Ellemann tog en grum hævn ved frokostbordet, efter at Engell havde ydmyget ham
Hans Engell kørte et udspekuleret dobbeltspil ved finanslovsforhandlingerne i 1995. Læs anden del af TV 2s serie om brudte aftaler i politik.
Han vidste, at det kunne ende som politisk historie, da han trådte de to trin op og gik ind ad den sorte hoveddør til hjemmet på Frederiksberg. Men også at det kunne blive voldsomt.
Den røde murstensbygning lå side om side med vejens andre store villaer og Frederiksberg-palæer med glaserede teglsten og tunge, sorte støbejernsporte ud mod fortovet.
Hans Engells stedsans havde aldrig været god, og den konservative leder var kommet til at ringe på hos naboen, inden han fandt den rigtige adresse. I sig selv var det ikke noget, der gik ham på, men det var alligevel uheldigt netop den dag, hvor de var mange, der havde gjort sig stor umage for ikke at blive opdaget.
Koordineret indsats
20 minutter tidligere var Hans Engell gået ned ad hovedtrappen fra Christiansborg og havde sat sig i en taxa og kørt mod Frederiksberg. Nogle minutter forinden havde den konservative strateg, Erik Skov Petersen, gjort det samme. De kunne sagtens have delt vognen og kørt turen sammen, men gjorde det ikke.
Det gjorde til gengæld to andre konservative spidser. Den politiske ordfører, Anne Birgitte Lundholt, var gået ud ad sideindgangen til Christiansborg og ud til sin bil, der holdt parkeret på Ridebanen. Herefter kørte hun kun ganske få hundrede meter, før hun holdt ind til siden ved Kanal-Caféen.
Her steg partiets finansordfører, Pia Christmas-Møller, ind. Hun havde også lige forladt Christiansborg, men var gået ud ad hovedindgangen og havde tilbagelagt strækningen til det aftalte mødested til fods.
Den koordinerede indsats skyldtes ene og alene, at de fire ikke skulle blive opdaget af journalisterne på Christiansborg. Eller af Venstre-folk.
Finansministeriets departementschef, Anders Eldrup, var pænt, men uformelt klædt med skjorte uden slips, da han bød Hans Engell indenfor i sit hjem på C.F. Richs Vej på Frederiksberg.
Hans Engell var den sidste af i alt otte mennesker, der ankom. Ud over de tre partifæller sad også tre ministre ved det lange, lyse egetræsbord, da han trådte ind i spisestuen.
Telefonopkaldet
Anders Eldrup havde trukket gardinerne for de sprossede vinduer. Ganske vist var spisestuen placeret, så man ikke kunne se ind fra vejen. Men grunden lå så tæt op ad naboens, at der kun var ganske få meter imellem de to bygninger, og der var direkte kig ind i spisestuen.
Efter at have set sig hurtigt om og rost hjemmet, satte Hans Engell sig ved bordet, og mødet kunne begynde.
Pludselig ringede hans mobiltelefon.
- Hallo, er du der, Hans?
Da Hans Engell hørte, at det var Uffe Ellemann-Jensen i røret, løftede han omgående armen til signal om, at de øvrige i spisestuen skulle være helt stille. Venstre-formanden var den sidste, Hans Engell ville tale med nu, så han lod som om, at forbindelsen var dårlig og slukkede telefonen.
Mødet om eftermiddagen tirsdag 28. november 1995 skulle senere samme nat kulminere i en opsigtsvækkende og højst overraskende finanslovsaftale mellem den socialdemokratisk ledede rødkløverregering og de konservative. Allermest overraskende for Venstre.
Naget til Engell og de konservative
Uffe Ellemann-Jensen havde det anstrengt med de konservative. Og særligt med Hans Engell.
Den konservative statsminister Poul Schlüter havde udnævnt Hans Engell til forsvarsminister i 1982, uden at han var valgt til Folketinget.
