Ellemann om forsinkede varmechecks: - Det er os, der bestemmer. Make it happen
"Teknisk bøvl" forsinker de varmechecks, der skulle hjælpe danskere med høje varmeregninger.
Dan Jørgensen har allerede forklaret og beklaget. Og under tirsdagens spørgetime måtte også statsminister Mette Frederiksen (S) forholde sig til, at de fattigste danskere må vente helt til august på den hjælp til varmeregningen, de blev lovet i februar.
- Det er ikke det, man kan kalde akut hjælp, lød kritikken i Folketingssalen fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
- Kan statsministeren ikke godt se, at de penge skal ud nu, så de her mennesker ikke skal gå fra hus og hjem?
- Jo, det kan jeg sådan set godt, svarede Mette Frederiksen.
- Jeg er selvfølgelig glad for, at der er et flertal, der har lavet en aftale omkring varmehjælp. Og der er da ikke noget, den aftalekreds ønsker mere end, at de penge kommer ud at arbejde så hurtigt som overhovedet muligt. Men der er noget teknisk bøvl forbundet med det, sagde hun.
Vanskelige datasammenkørsler
Med aftalen fra februar står 320.000 husstande til at få udbetalt 3750 kroner som en hjælp til de stigende varmeregninger.
Men søndag måtte klima-, energi-, og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) altså fortælle, at udbetalingen lader vente på sig, fordi det har vist sig "vanskeligere end antaget" at lave de it-systemer og datasammenkørsler, der skal til for at udbetale hjælp til de lavestlønnede danskere, der er afhængige af naturgas som varmekilde.
- Det er ikke nogen god situation, og jeg er ked af det. Jeg havde håbet, det kunne gå hurtigere, sagde Dan Jørgensen til TV 2.
Men det har Jakob Ellemann-Jensen ikke meget til overs for.
- De penge skal ud at arbejde nu. Ikke først til august. Og alt det med, at systemerne ikke kan håndtere det. Altså, vi er på Christiansborg. Det er os, der bestemmer. Make it happen, sagde han efter spørgetimen.
Tekniske udfordringer
Og det bliver regeringen formentlig også nødt til, vurderer TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.
- Det tror jeg i den grad, man forsøger i de her dage. Man kan se det på Mette Frederiksen; hun er virkelig træt af, at hun skal stå og forklare, hvorfor der er nogle tekniske udfordringer, der gør, at man ikke kan sende de penge ud, når det jo er nu, folk skal bruge dem til at betale deres regninger, siger han.
- Mon ikke både Mette Frederiksen og Dan Jørgensen taler med store bogstaver over for deres embedsmænd og siger, at så må vi finde en eller anden kreativ måde at få de her penge ud nu? siger Redder.
Venstre foreslår varmehjælp for 2,7 milliarder
Der er afsat en milliard kroner til den første aftale om en såkaldt 'varmecheck'.
Venstre har foreslået klimaminister Dan Jørgensen at rive aftalen midt over og begynde helt forfra. Ligesom de øvrige partier i blå blok mener partiet, at der med aftalen bliver givet for lidt og til for få. Flere borgerlige partier advokerer for, at almindelige familier med en far og mor i arbejde også skal have hjælp.
Venstre foreslår varmehjælp for 2,7 milliarder. Det er en del af de penge, som staten "ligger inde med", fordi de ikke skal udbetales som tilskud, mens energipriserne er høje.
- Jeg synes, at vi har brug for at gøre noget politisk i den her situation, hvor danskerne er utrygge om privatøkonomien. Vi kan ikke fjerne al utryghed i verden, men det af det, vi kan eliminere, det burde vi gøre, sagde Venstre-formanden.
Nye forhandlinger
Forud for SF's landsmøde lørdag kom partiet også med et konkret udspil til udvidet varmehjælp. Her opfordrede SF regeringen til at indkalde til forhandlinger om en 'varmepakke II' til 2,5 milliarder kroner. Et forslag, der indeholder en check til dem, der bliver hårdest ramt af de stigende energipriser, samt hjælp til at komme af med gasfyret.
Dan Jørgensen har indkaldt til nye forhandlinger om hjælp til danskere, der er hårdt ramt at de stigende energipriser. Forhandlingerne ventes at begynde i denne uge.
- Vi kommer ikke til at kunne kompensere alle for det tab, der er nu. Vi kigger på målrettet hjælp til dem, der er mest i klemme. Den aftale, der er lavet, er jo helt åbenlyst ikke nok, lød det i forbindelse med spørgetimen fra statsminister Mette Frederiksen.
Det bliver formentlig en sten i skoen under de kommende forhandlinger, at hjælpen fra den forrige stadig lader vente på sig.