Politik

Støtteparti savner politisk ansvar for Tibetsagen trods ministerfrikendelse

Enhedslisten opfordrer til en ny Tibet-demonstration for at teste, om danskernes grundlovssikrede rettigheder er bedre beskyttet i dag end i 2012.

Tibetkommissionen har mandag offentliggjort sin beretning, hvori der rettes hård kritik mod både Politiets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriet.

Det er en skandale af dimensioner

Alex Vanopslagh (LA)

De har ifølge kommissionen i årevis lagt hårdt pres på politiet for at fjerne eller skjule demonstrationer, når det officielle Kina besøgte Danmark.

Grundloven er systematisk blevet sat i anden række. Og det er foregået i en årrække så lang, at regeringsmagten har skiftet farve flere gange undervejs.

- Det er beskæmmende. Danske myndigheder har været med til at undertrykke ytrings- og forsamlingsfriheden. Det går simpelthen ikke, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til TV 2 og tilføjer:

- Det er foregået på operativt niveau - ikke på ministerniveau. Hverken i Justitsministeriet eller andre ministerier.

Kan give anledning til personalesager

Da Tibetkommissionen i 2017 kom med sin første konklusion, blev ansvaret placeret hos to mellemledere i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé.

Det ansvar bærer de stadig, fastslog den nye kommission mandag. Men samtidig konkluderes det, at de to ledere handlede "i lyset af Udenrigsministeriets og PET’s mangeårige videregivelse af de kinesiske ønsker".

Derfor er der også tale om en markant større kritik, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup. Men om den nye beretning vil få personalemæssige konsekvenser, afviser han at svare på.

- Det er noget af det, man skal forholde sig til. Men som vi i hvert fald ikke skal forholde os til overfor TV 2.

Men fremadrettet vil I se, om der er grundlag for at foretage personalemæssige ændringer?

- Det er klart, at myndighederne nu kigger ned i, hvad det her giver anledning til.

Paralleller til slettede sms'er?

Hos støttepartiet Enhedslisten hersker der imidlertid ingen tvivl om, at sagen bør få konsekvenser. Men det er de politiske af slagsen, retsordfører Rosa Lund savner mest.

- At placere et politisk ansvar kan sikre, at vi ikke ser det her igen, siger hun og appellerer til, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) hurtigst muligt fremlægger en konkret plan for at komme den ringe kultur til livs.

Samtidig opfordrer hun til, at der arrangeres en ny Tibet-demonstration for at teste, om danskernes grundlovssikrede rettigheder er beskyttet bedre i dag end i 2012.

Politiet river Tibet-flag ud af hånden på demonstranter Video: Lars Keinicke Tofte

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, kalder sagen en "skandale af dimensioner" og udtrykker sin bekymring for Danmarks "leflende" tilgang overfor kineserne. En bekymring, der deles af den radikale retsordfører, Samira Nawa, som samtidig trækker paralleler til den aktuelle kommission, Minkkommissionen.

Efter den første Tibetkommissions konklusion kom det nemlig frem, at en lang række mails fra blandt andre ministre ikke var blevet udleveret og derfor ikke indgik i kommissionens arbejde.

På samme måde kom det forud for Minkkommissionens start frem, at en række ansatte i Statsministeriet ikke havde udleveret sms'er, da de var slettet. Herunder statsminister Mette Frederiksen (S).

- Beretningen understreger, at når en kommission skal arbejde, skal den have alle mails og alle sms'er til dens rådighed for at kunne konkludere korrekt, siger Samira Nawa.

Vil genbesøge arbejdsgange

Størstedelen af de personer, der nævnes i beretningen, er ikke længere ansat i samme stillinger. Derfor kan det blive svært at holde dem til ansvar.

Havde kommissionen haft kendskab til alle de relevante dokumenter i første omgang, ville det dog have ført til kritik af tidligere kontorchef i Udenrigsministeriet, Martin Bille Hermann, som i dag er FN-ambassadør i New York.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ønsker ikke at forholde sig til kritikken af sin ambassadør.

- Jeg kommenterer ikke på enkeltpersoners personaleforhold. Jeg har generelt stor tillid til alle Danmarks ambassadører, siger Jeppe Kofod.

Til gengæld siger ministeren, at kommissionens kritik giver anledning til at "genbesøge arbejdsgangene".