Sammen med Ellemann-Jensen skulle Engell håndtere den såkaldte fodnotepolitik, hvor regeringen måtte føre en anden sikkerhedspolitik, end den ønskede, fordi regeringen manglede flertal i Folketinget.
Venstres formand syntes, at Hans Engell virkede overvældet over opgaven som forsvarsminister og tøvende i forhold til den anspændte sikkerhedspolitiske situation, hvor oprustningen til Den Kolde Krig mellem Øst og Vest tog til.
Tilliden til de konservative led et voldsomt knæk, da Poul Schlüter gik af som statsminister i 1993 oven på Tamil-sagen. Det havde været en klar aftale mellem de to partier, at Poul Schlüter skulle videregive regeringsmagten til Uffe Ellemann-Jensen, mente Venstre-manden. Men Schlüter overdrog i stedet magten til socialdemokraternes Poul Nyrup.
Dermed endte Hans Engell og Uffe Ellemann-Jensen i oppositionen, hvor de var nødt til at arbejde tæt sammen. De etablerede derfor faste koordinationsmøder, hvor de to partiers ledelse jævnligt mødtes, skiftevis hos Venstre og de konservative.
Brød sig ikke om Fogh
Det var dog ikke kun forholdet mellem Engell og Ellemann-Jensen, der var anstrengt. Også i geledderne lige under var stemningen problematisk.
De to partiers politiske ordførere i finansforhandlingerne mødtes jævnligt på politisk ordfører Anders Fogh Rasmussens (V) kontor for at planlægge en fælles strategi til finanslovsforhandlingerne med regeringen.
De konservatives politiske ordfører, Anne Birgitte Lundholt, brød sig ikke om møderne – eller om Anders Fogh.
Møderne var ofte lange, uden at de rigtigt rykkede noget. Han havde tit et træt udtryk, når hun ankom til møderne, og det var tydeligt, at han mente, at han var klogere.
De to var næsten så forskellige, som man kunne være. Anne Birgitte Lundholt kunne godt lide at bløde politiske forhandlinger op med et smil og småsnak om andet end forhandlinger. Det hadede Anders Fogh. Det var spild af tid.
Ikke desto mindre var planen for de to partier klar for finanslovsforhandlingerne.
De skulle danne fælles front, og målet var at tvinge finansminister Mogens Lykketoft i armene på de ræverøde fra Enhedslisten og indgå en aftale, der skulle udstille, hvor galt det går, hvis ikke de borgerlige partier er med. Eller allerhelst tvinge statsminister Poul Nyrup til at udskrive valg, fordi han ikke kunne få opbakning til en finanslov.
Fuglen flyver
Det var i hvert fald Venstre-folkenes helt klare opfattelse.
Hvad de ikke vidste var, at de konservative i flere uger havde holdt hemmelige møder med regeringen.
Det var begyndt i løbet af efteråret. Hans Engell og den radikale økonomiminister, Marianne Jelved, havde et godt og fortroligt forhold til hinanden i politik.
Marianne Jelved havde fornemmet, at der kunne være mulighed for at drive en kile ind mellem Venstre og de konservative og spurgte forsigtigt Hans Engell, om det kunne være en mulighed. Hun blev ikke afvist.
Aftenen inden mødet på Frederiksberg mellem de konservative og regeringen var Engell til endnu et møde hos Jelved. Han måtte endegyldigt vide, om det var muligt at indgå en aftale med regeringen uden Venstre. Hans Engell spurgte, "om fuglen kunne flyve".
Næste morgen 28. november fik Hans Engell et opkald, mens han var i bad. Beskeden var kort.
- Fuglen kan flyve, sagde Marianne Jelved i telefonen.
Den tomme villa
I Finansministeriet var det nu åbenlyst, at regeringen var nødt til at mødes med de konservative samme dag. Spørgsmålet var bare hvor.
