Politik

"Akut" varmehjælp kommer tidligst til august, siger Dan Jørgensen

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, kalder det "total amatørisme", at den akutte varmehjælp først kommer så sent.

I februar vedtog et smalt flertal i Folketinget at give en "akut økonomisk håndsrækning" til de danskere, der er særligt ramt af de høje gaspriser.

Men nu fortæller klima,- energi,- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), at udbetalingen tidligst vil ske til august.

- Det er ikke nogen god situation, og jeg er ked af det. Jeg havde håbet, det kunne gå hurtigere, siger han til TV 2.

Dan Jørgensen fortæller, at det har vist sig "vanskeligere end antaget" at lave de it-systemer og datasammenkørsler, der skal til.

Derfor lander pengene først hos danskerne til august. Tidligst.

- Vi har behov for velvillighed i Folketinget til at lave en hastebehandling. Ellers vil det blive endnu senere, siger Dan Jørgensen.

Man skulle jo tro, det var en aprilsnar

Troels Lund Poulsen, Venstres finansordfører

Kalder det amatøragtigt og skandaløst

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, kalder det "total amatørisme", at den akutte varmehjælp først kommer tidligst til august.

- Vi er kommet i den barokke situation, at folk får deres hjælp til højere varmeudgifter i årets varmeste måned. Jeg har ikke ord for, hvor skandaløst det er. Man skulle jo tro, det var en aprilsnar, siger han til TV 2.

En forudsætning for, at pengene overhovedet kan komme til august og september er, at Folketinget vedtager en hastelov, som Dan Jørgensen vil fremsætte i starten af april. Det kræver tre fjerdedele flertal i Folketinget.

Troels Lund Poulsen fortæller, at Venstre vil stemme for en hastelov, da partiet ikke vil stå i vejen for udbetalingen, selv om det ikke er en del af aftalen.

Hvem får varmehjælp?

Varmechecken er en engangsudbetaling på cirka 3750 kroner og udbetales til cirka 320.000 husstande med en indtægt på under 550.000 (598.000 før AM-bidrag).

Checken bliver udbetalt automatisk uden ansøgning.

Målgruppen omfatter:

  • Husstande, der opvarmes af gasfyr
  • Husstande, som ligger i et fjernvarmeområde med en gasandel over 65 procent eller en kombination af gas og varmepumper, som giver samme prisstigninger.
  • Husstande med el-radiatorer eller varmepumper som primær varmekilde med en tilsvarende prisstigning

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet 

 

Mere hjælp på vej

Dan Jørgensen oplyser samtidig, at han indkalder til forhandlinger om udvidet varmehjælp - noget flere partier, herunder særligt SF, har presset på for.

I aftalen fra februar blev der sat en milliard samlet af til omkring 320.000 husstande.

Forud for SF's landsmøde lørdag kom partiet med et konkret udspil til udvidet varmehjælp. Her opfordrede SF regeringen til at indkalde til forhandlinger om en "varmepakke II" til 2,5 milliarder kroner.

Forslaget indeholder både en check til dem, der bliver hårdest ramt af de stigende energipriser, og øgede muligheder for hjælp til at komme af med gasfyret.

- Der er rigtig mange danskere, som virkelig er hårdt ramt af de stigende varmepriser. Det er jo konsekvensen af krigen i Ukraine. Og dem, der har mindst, de mærker det altså hårdest. Det er klart, at når vi ser massive prisstigninger, er vi selvfølgelig klar til at kigge på en social retfærdig kompensation, sagde formand Pia Olsen Dyhr fredag.

- Jeg kan ikke gøre andet end at beklage

Den første omgang forhandlinger om varmehjælp trak ud, fordi partierne langt fra var enige om, hvor mange penge, der skulle sættes af, og hvor mange hustande der skulle hjælpes.

Faktisk endte de borgerlige partier med at forlade forhandlingerne, fordi der blev givet "for lidt og til for få", som de konservatives Mona Juul opsummerede det på Twitter.

Troels Lund Poulsen fortæller til TV 2, at Venstre "som minimum" mener, at danskerne skal kompenseres med 2,7 milliarder kroner i alt - altså 1,7 millarder kroner mere, end der er lavet aftale om nu.

Siden aftalen landede i februar, har Rusland invaderet Ukraine, og gaspriserne er kun steget yderligere.

Om de omstændigheder gør det nemmere at lande en ny aftale, må tiden vise.

Nye aftaler vil dog ikke betyde, at pengene kan lande hurtigere end august, fortæller Dan Jørgensen.

- Jeg kan ikke gøre andet end at beklage, at det ikke kan gøres hurtigere, siger ministeren.