Politik

Løkke har nu søgt om at gøre Moderaterne til et rigtigt parti

Moderaterne havde allerede de nødvendige underskrifter i september sidste år, men Lars Løkke Rasmussen har ventet længe med at søge.

Lars Løkke Rasmussens har nu officielt ansøgt Indenrigsministeriet om få Moderaterne opstillingsberettiget.

Det oplyser Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

- Moderaterne har nu indsamlet 25.968 vælgererklæringer, så vi er pænt forbi de 20.182, der skal til for at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Jeg har derfor i dag bedt Indenrigsministeriet om at lukke indsamlingen og godkende Moderaterne som opstillingsberettigede til næste folketingsvalg under partibogstavet M.

Dermed er den tidligere statsministers politiske projekt meget tæt på være et egentligt parti.

Har været længe undervejs

Ansøgningen om at blive opstilligsberettiget har været længe undervejs.

Allerede i september havde Moderaterne fået de nødvendige 20.182 underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Men stik mod sædvanen fik det ikke Moderaterne til at ansøge Indenrigsministeriet om at blive opstillingsberettiget.

Lars Løkke Rasmussen forklarede det blandt andet med, at Moderaterne først ville have noget politik at præsentere for vælgerne, før de ville søge om at blive opstillingsberettiget.

I januar præsenterede Lars Løkke Rasmussen så nogle af Moderaternes politiske forslag. Blandt andet et om at indføre seks måneders "borgerpligt".

Og nu har partiet så søgt om at blive opstillingsberettiget og dermed klar til næste folketingsvalg.

Indenrigsministeriet har tidligere oplyst til TV 2, at en godkendelse er en formsag og kan klares på få uger, når der er søgt.

Står til at komme i Folketinget

Den seneste Megafon-måling fra januar - og den første hvor Moderaterne er med - viser, at partiet ville få 2,2 procent af stemmerne ved et Folketingsvalg.

Det er 0,2 procentpoint over spærregrænsen.

TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, vurderede dengang, at målingen var "moderat godt nyt for Moderaterne".

- Den viser, at der er en vis efterspørgsel blandt vælgerne for det projekt og de politiske ideer, Løkke har præsenteret, sagde han.

Det, kombineret med Lars Løkkes gode evner til at føre valgkamp, gør, at Hans Redder spår Moderaterne gode chancer for at komme i Folketinget.