De var nået til den mest kritiske fase, og det var altafgørende, at de kunne mødes i hemmelighed og begynde realitetsforhandlingerne. Det måtte foregå uden pressens bevågenhed og i fred for Venstre. Idéen om at mødes på et hotel i byen blev droppet. Der var for mange kendte ansigter blandt forhandlerne, så risikoen for at blive afsløret var alt for stor.
Departementschefen var for nylig flyttet til Frederiksberg blot en håndfuld kilometer fra Christiansborg og Finansministeriet. Børnene var i institution og hans kone på arbejde, så murstensvillaen ville stå tom et godt stykke ud på eftermiddagen.
Han havde aldrig tidligere stillet sit private hjem til rådighed for politiske forhandlinger og skulle heller ikke gøre det siden. Men situationen var tilspidset, og Lykketoft og departementschefen gav Engell besked om at mødes på C.F. Richs Vej få timer senere.
Mistanken bredte sig
De otte forhandlere fra de konservative og regeringen omkring det lange egetræsbord gjorde fremskridt om eftermiddagen 28. november. De store klodser, der skulle på plads, var blandt andet formueskatten, som de konservative ville have fjernet. Derudover var der også indrømmelser på dagpenge og forsvarsbudgettet.
Det begyndte at ligne rammen for en aftale. Men de var langt fra en endelig underskrift. Departementschefen måtte tilbage til Finansministeriet for i hast at få skrevet udkastet til et egentligt aftalepapir, og finansminister Mogens Lykketofts skulle nå en række planlagte forhandlingsmøder, hvis ikke Venstre skulle fatte mistanke.
På Christiansborg gik snakken om, at noget kunne være i gærde. Flere af de 42 Venstre-folk i Uffe Ellemann-Jensens folketingsgruppe begyndte at blive bekymrede. Uffe Ellemann-Jensen havde derfor ledt forgæves efter Hans Engell på Christiansborg og dernæst forsøgt at få fat på ham i den moderne mobiltelefon, som Engell i modsætning til flere andre ofte bar på sig. Men det var altså endt forgæves med, at forbindelsen var blevet afbrudt.
Middagen i Nordsjælland
Senere samme aften skulle Uffe Ellemann-Jensen til middag i Nordsjælland hos skuespilleren Lone Bastholm, som han kendte gennem sin kone.
Til trods for at Uffe Ellemann-Jensen ikke havde kunnet opspore Hans Engell, aflyste han ikke middagen. Han glædede sig og kunne ikke i sin fantasi forestille sig, at de konservative skulle gå solo.
For en god ordens skyld efterlod han fastnetnummeret til Lone Bastholm hos Anders Fogh Rasmussen, da han forlod Christiansborg. Han efterlod også alle tanker og overvejelser om finansloven.
Anders Fogh skulle sammen med finansordfører Thor Pedersen møde til bilaterale forhandlinger i Finansministeriet klokken 18. Mødet forløb godt. Stemningen var god, de spiste kinarejer i karry, og Venstre var ikke så defensive i deres tilgang som hidtil.
Halvvejs inde i mødet var 19 NYHEDERNE begyndt på TV 2. Den politiske redaktør Kaare R. Skou var direkte igennem med en grundig analyse af de afsluttende finanslovsforhandlinger.
Klokken 22 skulle regeringen forhandle med Venstre og de konservative sammen.
- Jeg tror, man nu får et rigtigt forslag på bordet fra regeringen, sagde han blandt andet til tv-værten, da hun spurgte, hvad man kunne forvente af det møde.
Den politiske redaktør kunne dårligt have været længere fra sandheden.
Tavse og med nedslåede blikke
Mødet blev højst besynderligt og uden noget, der mindede om rigtige forhandlingsforslag.
Anders Fogh Rasmussen og Thor Pedersen fra Venstre var sammen med finansminister Mogens Lykketoft nærmest de eneste, der sagde noget. Erhvervsminister Mimi Jakobsen og økonomiminister Marianne Jelved var tavse.
