Politik

Pia Olsen Dyhr: - Danmark kan ikke længere være med på en fribillet

Danmark kan ikke stå udenfor eller lade de andre definere spillereglerne, lyder det i Pia Olsen Dyhrs landsmødetale, der præges af krigen i Ukraine.

Det var så langt over grænsen, at de færreste havde forestillet sig det ske. Men 24. februar sendte Vladimir Putin sine tropper ind i Ukraine og ændrede verdensordenen. Og det er alle nødt til at handle på nu.

Derfor er vi nu nødt til at forsvare vores demokrati og vores frihed. Også militært om nødvendigt.

Det er budskabet i SF-formand Pia Olsen Dyhrs tale ved partiets landsmøde i Kolding. 2000 kilometer fra Kyiv, som hun bemærker.

- Putins handlinger har rejst spørgsmålet: Hvor sikre er vi egentlig, når det kommer til stykket?

- Den trussel, vi oplever lige nu, må alle lande i Vesten handle på. Den 24. februar ændrede Putin spillepladen. Og det vil lægge spor langt ud i fremtiden, siger en sortklædt Pia Olsen Dyhr og erklærer sig "stolt og glad for", at SF er et af partierne bag det såkaldte nationale kompromis om Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik.

Verden har forandret sig

Der er i år ikke mange ord fra formanden om de sædvanlige SF-mærkesager som minimumsnormeringer, sygeplejerskelønninger og ældrepleje.

Ukraine har ryddet dagsordenen – også i Pia Olsen Dyhrs tale, der i store træk er et forsvar for beslutningen om at tilslutte sig det nationale kompromis om Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik.

Aftalen, der blandt andet betyder, at Danmark accelererer indsatsen for at nå op på at bruge 2 procent af bnp på forsvar og sikkerhed, og at forsvarsforbeholdet skal til folkeafstemning. Og at dømme på klapsalverne fra partimedlemmerne har hun baglandets opbakning til det.

Det var SF selv, nærmere bestemt SF-koryfæet Holger K. Nielsen, der i 1992 fandt på forsvarsforbeholdet, som Pia Olsen Dyhr nu er med til at anbefale afskaffet til juni.

- Under Den Kolde Krig blev Europa en kastebold mellem to stormagter. SF's position var klar. Det handlede om nedrustning. Det var det rigtige. Dengang.

Danmark kan ikke stå udenfor eller lade de andre definere spillereglerne

Pia Olsen Dyhr, formand, SF

- Nogle partier er stadig fastholdt i et verdensbillede fra svundne tider, siger hun, formentlig som en hentydning til Enhedslisten, der i øjeblikket synes dybt splittet om NATO.

- Men for mig står det klart, at verden har forandret sig, fastslår Pia Olsen Dyhr.

Store klapsalver i salen

Det eneste rigtige for et lille land som Danmark, mener hun, er at være med i et stærkt internationalt samarbejde.

- Danmark kan ikke stå udenfor eller lade de andre definere spillereglerne, siger hun til store klapsalver fra salen på Comwell Hotel i Kolding.

- Det eneste gode svar på russisk imperialisme, på svigt og krig… Det er sammenhold, siger hun, mens der udbryder klapsalver og "hørt"-udbrud i landsmødesalen.

Det første, der skal ske, er en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, mener hun, og Olsen Dyhr minder om, at det ikke er ny SF-politik at ville forbeholdet til livs. Det blev vedtaget på et landsmøde i 2005.

Vi skal kunne mere i Europa

En afskaffelse af det danske forsvarsforbehold vil ikke ændre noget i forhold til krigen i Ukraine, medgiver Pia Olsen Dyhr. Men den russiske invasion har gjort behovet for stærkere internationalt samarbejde meget tydeligt.

EU står svagere militært uden Storbritannien, og skiftende amerikanske præsidenter har de senere år understreget, at Europa selv skal tage større ansvar.

- Vi skal ikke forberede os på dét, der allerede er sket, men på det vi risikerer i fremtiden, siger Pia Olsen Dyhr og nævner, at vi for eksempel ikke ved, hvem der sidder i Det Hvide Hus om to år.

Det kan være Donald Trump igen.

- Så forbeholdet skal væk, fordi vi skal kunne mere selv i Europa, og så vi kan møde de udfordringer, der ligger og truer i horisonten, siger hun.

Friheden skal forsvares

SF-formanden kommer ind på den tyske kansler, Olaf Scholz, der få dage efter begyndelsen af den russiske invasion lagde "skammen og forsigtigheden i Tyskland" til side.

Han gjorde op med den tyske selvforståelse siden Anden Verdenskrig og erklærede, at Tyskland nu går fuldtonet ind på at leve op til NATO's krav om at bruge 2 procent af landets bnp på forsvar og sikkerhed og afsætter allerede i år 100 milliarder euro til militære investeringer.

- For mig at se kan Danmark heller ikke længere være med på en fribillet. Den progressive position i Europa er at ville forsvare vores demokrati og frihed. Også militært om nødvendigt, siger Pia Olsen Dyhr.

Når SF er med i aftalen om den danske forsvars- og sikkerhedspolitik, så er det også for at sikre, at "pengene bruges klogt".

SF står på frihedens side. Også når det koster. Også når det er svært. Også når der er en regning, der skal betales

Pia Olsen Dyhr, formand, SF

Finansieringen skal være "socialt afbalanceret", så der stadig er råd til velfærd og den grønne omstilling, der skal gøre os uafhængige af russisk gas.

SF kommer blandt andet til at prioritere at opruste på cybersikkerhed, at sikre flådefartøjer og fly til suverænitetshåndhævelse og materiel til vores udsendte soldater. Derudover skal grøn omstilling, hjælp i de fattigste dele af verden og en veteranpolitik prioriteres.

Den rigtige side af historien

Og så er grøn omstilling selvsagt også en stor del af SF-formandens tale.

Pia Olsen Dyhr gentager, at "klima- og energipolitik er sikkerhedspolitik". Det har den aktuelle krise understreget.

Vi skal væk fra olie og gas, der betyder, at vi sender penge til kræfter i Mellemøsten eller Rusland, "som ikke altid vil os det godt".

- Det skal vi væk fra. Helt væk. Modsat olien og gassen, så tilhører vinden, solen og havet os alle. Man kan måske endda sige, at grøn energi er en slags frihedsenergi. Grøn frihedsenergi, der kan sætte os fri fra verdens oliedepoter og gastyranner, siger Pia Olsen Dyhr.

For hende gælder det om at stille sig på den rigtige side af historien.

- SF står på frihedens side. Også når det koster. Også når det er svært. Også når der er en regning, der skal betales, siger SF-formanden til stående klapsalver fra salen i Kolding.

SF's landsmøde fortsætter lørdag og søndag.