Politik

Medarbejdere i sønderlemmende kritik af københavnsk borgmester

Cecilia Lonning-Skovgaard har tidligere oplyst, at hun har søgt professionel hjælp til at forbedre sin ledelsesstil.

En undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i centralforvaltningen i Københavns Kommune er "rystende læsning" og vidner om store svigt i toppen af ledelsen – herunder særligt beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Sådan lyder det i et åbent brev fra en række fagforbund.

- Undersøgelsen dokumenterer en omfattende og fuldkommen uacceptabel, krænkende adfærd fra borgmesterens side og fjerner den sidste rest af tvivl om, hvor alvorlig og hvor uholdbar situationen er.

Af undersøgelsen foretaget blandt 188 medarbejdere fremgår det, at 27 procent har oplevet krænkende adfærd, og 30 procent har været vidne til krænkende adfærd i centralforvaltningen.

47 procent af dem, der har været udsat for krænkelser, og 68 procent af dem, der har været vidne til krænkende adfærd, svarer, at det er ”borgmesteren eller den øvrige politiske ledelse”, der står bag den krænkende adfærd.

Dårlig energi i hele systemet

Til TV 2 oplyser Camilla Gregersen, formand for den akademiske fagforening DM, at Venstre bør overveje, om Cecilia Lonning-Skovgaard er den rette til posten.

- Der er et kæmpe problem i forvaltningen, og det er centreret omkring den øverste ledelse. Det sender dårlig energi i hele systemet, og det er man nødt til at handle på nu.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, for at høre, hvordan han forholder sig til undersøgelsen og Cecilia Lonning-Skovgaards fremtid.

Arbejder på tonen

I brevet fra fagforbundene lyder opfordringen desuden, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns Kommune "øjeblikkeligt" skal få styr på det dårlige arbejdsmiljø under borgmesteren.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Cecilia Lonning-Skovgaard.

Til Politiken siger hun:

- Det tager jeg et kæmpe ansvar for, og det har jeg også sagt til medarbejderne her til morgen og undskyldt for. Jeg er i fuld gang med at arbejde på tonen over for medarbejderne, og jeg er også stoppet med at tage direkte kontakt til medarbejderne.

Borgmesteren har tidligere oplyst, at hun har søgt professionel hjælp til at forbedre sin ledelsesstil.

Undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø blev igangsat i januar, efter at HK og DJØF i et åbent brev kritiserede Cecilia Lonning-Skovgaard for manglende indsigt i sin forvaltning og manglende forståelse for sin rolle som borgmester.

Undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø i centralforvaltningen i Københavns Kommune viser, at medarbejdere oplever en hård tone og ikke føler sig hørt.