Det samme var Pia Christmas-Møller og Anne Birgitte Lundholt fra de konservative. De to konservative kvinder undgik Thor Pedersens blik og kiggede det meste af tiden ind i væggen eller ned i bordet, bemærkede Thor Pedersen.
Modsat de foregående ugers forhandlinger var han og Anders Fogh ellers meget imødekommende og klar til at forhandle om alt.
Mogens Lykketoft, der omvendt hidtil havde forsøgt at strække sig langt for at få en aftale, var pludselig meget afvisende på mødet og kunne nu slet ikke se muligheder for nogen aftale.
Forud for mødet havde han holdt formøde med først sine to ministerkolleger og efterfølgende også med de to konservative kvinder. Det eneste formål med disse møder havde været at finde ud af, hvordan de kunne skille sig af med Venstre i forhandlingerne.
Men uanset hvad Lykketoft sagde og gjorde for at få Venstre-mændene til at forlade lokalet, slog Anders Fogh bare ud med armene og sagde, at det ganske vist ikke var noget, der stod i Venstres bog, men de var villige til at forsøge at finde en løsning.
Efter flere og lange, pinlige pauser rejste Lykketoft sig op og sagde direkte, at mødet var slut, og de måtte forlade lokalet.
Besked fra køkkenet
I Nordsjælland kom serveringsdamen ind fra køkkenet til det sluttede selskab på et par håndfulde kulturelle mennesker. Der var dækket op med hvid dug og sølvtøj i spisestuen, og gæsterne havde nydt både maden og hinandens selskab.
Uffe Ellemann-Jensen hyggede sig, og han var især glad for, at han havde fået Suzanne Brøgger som borddame. Han kendte hende fra tidligere, og hun var altid vanvittigt skæg at tale med.
Der var telefon til Uffe Ellemann-Jensen, fortalte serveringsdamen. Anders Fogh Rasmussen var i røret.
- Der er et eller andet lusk i spil. Han har lige smidt os ud, selvom vi sagde, at vi var parate til at diskutere det hele, fortalte Anders Fogh Rasmussen.
- Satans, tænkte Uffe Ellemann-Jensen. Han var klar over, at han omgående måtte tilbage til Christiansborg.
Han undskyldte for sin borddame, at pligten kaldte og ringede efter en taxa.
Fuld af foragt
Sammen med Thor Pedersen, Anders Fogh Rasmussen og to andre ledende Venstre-folk ankom Uffe Ellemann-Jensen efter midnat ved det sidste lokale før Statsministeriet på Christiansborgs anden sal.
Det lille, aflange lokale brugte de konservative ofte til ledelsesmøder. Denne nat skulle det i stedet danne rammen om et møde, hvor sandheden gik op for Venstre. De var blevet snydt af de konservatives dobbeltforhandlinger.
Da delegationen med Ellemann-Jensen i spidsen ankom, befandt Hans Engell sig allerede i lokalet sammen med Anne Birgitte Lundholt og Pia Christmas-Møller. Sidstnævnte var normalt ikke med til ledelsesmøderne. Men Hans Engell havde denne nat bedt hende om at deltage, så hun kunne tage udførlige notater fra mødet.
Desuden deltog også de konservatives gruppenæstformand, Henning Grove.
Uffe Ellemann-Jensen var både overrasket, bitter og fuld af foragt under mødet. Han skiftevis stirrede ud ad vinduet og kiggede rasende på Hans Engell. Ellemann-Jensen understregede, at det var et historisk brud mellem Venstre og de konservative.
Anne Birgitte Lundholt kunne ikke huske før at have set Venstre-formanden koge på den måde. Anderledes var det med Anders Fogh Rasmussen. Han sad nærmest som forstenet og sagde dårligt et ord under det mere end en time lange møde. Alligevel var de ikke i tvivl om, at han var indædt rasende.
- Sit, Thor!
