Politik

Enhedslisten grillet om NATO til partilederdebat

Enhedslisten ønsker en anden løsning end NATO og dets "evige oprustningsspiral", men Mai Villadsen medgiver, at der ikke findes noget alternativ nu.

Tirsdag var der partilederdebat i Folketinget, hvor det helt store emne var krigen i Ukraine.

Da det var Enhedslistens tur på talerstolen, var det særligt partiets omdiskuterede forhold til NATO, der var på tapetet.

Efter omstridte udtalelser fra partimedlemmer er det blevet skabt stor tvivl om Enhedslistens forhold til forsvarsalliancen, også blandt politikerne på Christiansborg.

Politisk ordfører Mai Villadsen blev derfor sat i den varme stol af både oppositionen og de andre støttepartier, der efterspurgte et klart svar.

Forvirret over Enhedslistens holdning

Søren Pape Poulsen, leder af Det Konservative Folkeparti, var den første til at stille spørgsmål, og han udtrykte sin forvirring angående Enhedslistens forhold til forsvarsalliancen.

- Jeg har forstået, at man ikke vil være medlem, men man vil heller ikke ud lige nu. Hvad er det egentlig, at man mener? Og anerkender ordføreren, at hvis ikke vi var medlem af NATO, så havde vi en grund til at sove ekstremt uroligt i disse dage? lød det fra Søren Pape Poulsen.

Pape Poulsen kalder det "en uhyre smuk tanke, som jeg aldrig nogensinde i verden kan se gennemført". Han gentager sit spørgsmål om, hvilket alternativ Enhedslisten ser til NATO?

Mai Villadsen anerkender, at "situationen havde været en anden, hvis Ukraine havde været medlem af NATO".

- Men Enhedslisten ønsker en anden sikkerhedsstruktur i Europa og i verden, som bygger mere på nogle af de andre strukturer, der allerede er, som for eksempel FN. Vi ønsker et reformeret FN og et reformeret nordisk samarbejde, der ikke søger oprustning, men det modsatte, lød svaret.

Pape Poulsen kaldte det "en uhyre smuk tanke, som jeg aldrig nogensinde i verden kan se gennemført".

Han afsluttede med at gentage sit spørgsmål om, hvilket alternativ Enhedslisten ser til NATO?

- Der er jo ikke noget alternativ, hvis vi vil leve i fred og frihed, sagde Søren Pape Poulsen.

Mai Villadsen medgav, at der ikke findes noget alternativ lige nu, men at hun ønsker noget andet end NATO's "evige oprustningsspiral".

- Jeg kan høre, at nogle af Folketingets partier ikke er afvisende over for, at nogle NATO-lande stiller atomvåben på dansk jord, og det er det, der gør mig bekymret, når jeg lægger mig til at sove om natten, afsluttede den politiske ordfører.

Blomster i geværet

Men Det Konservative Folkeparti var ikke de eneste, der under partilederdebatten var nysgerrige på Enhedslistens holdning til NATO.

Også SF var interesseret i at høre mere om Enhedslistens forhold til alliancen.

Partiformand Pia Olsen Dyhr erklærede sig her enig i, at der ikke bør sættes atomvåben på dansk jord, men fastholdt samtidig, at præsident Putin og Ruslands aggressioner er den største nuværende sikkerhedstrussel mod Danmark.

Det anerkendte Mai Villadsen, men tilføjede, at det ikke stopper hende fra at bekymre sig om andre trusler som Kina. Og at Ruslands handlinger ikke ændrer på Enhedslistens holdning til NATO.

- Vi i Enhedslisten arbejder for nedrustning og fred. Og det er væsentligt at holde fast i, selvom der er aggressorer derude, sagde Mai Villadsen.

Men det svar var ikke godt nok for SF's leder, der fortalte, "at alle partierne her i salen ønsker fred i verden".

- Pointen er bare, om man tror, det sker ved at give vores soldater blomster i geværet, eller om vi også tror på, at når nogen skyder på os, så skal vi være klar til at forsvare os selv. Hvad er det, der skal forsvare Danmark? Spurgte Pia Olsen Dyhr.

Alle i salen er enige om, at de gerne vil have fred i verden, mener SF's Pia Olsen Dyhr, men det kommer ikke af at gå rundt og "sætte blomster i geværerne".

Også Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ville tale med Enhedslisten om NATO.

Og han spurgte helt enkelt, hvornår Enhedslisten vil ud af NATO.

- Vi skal ud af NATO og lave et andet sikkerhedspolitisk samarbejde, når strukturerne er der, og det er de ikke endnu, svarede Mai Villadsen.