Spørgsmålet om amerikanske atomvåben på dansk jord splitter partierne
Enhedslisten frygter et våbenkapløb, som ender i en atomkrig.
Spørgsmålet kom op for godt en måned siden, da statsministeren og forsvarsministeren fortalte om et nyt, tæt forsvarssamarbejde med USA.
Hvad siger Danmark, hvis amerikanerne vil opbevare atomvåben på dansk jord?
- Så er svaret nej, understregede Morten Bødskov dengang.
Søndag aften blev det spørgsmål igen bragt op.
Det var, da Mette Frederiksen - flankeret af Jakob Ellemann-Jensen (V), Pia Olsen Dyhr (SF), Sofie Carsten Nielsen (R) og Søren Pape Poulsen (K) - præsenterede en ny historisk forsvarsaftale.
Den indeholder en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, milliarder til forsvarsudgifter og en udfasning af russisk gas.
Samme holdning
Da aftalen var blevet præsenteret, kom spørgsmålet. Men regeringen har ikke skiftet mening om amerikanske atomvåben på dansk jord.
- Der er vores holdning fortsat den samme, sagde Mette Frederiksen kort.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var knap så ultimativ i sit svar på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark vil afvise at opbevare amerikanske atomvåben på dansk jord.
- Hvis der kommer sådan en anmodning, må vi se på den. Jeg må bare sige, at verden er forandret, sagde han og henviste til Ruslands invasion af Ukraine.
K vil ikke udelukke noget
De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, var enig med sin borgerlige kollega. Skulle USA på et tidspunkt sende sådan en anmodning, mener han, at man sætter sig ned og drøfter den.
- Jeg synes, man skal passe på med at udelukke noget som helst. Jeg synes, det vigtigste er, at vi har en dialog med vores allierede, og så må vi se, hvad der sker, hvis amerikanerne en dag kommer med den henvendelse, sagde Søren Pape Poulsen på pressemødet.
Uden at sige mere indskød SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, at ”det nok er et område, hvor vi ikke er enige i kredsen.”
Enhedslisten frygter atomkrig
Enhedslisten er ikke med i aftalen, og partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, mener, at Danmark i stedet for at skrotte forsvarsforbeholdet skal stoppe op ”og trække vejret”.
- Jeg bekymrer mig over, at man på lidt over en uge har valgt at tage nogle skridt, som kommer til at føre til meget øget oprustning i en situation, hvor vi i EU-landene har et langt større budget end Ruslands, siger Villadsen og fortsætter:
- Derfor er jeg meget bekymret for, om vi ender ud i et våbenkapløb, en stormagtsrivalisering, som fører atomkrig eller meget voldsom krig med sig, og det er det, vi skal undgå.