Uffe Ellemann-Jensen havde bemærket, at Henning Grove sad og grinede dumt. På et tidspunkt blev det for meget for Thor Pedersen. Uffe Ellemann-Jensen så ud ad øjenkrogen, at hans finansordfører var på vej ind over bordet mod Henning Grove.
Selvom Uffe Ellemann-Jensen var fuld af forståelse og i virkeligheden mente, at Grove godt kunne trænge til et velfortjent klap, kaldte han Thor Pedersen til orden.
- Sit, Thor! sagde han bestemt.
Først da klokken havde passeret 2 om natten, forlod Venstre-folkene mødet. Herefter kunne Hans Engell sammen med Anne Birgitte Lundholt og Pia Christmas-Møller gå over mod Finansministeriet, hvor Mogens Lykketoft ventede sammen med erhvervsminister Mimi Jakobsen og økonomiminister Marianne Jelved.
Anne Birgitte Lundholt og Pia Christmas-Møller gik og småsnakkede bag Hans Engell, da gruppen nåede det lille rum med stengulv og hvide hvælvinger i loftet. En tung jerndør skilte Finansministeriet fra Christiansborg, og inden Hans Engell åbnede døren, vendte han sig om og tyssede på de to kvinder.
- Når vi passerer denne dør, har vi krydset Rubicon, sagde han med reference til, at der ikke længere var nogen vej tilbage.
Folk og røvere
Gruppen krydsede Rubicon, og da de kom ind på de mørke gange mod forhandlingslokalet, begyndte Hans Engell sagte at synge.
- Vi lister os afsted på tå, når vi skal ud at røve. Vi røver bare det, vi må og det, vi nu behøver, sang han. Denne gang med reference til 'Folk og Røver i Kardemommeby'. De to kvinder stemte i.
Men der skulle gå flere timer, inden en aftale var indgået.
Hans Engell ville have flere penge til Forsvaret, men Marianne Jelved ville som radikal bestemt ikke give mere på det punkt. Stillingskrigen stod på længe. Både Engell og Jelved holdt fast. Mogens Lykketoft vidste, at en aftale ville give voldsom ballade for de konservative. Både i dele af partiets eget bagland og med Venstre.
Alle var på det tidspunkt udmattede, og Lykketoft spurgte derfor, om ikke regeringen skulle betragte de 150 millioner, indrømmelsen til Hans Engell ville koste, som en krigsskadeomkostning.
Havde det ikke været for årstiden, ville det have været lys morgen, da de Konservative kunne gå fra Finansministeriet med flere penge til Forsvaret og en afskaffet formueskat.
Mogens Lykketoft havde reddet regeringen fra farlige forhandlinger med Enhedslisten og SF. Og måske også reddet regeringens liv.
Hævnen
Hans Engell og Uffe Ellemann-Jensen manglede dog et opgør. Det skulle stå 19. januar 1996 i restaurant Tivolihallen midt i København.
Forholdet mellem de to var ikke blevet bedre, men de var fortsat nødt til at arbejde tæt sammen, så Venstre-formanden inviterede til forsoningsmiddag for ledelsen i de to partier, så skårene kunne klinkes. Middagen havde dog også et helt andet formål. At tage en udsøgt hævn over Hans Engell.
Uffe Ellemann-Jensen spiste alt og vidste, at Hans Engell var til de store danske retter med sovs. Han kunne til gengæld ikke udstå klipfisk. Så Uffe Ellemann-Jensen bestilte klipfisk til hele selskabet.
Hævnen var særligt raffineret, fordi den konservative politiske ordfører, Anne Birgitte Lundholt, med glæde spiser klipfisk – hun var ligefrem medlem af en klipfiskeklub.
- Han spiser vel, hvad han får serveret, sådan en gammel kostskoledreng, sagde Uffe Ellemann-Jensen, da han blev rådet til at genoverveje menuen.
Engell endte dog med at bestille en særret bestående af stegt sild og biksemad.
