Politik

Ny aftale skal få mistænkte i udbytteskattesagen til Danmark

Personer i Danmark vil ikke for nuværende kunne udleveres til de Forenede Arabiske Emirater, siger Nick Hækkerup.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) rejser i denne uge til de Forenede Arabiske Emirater for at skrive under på en udleveringaftale.

Aftalen skal hjælpe med, at Danmark kan få udleveret formodede gerningsmænd til forbrydelser med tilknytning til Danmark.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi har set eksempler på, at formodede gerningsmænd skjuler sig under varmere himmelstrøg og dermed undgår at blive retsforfulgt og stillet til ansvar her i landet for deres handlinger. Det finder jeg som justitsminister helt uacceptabelt, udtaler Nick Hækkerup.

Konkret har Danmark anmodet om at få udleveret de formodede gerningsmænd i henholdsvis udbytteskattesagen og i sagen om den vanvidsbilist, der påkørte og dræbte en betjent på Langebro i 2019.

Det fremgår af pressemeddelelsen.

Bagmænd gemmer sig i Dubai

Den britiske finansmand Sanjay Shah er en af de mænd, der mistænkes for at have svindlet skat for milliarder af kroner fra 2012-2015.

Han har i flere år boet i Dubai, og det har ikke været muligt at få ham udleveret til Danmark for at blive retsforfulgt.

Også den mand, der formodes at have påkørt og dræbt en politibetjent, har befundet sig i Dubai.

Danskere sendes ikke den anden vej

Selvom der bliver indgået en udleveringsaftale, vil der ikke for nuværende ske udleveringer fra Danmark til de Forenede Arabiske Emirater.

Det understreger justitsministeren over for Ritzau.

- Det vil kræve, at menneskerettigheder bliver fuldt overholdt. Dette her drejer sig først og fremmest om, at vi skal have udleveret den formodede gerningsmand i udbyttesagen, siger Nick Hækkerup.