Regeringen planlægger evakueringsoperation af danske børn i Syrien
Ifølge ny lægerapport står de danske børn, der fortsat opholder sig i Syrien, i en situation, som er "meget bekymrende".
Den danske regering vil forsøge at få de tilbageværende danske børn, der lige nu opholder sig i syriske fanglejre, hjem til Danmark.
Det fortæller udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), lørdag til TV 2.
Det er ikke første gang, at regeringen tilbyder at hente de sidste fem børn hjem. Men nu vil regeringen planlægge en ny evakueringsoperation, efter en rapport, som flere medier har beskrevet, slår alarm over børnenes helbredstilstand.
- Jeg kommer med en stor appel til de kvindelige fremmedkrigere og deres advokater: lad os nu få lov til fra Danmarks side at hjælpe de her børn ud af lejren, siger han og tilføjer:
- Jeg håber, at kvinderne for en gangs skyld sætter deres børns helbred over dem selv.
Udenrigsministeren kan ikke konkret sige, hvordan evakueringsplanen kommer til at forløbe, men han fortæller, at man i første omgang skal involvere de relevante myndigheder, ligesom der skal masser af papirarbejde på plads.
Fastholder krav
Der er tale om fem børn med dansk statsborgerskab, som stadig bor i telte i den kurdisk kontrollerede al-Roj-lejr i Syrien.
Regeringen har flere gange tilbudt at evakuere børnene, men med et krav om, at det bliver uden deres mødre, da de har fået frataget deres statsborgerskab.
Et krav de har fastholdt på trods af, at danske læger tidligere har vurderet, at det kan traumatisere børnene yderligere, hvis de bliver adskilt fra deres mødre.
Mødrene har indtil nu også afvist at lade deres børn rejse uden dem, men det håber Jeppe Kofod ændrer sig.
Jeppe Kofod, hvis de (mødrene, red.) sender børnene til Danmark, kan de risikere aldrig at se børnene igen. Vil du selv som forælder løbe den risiko?
- Jeg vil altid sætte mine børns helbred - og deres mulighed for at få den behandling, de har behov for - forrest frem for alt andet. Jeg appellerer derfor også til, at vi får lov til fra dansk side at evakuere de børn.
Børnene er underernærede
Regeringens udmelding kommer efter, at en ny rapport, bestilt af organisationen Repatriate the Children Denmark og advokat Knud Foldschack, kalder børnenes situation i fangelejren for "meget bekymrende".
DR, Politiken og Berlingske har fået indsigt i rapporten, og her konkluderer en dansk læge og børnepsykolog, at børnene bør sendes hjem til Danmark.
Bekymringen er blandt andet rettet mod en treårig dreng, der har haft kronisk diarré siden lægernes sidste besøg i 2021. Drengen bliver beskrevet som underernæret.
Drengens storebror på fire år er blevet diagnosticeret med både PTSD og ADHD. Og ligesom sin lillebror er han også undernæret.
Dertil har en femårig dreng kroniske øre-næse-hals-symptomer, og lægerne anbefaler, at han bliver indlagt.
Advokat: Det er en ulovlig beslutning
Bjørn Elmquist, der er advokat til en af kvinderne, som fortsat befinder sig i den syriske lejr, siger til TV 2, at der er tale om en "magtfordrejning", når man vælger ikke at tage børnene hjem sammen med deres mødre.
En magtfordrejning forekommer, når en beslutning er truffet ud fra et "usagligt hensyn. Og det er tilfældet her, mener Bjørn Elmquist.
- Man har ikke taget hensyn til børnenes helbred eller at gøre dem raske, men ene og alene taget hensyn til, at deres mor er mistænkt for at være tilknyttet til terror, siger han og tilføjer, at han har i sinde at klage til Ombudsmanden, som kan erklære beslutningen for ulovlig.
Bjørn Elmquist snakkede for halvanden uge siden med sin klient, som stadig står ved sin beslutning om ikke at sende sine børn afsted uden hende, fortæller han.
Børnene, der er tre og fem år, indgår ikke i lægerapporten, da deres mor har nægtet at lade dem undersøge.
Andre mødre hentet hjem
Selvom Jeppe Kofod fastholder, at regeringen kun har i sinde at hjælpe børnene og ikke deres mødre, er det før sket, at regeringen har lavet en kovending, hvad angår de danske børn i Syrien.
I oktober 2021 blev tre kvinder og deres tilsammen 14 børn hentet hjem til Danmark, efter en task force havde vurderet, at det udgjorde en sikkerhedsrisiko for Danmark, at lade danske de danske børn og kvinder forblive i Syrien.
Op til beslutningen havde regeringen ellers stået stejlt på, at ingen af mødrene skulle til Danmark, fordi de ifølge regeringen havde "vendt Danmark ryggen".
- Regeringens holdning til fremmedkrigerne har ikke ændret sig. De er på alle måder uønskede i Danmark, men det er PET's vurdering, at det vil være mest hensigtsmæssigt at evakuere de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn, sagde justitsminister, Nick Hækkerup, i maj 2021, da regeringen meldte ud, at den ville hente nogle af mødrene hjem.