blandt andet op mod 1000 soldater.

Dermed kan regeringen nu øge det danske bidrag til NATO’s kollektive forsvar med en kampbataljon på cirka 800 soldater og i perioder op til 200 støttesoldater.

Når Danmark beder os udføre en opgave, er det sådan set det, vi er sat i verden for

Bataljonschef Anton Dinsen-Andersen

Bataljonen har været samlet på Antvorskov Kaserne siden februar, men sendes nu til Letland, fortæller udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Morten Bødskov (S) under et besøg på kasernen.

- Allerede i morgen vil Forsvaret påbegynde deployering af materiel og køretøjer fra den kampbataljon, som vil være klar at indgå under NATO's kommando i Letland fra begyndelsen af maj, siger forsvarsministeren.

En del af NATO's afskrækkelse

Bataljonen består af soldater fra flere dele af landet, herunder blandt andet Aalborg og Varde.

Alle har de siden starten af februar "arbejdet benhårdt på at blive indsat som en del af NATO's afskrækkelse", siger oberstløjtnant Anton Dinsen-Andersen, som står i spidsen for bataljonen.

- Nu har vi fået destinationen at vide, vi har fået opgaverne at vide, og vi ser frem til at komme ind i den lettiske ramme, som vi skal operere i og på den måde være med til at afskrække.

De danske soldater skal blandt andet uddanne, træne og opbygge en bedre forståelse for området og det nødvendige samarbejde, fortæller oberstløjtnanten.

Stressende beredskab

At de flere hundrede soldater har været i beredskab siden februar, har været stressende for både soldater, deres familier og andre pårørende, siger Anton Dinsen-Andersen.

Blandt andet fordi soldaternes vinterferier er blevet inddraget, og påskeferien har været sat på standby.

- Men det er sådan set kernen i at være soldat, lyder det for oberstløjtnanten:

- Når Danmark beder os udføre en opgave, er det sådan set det, vi er sat i verden for. Nu ser vi frem til, at de næste par dage går med at få pakket de sidste containere og kørt de sidste ting afsted, før vi kan sætte os på en flyver og lande ovre i Letland.

Hvornår soldaterne præcis vil rejse fra Danmark til Letland, ønsker bataljonschefen ikke at oplyse.

Men der vil altså være tale om 800 mænd og kvinder og et ukendt antal containere med udstyr, der de kommende to uger vil blive samlet og udsendt fra Køge Havn.

Ikke nødvendigvis de sidste

Det er endnu uvist, hvor lang en udstationering soldaterne skal forvente.

Og regeringen er forberedt på, at det kan blive nødvendigt at sende flere soldater afsted på sigt, siger forsvarsminister Morten Bødskov og tilføjer, at der for nu vil blive tale om en rotationsordning.

- Vi kommer selvfølgelig til at drøfte med Folketinget, hvor længe det kan holdes kørende. For det er klart, at det her er noget, der trækker på de danske soldater, siger forsvarsministeren.

Udenrigsminister Jeppe Kofod tilføjer:

- Vi vil gøre det helt klart for omverdenen, at NATO er parat til at forsvare hvert et hjørne af alliancens territorium.

Tidligere torsdag meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) under et besøg i den ukrainske hovedstad, Kyiv, at Danmark vil donere våben og udstyr til Ukraine for 600 millioner kroner.