Politik

Borgmester om hårde anklager: - Jeg er ikke en krænker

Cecilia Lonning-Skovgaard har mandag formiddag undskyldt sin opførsel over for medarbejderne.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune Cecilia Lonning-Skovgaard (V) har mandag formiddag holdt krisemøde med sine medarbejdere på Københavns Rådhus.

Det sker efter offentliggørelsen af en undersøgelse om det psykiske arbejdsmiljø i forvaltningen, der beskriver omfattende krænkende adfærd fra blandt andet borgmesteren.

Ud af 188 medarbejdere har 51 oplevet krænkende adfærd det seneste år. 24 af de 51 har angivet, at de er blevet krænket af borgmesteren eller den øvrige politiske ledelse.

I et interview med TV 2 undskylder Cecilia Lonning-Skovgaard for sin opførsel. Hun mener dog fortsat, at hun er den rette borgmester.

Erkender "stort medansvar"

Er du en krænker?

- Nej, det er jeg ikke. Men det er klart, at jeg tager det her alvorligt. Det er 24 for mange, der føler sig udsat for dårlig opførsel. Undersøgelsen viser, at der er for hård en tone i mails, at jeg har kontaktet medarbejdere direkte, og så har folk ikke følt sig inviteret til møder. Det skal stoppe, og det er også stoppet.

- Jeg tager ansvar og undskylder.

Hvorfor har der været en hård tone?

- Der er dage med pres på. Det har været et hårdt efterår med valgkamp, man kan udrykke sig for kontant og for direkte, og tingene kan gå for stærkt.

- Jeg har ikke været opmærksom på, at det på grund af magtbalancen kunne opfattes voldsomt, når jeg har kontaktet en medarbejder direkte og bedt dem forklare en sag for mig eksempelvis.

Hvad har du konkret undskyldt for?

- Jeg har undskyldt for mit store medansvar, for at vi har en forvaltning, hvor mange medarbejdere føler sig udsat for krænkende adfærd.

Mener stadig, at det er forsøg på karaktermord

Du har tidligere sagt, at den her kritik er et forsøg på karaktermord på dig. Mener du stadig det?

- Ja, det mener jeg stadig. Der er tegnet et billede af, at samtlige 2000 medarbejdere er bange og utilfredse med mig. Der er tegnet et billede af mig som en, der løber råbende og skrigende rundt, som en, der mobber og tyranniserer. Det er trods alt et meget mere nuanceret billede, der kommer frem. Selvom de 24 er 24 for mange.

Så de lyver, de, der siger, at du mobber og har skabt et uudholdeligt arbejdsmiljø?

- Det ved jeg ikke, hvem der har sagt. Jeg forholder mig til, at det handler om for hård en tone i mails, at jeg har taget direkte kontakt til folk, og at folk er kede af ikke at være inviteret til møder.

Hvordan reagerede medarbejderne på din undskyldning?

- Det er ikke min opgave at rapportere fra et fortroligt møde.

Er tilliden væk?

Tillidsmændene sagde i februar, at tilliden til dig er væk. Hvordan kan du overhovedet fortsætte som borgmester?

- Jeg er folkevalgt, jeg er valgt af københavnerne. Den dialog, jeg har med de tillidsvalgte, foregår i en langt mere fredsommelig tone.

Men som folkevalgt har du så ret til at gøre, hvad du vil?

Det, synes jeg, er at trække det hårdt op. Vi taler om 24 medarbejdere, selvom det er 24 for meget.

Er du enig i, at tilliden til dig er væk?

- Jeg forholder mig til, at vi har en undersøgelse, der viser, at der generelt er godt arbejdsmiljø, og så er der desværre lommer med folk, der føler sig krænket. Det er mit ansvar, og det er jeg i fuld gang med at rette op på.

Hvordan kan du sidde som borgmester på så stort et område? Når der ikke er tillid til dig, så fungerer området vel ikke optimalt?

- Jeg ved ikke, om der ikke er tillid. Der er 24, som føler sig krænket. Det er ting, jeg konkret kan forholde mig til og arbejde med. Det andet er en dialog, som mig, direktionen, tillidsrepræsentanterne og medarbejderrepræsentanterne skal have.

Har du nogen grund til at tro, at medarbejderne har tillid til dig?

- Jeg må tage for pålydende, at størstedelen af medarbejderne siger, at de er glade.

Har drøftet sagen med Ellemann

Flere af medarbejdernes fagforeninger siger, Venstres ledelse på Christiansborg bør overveje, om du er den rigtige til jobbet som borgmester. Har du overvejet, om du er det?

- Jeg er valgt af københavnerne. Jeg har en kæmpe opgave foran mig, og vi har masser af ting at tage os til. Det kan jeg kun løse med vores mange dygtige medarbejdere.

Er det faldet dig ind, at det er din person, der er problemet?

- Sagen har gjort dybt indtryk på mig, og jeg får professionel sparring, i forhold til hvordan tonen skal være. Og så er jeg helt konkret stoppet med at tage direkte kontakt til medarbejdere.

Har du talt med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen?

- Jeg har løbende orienteret vores formand om situationen, ja. Men det er en snak mellem formanden og mig.

Har han opfordret dig til at gå af?

- Det er en snak mellem formanden og mig.