Rusland invaderer Ukraine

Danmark lukker luftrummet for russiske fly

Jeppe Kofod vil trække en streg i sandet og kalder Vladimir Putin for "demokratiets fjende nummer ét".

Danmark lukker sit luftrum for russiske fly. Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et doorstep søndag formiddag.

Forbuddet vil ifølge Kofod træde i kraft hurtigst muligt, men der er endnu nogle juridiske detaljer, der mangler at falde på plads.

- Vi har taget den beslutning, nu skal den bare implementeres. Det bliver i dag, siger den danske udenrigsminister.

Forbuddet gælder også russiske privatfly.

Jeppe Kofod vil ikke gå ind i, hvordan Danmark vil afvise russiske fly, hvis de bryder forbuddet, men forsikrer, at Danmark vil håndhæve forbuddet.

- Der kommer ikke til at flyve russiske fly ind i vores luftrum, understreger han.

Demokratiets fjende nummer ét

Med beslutningen følger regeringen flere andre europæiske lande. Blandt andre Tyskland, Storbritannien og Polen. Senest har også Island, Sverige og Finland meldt ud, at de forbereder et forbud mod russiske fly.

Jeppe Kofod håber, at resten af Europa og Vesten følger trop. Det er nødvendig at trække en streg i sandet overfor den russiske præsident og hans krig mod Ukraine, lyder det fra udenrigsministeren.

- Det her er begyndelsen til enden for demokratiets fjende nummer ét, Vladimir Putin, siger han.

Med det danske forbud vil det blive vanskeligere at rejse mellem Danmark og Rusland. Også for danske statsborgere.

Forbuddet gælder kun for russiske fly, så det kan stadig være muligt at tage et dansk eller andet europæisk fly fra Rusland, siger Jeppe Kofod.

Han siger dog også, at situationen ændrer sig meget hurtigt, og han forventer, at Rusland vil svare igen på det danske forbud.

Hårde kampe

Russiske styrker brød søndag morgen igennem forsvarslinjerne til Ukraines næststørste by, Kharkiv, og der meldes om hårde kampe.

Samtidig har den russiske regering sagt, at den har sendt en delegation til Hviderusland for at forhandle med Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, har dog afvist at forhandle på hviderussisk jord med den begrundelse, at Hviderusland er meddelagtig i den russiske invasion.

Ifølge ukrainsk militær har et russiske bombefly så sent som søndag morgen fra Hviderusland affyret et missil, som ukrainsk militær skød ned.