Politik

Partier revser muligt forbud mod alkohol og cigaretter: - En 16-årig skal kunne drikke en øl

Enhedslisten er foreløbigt eneste parti, der bakker op om muligheden for at forbyde køb af cigaretter for bestemte årgange.

Regeringen præsenterede tirsdag eftermiddag et udspil til en ny sundhedsreform.

TV 2 har på forhånd fået adgang til udspillet, som blandt andet indeholder et forslag om en ny aldersgrænse på 18 år for køb af alkohol og et muligt forbud mod køb af nikotinprodukter for personer født fra år 2010.

Ny sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Jens Henrik Thulesen Dahl er imod begge dele.

- Vi burde i stedet arbejde for, at de regler vi allerede har, bliver efterlevet. I dag kan de unge godt få fat i stærk alkohol, selv om loven siger, at de ikke må købe det, siger han.

Jens Henrik Thulesen Dahl mener, at det fortsat skal være muligt for 16-årige at købe øl og anden mildere spiritus.

- En 16-årig skal kunne drikke en øl. Til gengæld skal vi gøre det lettere for butikkerne at håndhæve reglerne for, at man skal være 18 år for at kunne købe hård spiritus, siger han.

Han afviser også regeringens oplæg til, at det kan blive nødvendigt med et decideret forbud mod køb af nikotinprodukter for personer født i og efter år 2010.

- Det nytter ikke noget at være formynderisk over for unge mennesker. De må stemme, og de må gå i krig, hvis de vil. Et forbud er ikke måden at gøre det på, siger han.

"Fæl omgang formynderi"

De konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, kalder muligheden for et tobaksforbud for "et voldsomt indgreb" i friheden for voksne mennesker.

- Det må folk selv om, når man er myndig, siger han.

Aldersgrænsen for salg af alkohol skal De Konservative først drøfte i partiets folketingsgruppe, før han vil udtale sig om det.

Hos Liberal Alliance kalder sundhedsordfører Henrik Dahl begge forslag for "en fæl omgang formynderi".

Venstre ser hellere økonomiske incitamenter

Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen er heller ikke positivt stemt over for forbuddet mod tobaks- og nikotinprodukter. Han fremhæver en mulig situation i fremtiden, hvor en 27-årig ikke må købe en pakke cigaretter, mens en 28-årig godt må.

- Jeg synes helt grundlæggende ikke, at vi kan have en situation, hvor et produkt er lovligt for nogle myndige borgere og ulovligt for andre myndige borgere, siger han.

Derfor vil Venstre gå ind til forhandlingerne med et fokus på økonomiske incitamenter og højere afgifter på tobak frem for forbud.

Også 18-årsgrænsen for køb af alkohol er Geersten lunken overfor. I stedet er han villig til at se nærmere på grænserne for indholdet af alkohol i de produkter, som 16-18-årige kan købe.

- Under alle omstændigheder synes jeg, at et ungt menneske skal kunne købe en kold øl, uden vi kommer rendende efter ham, siger Martin Geertsen.

Alderstjek for 40-årige

De radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgren, mener, der er mange gode argumenter for at hæve aldersgrænsen for salg af alkohol.

- Vi kan se i andre lande, der har indført det, at de unge starter senere og drikker mindre, og det er det, der er målet, siger han.

Han lægger vægt på, at unge under 18 år fortsat godt må drikke en øl, men at det nye forslag skal forhindre, at de selv køber alkoholen i butikkerne.

Muligheden for et forbud af salg af tobak til generationer født fra årgang 2010 kalder han "ambitiøst", men tilføjer, at han gerne vil se deltaljerne i forslaget, før han vil tage endelig stilling til det.

- Jeg synes, der er nogle helt oplagte udfordringer i det - blandt andet hvordan det skal håndhæves, siger han.

- Hvis man begynder at lave særregler for bestemte generationer, ender man ud i nogle lidt mærkelige situationer om nogle år. Så er det ikke længere nok at være 18 år, men så skal man også spørge 27-årige, 47-årige og på et tidspunkt 67-årige, hvor gamle de er.

Åbne for forslag

Enhedslisten er foreløbig det eneste parti, der både støtter op om forslaget om en aldersgrænse på 18 år for køb af alkohol og muligheden for at forbyde nikotinprodukter for bestemte generationer.

- Vi er åbne over for at se på det. Alle initiativer, der kan være med til at mindske uligheden i sundheden og styrke forebyggelsen, er vi klar til at se på, siger partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

Sundhedsordfører fra SF Kirsten Normann Andersen er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse.